Kingtommi var helt uforudsigelig på Roskilde Festival – pludselig stod den på koreograferet hattedans

Én linje fra det afsluttende nummer til Kingtommis koncert tirsdag aften på Eos opsummerer ganske præcist, hvad der er på spil hos Thomas Mulcahy som artist: »Jeg vil et sted hen, som ingen har været før«.

Kingtommi er nemlig en sammensat kunstner, der jonglerer med flere modsætninger. Hans sange kan på kort tid skifte mellem stille ballader med poppede omkvæd, attitudefulde hiphopbeats og voldsomme guitarriffs. 

Tekstuniverset rummer samtidig både sårbarhed, barnlig nysgerrighed og storhedsvanvid, hvilket Kingtommi ofte visualiserer med en mut mine og en kongekrone på hovedet.

Modsætningerne var i den grad også til stede under tirsdagens Roskilde-koncert, hvor Kingtommi havde skruet ambitionerne helt i vejret.

Der var fra starten hele seks bandmedlemmer på scenen, herunder en saxofon-obo-fløjte-spiller og en violinist. Senere troppede Emil Emborg fra Neon Priest og Gustav Hedemann Christensen fra bandet Uden Ord, Mulcahys andet musikprojekt, også op med hver deres guitar og fantasykostume.

For ja, Kingtommi havde taget det magiske eventyrtema fra sin nye musikvideo til sangen ’Merlins’ med til Eos, hvilket både kom til syne ved påklædningen og de gennemførte animationer på bagskærmen.

Netop ’Merlins’ beskrev Kingtommi som »en sang om, at dansk musik nogle gange er lidt for kedelig«. Kedelig kan man virkelig ikke beskylde hans Roskilde-koncert for at være.

Bandet lagde ud med ’Hvordan jeg har det’, som også åbner Kingtommis spraglede nye ep, ’Haven’, i en særegen mikstur af saxofon, violinspil, traptrommer og en elguitar, der hvinede om kap med hovedpersonens heftigt autotunede vokal. Så var vi ligesom i gang.

Herefter serverede Kingtommi aftenens første publikumsfavorit i form af 2023-singlen ’Cruise Mode’, hvis trommedrop cirka to minutter inde fungerede som en formidabel feststarter.

Stemning steg endnu et nøk, da Kingtommi fulgte op med debutsinglen ’Bedre end dem’. Sangen blev bygget effektfuldt op, så den gik fra at være en stille duet mellem den spinkle violin og Kingtommis vokal til, at resten af bandet og publikum blev inviteret med på fællessang.

På disse lidt ældre sange formåede bandet at balancere de mange elementer fint, så numrene blev dekonstrueret og bygget op igen på effektfuld vis – fra en ensom violin til skarpe traptrommer og rungende elguitarer.

Det store sammensurium af ingredienser i troldmandsgryden var måske skyld i, at alt alligevel ikke sad 100 procent i skabet. Det catchy omkvæd på ’I natten’ lød for eksempel ikke nær så skarpt live som i studieversionen, da det forsvandt lidt i mængden af instrumenter og autotune-bølger.

Jeg tager dog hatten af for Kingtommis konstante insisteren på at søge efter nye græsgange. Denne søgen er til tider lidt forvirrende for udenforstående, men det er samtidig også virkelig spændende, at man aldrig kan vide, hvor Kingtommi tager universet hen – om det så er en koreograferet hattedans eller en omgang a capella nede blandt publikum.

Denne uforudsigelighed medførte, at Kingtommis koncert fløj af sted. Efter at have spillet sin til stadighed mest populære sang, ’Lidt bange’, var vi pludselig nået til sidste indslag, der vanen tro var helt uventet.

Kingtommi lukkede således showet med »et epic Bruce Springsteen-balladenummer til Roskilde«, som endnu ikke er udgivet. »Vær så stille som overhovedet muligt. Læg armen om jeres sidemakker«, lød det fra aftenens hovedperson, der til sidst – igen – overraskede med en vilter mundharmonikasolo.