Roskilde Festival: Branco stjal fuldstændig showet, imens Headie One druknede i mudderet

På album er Headie Ones mørke drill-rap medrivende, cinematiske historier med strygere og kirkekor og en hovedperson med en stærk sans for flow og stemmeføring.

På Arena var var det et kæmpe rod. Lydbilledet efterlod slet ikke plads til de episke produktioner, og alle finesserne i den engelske rappers vokal udeblev. Sangene med de mange ordspil smeltede fuldstændig sammen til én stor masse.

‘Both’ er en stærk fortælling, hvor Headie One udstiller den kølige attitude, der følger med livet på gaden, og ‘Martin’s Sofa’ skildrere den usikkerhed, der følger med at være en stor gangstarapper. Men de gik begge til i mudderet.

De melodiske ‘Tipsy’ og ‘Dont Rush’ var mere vellykkede. Her havde jeg dog nærmest allerede opgivet koncerten.

Men pludselig væltede en livline ind på scenen i form af en brandvarm Branco. Det var ikke helt uventet, for Headie One medvirker på danskerens seneste album, og Branco har før gæstet englænderens koncert i Danmark. Men det var alligevel en glædelig overraskelse.

Først kom ‘Bølgen’ og siden ‘London Town’, og det gav et kæmpe boost til teltet. Det er vist det, man kalder at stjæle showet, og det var som om Headie One ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, imens Branco opførte sig som om, at han havde fået at vide, at han havde to numre til at redde koncerten.

Det var oprigtigt fedt, og undervejs kunne man se Headie One sludre med sin dj og hypeman i baggrunden. Måske diskuterede de, om de bare skulle lade Branco lande flyet. Og måske skulle de have gjort det.

Men lige så hurtigt, Branco var trådt op på scenen, lige så hurtigt var han væk igen. Headie One skiftede lige et gear op, og publikum blev mere nærværende, som om begge parter var blevet mindet om, at det faktisk kan være ret fedt at være til rapkoncert.

Der var lidt mere skub i de hårde beats, og ‘Back to Basics’, ‘50s’ og lukkeren ‘Cry No More’ gik bedre. Men det var ikke den dystre og energiske drill-fest, man havde håbet på.

Intet symboliserede det tydeligere end det moshpit, der traditionen tro blev sat i gang mod slutningen af koncerten, nok mere af pligt end af lyst. Det gik hurtigt i sig selv igen og efterlod et stort tomt hul.