‘Infinite Icon’: Det er mig stadig et mysterium, hvorfor Paris Hilton overhovedet laver musik
Paris Hiltons musikkarriere er en pudsig størrelse. På den ene side har den altid virket som et kuriøst supplement til hendes mere konsekvente arbejde – tv-personlighed, parfumør, skaber af catchphrasen »that’s hot« og ambassadør for farven lyserød og store solbriller – og på den anden side er det nok alligevel som musiker, at Hilton har ydet sit største enkeltstående bidrag til den kollektive popkulturelle erindring.
For mens fjernsynsprogrammerne, filmene og bøgerne for de flestes vedkommende nok er glemt, er den solbeskinnede, reggae-klingende debutsingle ’Stars Are Blind’ fra 2006 stadig den dag i dag husket, spillet og elsket. Et musikalsk comeback måtte komme.
’Infinite Icon’, lyder titlen på Hiltons første album i 18 år. En titel, der ganske sigende vidner om en stjerne i færd med at skrive sin egen hagiografi. Albumcoveret, hvor Hilton står selvlysende og skinnende mellem ruinerede korintiske søjler, ligner en futuristisk fortolkning af de kitschede helgenpostkort, man kan købe i katolske souvenirbutikker.
Coveret er sigende for et album, der stiler efter det ikoniske og storslåede, men som mangler den detaljebevidsthed, den slags kræver. Kigger man godt efter på det tydeligt AI-genererede billede, ser man eksempelvis, at Hilton kun har fire fingre på den ene hånd.
At ’Infinite Icon’ har været 18 år undervejs høres tydeligt. Ikke fordi albummet lyder som 18 års hårdt arbejde, men fordi mange af de seneste 18 års mest uundgåelige og uddaterede trends hjemsøger albummets lyd.
To centrale navne på albummets liste over medvirkende er Meghan Trainor og Sia, der figurerer hyppigt som både sangskrivere, producere og – på enkelte sange – gæster. To kunstnere, der definerede den generiske lyd af 2010’ernes popradio, men hvis popularitet siden da har været dalende.
Overalt på ’Infinite Icon’ er der spor af Meghan Trainors retroinspirerede middle-of-the-road-æstetik, perfekt til firmafrokostens karaoke-sessioner, og af den kyniske empowerment-pop, som vi eksempelvis kender fra Sias ’Unstoppable’. Der er elementer af midt-10’ernes tropical house-lyd, en slags gentrificeret dancehall med eksponenter som Kygo og Robin Schulz, og af Katy Perry-inspireret EDM-pop, der aggressivt tvinger dine arme i luften.
Resultatet er sange med kæmpestore og bombastiske, men ikke nødvendigvis mindeværdige omkvæd og tekster med vagt opløftende budskaber om at danse sig gennem modgang, at kende sin værdi, at være en »boss bitch« og at tro på kærlighedens altovervindende kraft. Når altså ikke det eneste budskab er, at det er sejt at være Paris Hilton: »I’m free / The infinite icon / I am the blueprint / The real OG / This is my legacy«, lyder det på ‘I’m Free’.
Undtagelsen er sangen ’ADHD’, en sødmefuld adult contemporary-ballade, som tager udgangspunkt i Hiltons barske oplevelser som barn med udiagnosticeret ADHD og den lange vej til selvaccept: »I was so shy, I could never be me / Look at me now as I laugh nervously / My superpower was right inside me / It was ADHD«, synger hun. Man bliver næsten helt rørt.
Sia-duetten ’Fame Won’t Love You’ burde have været et andet højdepunkt. Der er trods alt næppe nogen, der bedre end Paris Hilton kan nikke genkendende til sangens tema om berømmelsens bagside, men uheldigvis martres sangen af Sias og Hiltons manglende kemi.
Hvor Hiltons stemme er tynd og svag og konstant hjulpet på vej af digital retouchering, er Sias stemme med sine konstante, hæse knæk en gejser af rå urkraft. Kombinationen af de to er simpelthen som olie og vand. Det samme gælder førnævnte ’I’m Free’, hvor Rina Sawayamas glasklare klang og tekniske virtuositet reflekterer usandsynligt dårligt på Hilton.
Langt mere succesfuldt er samarbejdet med Meghan Thee Stallion, techhouse-skæringen ’BBA’, hvor Paris og Meghan generøst giver de mindre bemidlede piger en trin-for-trin-guide til at være en »bad bitch« (’BBA’ står for »Bad Bitch Academy«). Sangen er et nærmest skamløst kalkuleret forsøg på at tækkes bøssebarer og drag-performances, men sangen er i det mindste sjov og fuld af attitude.
En attitude og en humor, der desperat mangler på resten af albummet, der ligesom debuten ikke besvarer det helt fundamentale spørgsmål om, hvorfor Hilton overhovedet laver musik, når hun stort set aldrig lyder som om, hun har lyst til det.
Kort sagt:
Med uddaterede produktioner, generiske empowerment-budskaber og svage vokalpræstationer, der konstant blegner i sammenligning med albummets gæster, er Paris Hiltons ’Infinite Icon’ lige så sjusket og sjælløst som dets AI-genererede albumcover.