»Jeg skal leve med jer resten af mit liv. Vi bliver berømte!«
Sådan siger den grådkvalte 18-årige Megan fra Hawaii, mens hun krammer de fem andre piger, der alle kun øjeblikke før har fået at vide, at de er kommet med i pigegruppen Katseye i Netflix-dokumentarserien ’Pop Star Academy: Katseye’.
Og man har god grund til at tro, hun har ret.
Det er nemlig magtfulde HYBE, skaberne bag K-pop-gruppen BTS, der i samarbejde med pladeselskabsgiganten Universal har valgt pigerne med visionen om at tage ’K’ ud af K-pop, og gøre det globalt. En idé der længe har brygget hos flere af de dominerende koreanske selskaber, og nu bliver søsat i USA og England.
Lignende ambitioner har SM Entertainment, der har stået som en grundpille i den koreanske musikindustri i 30 år og produceret nogle af de mest legendariske K-popgrupper som Super Junior, EXO, Girls’ Generation, SHINee og Aespa.
De har allieret sig med Kakao Entertainment America og det nystiftede britiske selskab Moon&Back Media, der har Simon Cowells gamle ‘X Factor’-producerkollegaer ved roret.
De leder ikke efter den nye globale pigegruppe, men er i stedet på jagt efter det nye One Direction, og det er ikke Netflix men BBC, der dokumenterer rejsen.
I programmet ’Made in Korea: The K-pop Experience’, har man skippet auditionprocessen, og følger de fem gæve engelske gutter James, Dexter, Olly, Reese og Blaise, der udgør gruppen Dear Alice, når de tager 100 dage til Seoul for at modtage træning i sang- og danseopvisning, der skal dømmes af den iskolde koreanske talentudviklingsboss Yoon Heejun fra SM Entertainment.
Begge de her initiativer kan ses som symptomer på en ny udvikling, hvor K-poppen forsøger at gå globalt – ved at slå kræfterne sammen med Vesten.
Et hul i markedet
For dem, hvis næse det er gået forbi, hvor proaktive Korea har været for at komme op at lege sammen med de helt store spillere i den globale popindustri, virker det måske bare som en sjov ide, når BBC sender nogle grønne popstjerneaspiranter i koreansk dansetræningslejr, for at se om de kan stå distancen.
Men det her er business. Seriøs business.
Der har været et kæmpe hul i popgruppemarkedet i Vesten efter One Direction, Little Mix og Fifth Harmony alle er lagt i graven eller gået på pause på ubestemt tid.
Det har den vestlige og koreanske musikindustri godt langt mærke til, og det er det hul som Dear Alice – gutterne fra ’Made in Korea: The K-pop Experience’ – og HYBE-gruppen Katseye nu skal prøve at udfylde.
Samtidig er det også på deres skuldre at bevise, at den koreanske metode med årelange trænings- og udviklingsprogrammer, koreograferede synkrondanse, færdiglavede koncepter og høj vægtning af fankommunikation også holder i Vesten, og at den skal være vejen frem for fremtidens popgrupper.
HYBE har eksempelvis holdt auditions for over 120.000 piger, og flyttet dem fra familie og venner til Los Angeles for at deltage i et træning- og udviklingsprogram i næsten to år – samt fået Netflix til at dokumentere det hele over otte afsnit i ’Pop Star Academy: Katseye’.
Træningen er benhård, og der er meget på spil. Ikke bare for pigerne men også for bagmændene, så stemningen er den, at fiasko ikke er en mulighed.
Bliv dygtig nok til at blive en global pop sensation, eller gå hjem.
K-pop overtager verdensherredømmet: Fase 2
Hvis man vil forstå K-poppens globale ambitioner, skal man forstå selskabet HYBE.
Bag scenetæppet, når BTS har optrådt til prisshows, vundet MTV-awards og gået på rød løber til Grammy Awards, har deres selskab HYBE forvandlet sig fra at være en underdog i den koreanske underholdningsbranche til at blive en af de største og mest ambitiøse spillere i genren.
De har blandt andet etableret sig i USA under navnet HYBE America, med Taylor Swifts ærkefjende nummer ét, Scooter Braun, som direktør.
HYBE-grundlæggeren, der nu tager på fisketur med Scooter, hedder Bang Shihyuk. Han har længe lagt vægt på, at man ikke skal se K-pop som en musikgenre, men et system, der omfatter alt fra produktion af musik- og videoindhold til distribution, marketing, fankommunikation og en bunke andre metoder.
Skabelsen af nye grupper, der består af lokale artister produceret efter de koreanske metoder, er en form for glocaliseringsstrategi.
Fokus er på at eksportere de forretnings- og managementmodeller, der har gjort K-pop til et kæmpe globalt fænomen, og implementere dem på lokale artister.
Dear Alice og Katseye er altså forsøgskaniner på, om denne strategi egentlig holder vand, så både øst og vest kan få en bid af kagen og ramme de musikforbrugere, der ikke hoppede med på K-pop i første omgang, men har brug for at artisterne er mere lokale og geografisk tættere på.
Masterplanen sættes i gang
Det er altså nu med Katseye og Dear Alice, at der rigtig er kommet fut i den store masterplan om systematisk at overtage hele verden. Og de er faktisk kommet godt fra start.
Katseye har udgivet ep’en ’SIS: Strong is Soft’, hvor ørehængersinglen ‘Touch’ allerede har taget runden på dance challenge-TikTok. Mens man indtil videre kun kunne smuglytte på Dear Alice gennem BBC-dokumentaren.
Begge gruppers lyd og æstetik lægger sig klart op ad de nuværende K-poptendenser og lyden fra unge grupper som Riize, BoyNextDoor og NewJeans, hvor nostalgisk 90’er-lyd dominerer. Det handler mere om at være chilll end hårdtslående.
Det er stadig i de spæde dage af de to gruppers musikkarrierer. Men de er dygtige og nærværende i deres optrædener, sangene er catchy, og de har allerede en god kontakt til deres nye fans på sociale medier. Præcis som K-pop systemet kræver af dem.
Der er lang vej igen, men hvis dette eksperiment virker, kan det koreanske system blive den nye standard for talentudvikling og popmusikproduktion i fremtiden.
Én ting er i hvert fald sikkert. Står det til HYBE og co., er Korea kun lige påbegyndt arbejdet med at skabe popgruppernes nye globale guldalder.