Fontaines D.C. skabte total eufori i K.B. Hallen – trods en snert af rutine
Forholdene kunne dårligt være mere ideelle.
Lørdag aften i et af landets mest ikoniske spillesteder i selskab med et af verdens mest hypede bands for tiden. Med andre ord var der som udgangspunkt lagt op til den helt store koncertaften i K.B. Hallen på Frederiksberg.
Med deres fjerde album ‘Romance’ er det irske postpunk-band Fontaines D.C. braget eftertrykkeligt igennem lydmuren i en sådan grad, at man har fået troen på, at rocken kan genvinde noget af det terræn, som genren i nyere tid har mistet til blandt andet hiphop og pop.
Det startede også særdeles overbevisende med en dirrende version af titelnummeret fra det nye opus, som bandet fremførte bag et tæppe oplyst i neongrøn, alt imens dramaet byggede op til tæppefald og det helt store publikumsbrøl i mødet med de fem lads fra Dublin.
Stramt leverede versioner af ‘Jackie Down the Line’ og ‘Televised Mind’, og så var vi så sandelig i gang. En fællessyngende sal og frontmand Grian Chatten, der skridtede scenen både som en rastløs løve og med Liam Gallagher’sk swag, mens han opildnede publikum med en tamburin som dirigentstok.
Den stærke start tabte dog en kende momentum, som koncerten skred frem. Den store succes skal vitterligt være Fontaines D.C. vel undt, men der sneg sig momentvis en fornemmelse ind af et band, for hvem springet fra de store spillesteder til arena-gigs er blevet en rutine.
Særligt i koncertens mere introspektive stunder fremstod femkløveret en kende ugidelige, og både ‘Horseness is the Whatness’ og ‘Nabokov’ blev leveret lettere rodede og sejlende.
Dog var sætlisten en glimrende opvisning i den klædelige udvikling, Fontaines D.C. har gennemgået. Med ‘Big’ og ‘Boys in the Better Land’ som påmindelser om et postpunk-band, hvor identiteten ikke helt var på plads til ‘In the Modern World’ og ‘I Love You’ med en genremæssig spændvidde, dynamik og et format, der understreger, hvorfor karrieren er eksploderet.
De to sidstnævnte var desuden soleklare højdepunkter mod koncertens slutning med folk på skuldrene af hinanden og stemningen totalt i top.
‘Starburster’ var en noget mudret affære, hvor Carlos O’Connells mellotron skar mere igennem lydbilledet end Chattens vokal og de andre instrumenter. Keyboardet har dog en bærende rolle i denne helt store samlende sang, så man kunne sagtens give sig hen til det vuggende groove.
Et nummer så aldeles uovertruffent og effektivt, at det ikke kunne andet end at vække total eufori og klinge koncerten med et klimaks. Selv på en aften, hvor ophavsmændene til tider lod til at være lidt mentalt fraværende.
Kort sagt:
Til trods for at bandet enkelt steder tabte momentum og virkede en smule fraværende, var koncerten i K.B. Hallen ikke desto mindre en glimrende opvisning i den udvikling, Fontaines D.C. har gennemgået. En udvikling, som fuldt fortjent har givet dem et gennembrud som tidens helt store rockband.