Det amerikanske præsidentvalg finder sted i morgen tirsdag den 5. november, og alle kneb gælder i slutspurten for kandidaterne Kamala Harris og Donald Trump.
En måde at hive de sidste stemmer i land på er ved at få de største musiknavne ombord på sit hold. Her har Kamala Harris haft succes med flere store popkunstnere, hvilket tydeligt ses på listen af optrædende til hendes kommende vælgermøder i staten Pennsylvania.
Listen tæller blandt andet Lady Gaga, der skal optræde i Philadelphia sammen med navne som Ricky Martin, The Roots og Jazmine Sullivan. Det skriver blandt andre NME.
Lady Gaga har desuden via Instagram erklæret sin støtte til Harris sammen med en opfordring til at stemme.
Katy Perry får æren af at sætte sit musikalske præg på Harris’ kampagne i byen Pittsburgh, hvor hun vil stå side om side med Andra Day, D-Nice og DJ Arie Cole.
Tidligere har andre store popnavne som Beyoncé, Taylor Swift, Cardi B og Charli XCX erklæret deres støtte til Harris, der efterhånden har en imponerende lang liste af støtter fra toppen af pophierarkiet.
Donald Trump har derimod, noget overraskende, haft stort held med at finde støtte blandt rappere.