’Bad Ass F*cking Kid’: Nettspend kalder sig Future for generation Z på underholdende mixtape
En ny hiphopgeneration er over os. Jovist, tiden, hvor forbillederne hed 2Pac og Nas, er for længst overstået, men vi er også forbi den æra, hvor det var rappere som Lil Wayne, det unge SoundCloud-kuld så op til.
På ’Bad Ass F*cking Kid’, det nye mixtape fra den hypede rage-sensation Nettspend, lyder det som om, hans hiphop-referenceramme højst strækker sig otte år tilbage, og kunstnere som Playboi Carti, Lil Uzi Vert, Yeat og Young Thug fremstår som forbilleder.
Når Nettspend på ’Beach Leak’ skal erklære sin egen storhed, rapper han »I feel like Future, but gen Z«, en linje, der samtidig handler om, hvor påvirket Nettspend efter eget udsagn er efter at have taget alskens stoffer hele aftenen.
Nettspend, der i virkeligheden bærer navnet Gunner Sheperdson, er kun 17 år, og han har allerede opnået massiv succes som en del af undergenren jerk. En undergenre, han dog vender ryggen til på mixtapet, der udkommer, mens han har flere øjne på sig end nogensinde.
I stedet har han og hans producere kastet sig over et væld af forskellige stilarter, der dog alle er forenet af en druggy, autotunet vokal, der ikke nødvendigvis altid lander lige taktfast på beatet, og som ikke er den mindste smule interesseret i at være tankevækkende eller flashy.
En af Nettspends største kvaliteter som vokalist er hans charme. At lytte til ham er lidt som at være til fest med en fyr, der ubesværet ender med at være aftenens midtpunkt, fordi han er lige dele selvsikker og selvudleverende. Man ved aldrig helt, hvor han er på vej hen.
Så kan det godt være, at nogle af hans anekdoter er historier, der aldrig når frem til en pointe. Eksempelvis nummeret ’Tommy’, der har et vers om at købe tøj i en Gucci-butik, mens man har taget for mange piller. Vi får aldrig en forløsning på den historie, men det vigtige er heller ikke destinationen. Det er, hvordan den bliver fortalt.
Historierne bliver blandt andet fortalt gennem produktionerne, der ofte er en vigtigere del af universet, end Nettspends selv er.
Kolleger som Playboi Carti og Bladee opfinder nye stemmer med hvert hit, men Nettspends vokal varierer ikke det store fra nummer til nummer, uanset om han udforsker et tåget univers, der forener drill med cloud rap (som på førnævnte ’Beach Leak’), eller udfolder sig over albummets mest smadrede rage-produktion (på den øjeblikkeligt efterfølgende ’Shut Up’).
De opfindsomme beats har det derfor med at stjæle opmærksomheden. Såsom på åbneren ’Growing Up’, der umiddelbart bruger samme synthsax som Carly Rae Jepsens ’Run Away With Me’. Eller ’Skipping Class’, der looper et skævt vokalsample fra Grimes-favoritten ’Genesis’ og placerer kraftigt distorted bas henover. Eller den science fiction-agtige laser-synth, der giver lækker tekstur på den Kenny Beats-co-producerede ’Leader’.
Hans lidt ensartede vokal fungerer heldigvis godt i mange kontekster, og han er oftest charmerende nok til, at han aldrig bliver totalt anonym. Men hvis han turde skeje lige så meget ud, som hans beats gør, ville han være markant bedre fremtidssikret i det kompetitive rage-landskab.
For lige nu er han konsekvent underholdende uden egentlig at være unik.
Kort sagt:
Nettspend byder på en bundsolid og kreativ produktion på et mixtape, der omfavner både bragende rage-beats og drill. Han er en underholdende karakter, selvom vokalen er fattig på både idiosynkrasier og variation.