Teddy Swims havde ondt i halsen – men der var større problemer i Royal Arena
Efter de tre første sange i Royal Arena fortalte Teddy Swims, at hans hals havde det lidt skidt, og at han havde brug for publikums hjælp til de høje toner.
Med det in mente sang han rigtig fint. Hans stemme besad rigeligt med volumen, så den kunne fylde ud, selv når hans band var mest overgearede – hvilket de ofte var.
Skulle ‘Apple Juice’ eksempelvis virkelig have fuld Phil Collins på trommerne i både det afsluttende omkvæd og den efterfølgende outro? Behøvede andet vers af ‘Hammer to the Heart’ at lyde som om, samtlige instrumentalister sloges om opmærksomheden?
Og var det virkelig i sangens tjeneste, at ‘Tell Me’ blev en pyroteknik-inficeret hardrocker, hvor der foregik så meget, at lydbilledet blev helt mudret trods den ellers fine lyd i salen?
At stemmen lykkes med at trænge igennem så overgjorte arrangementer, kan han godt klappe sig selv på skulderen over. Dermed ikke sagt, at man ikke kunne mærke halsproblemerne.
Der var nogle uønskede knæk i stemmen på ‘Northern Lights’, og under samtlige af de tre duetter, han havde med en korsanger, var det korsangeren, der imponerede mest. Navnligt under ‘Black & White’ gik klangene fra de to stemmer heller ikke særlig godt i spænd med hinanden.
Showet var på mange punkter nøje koreograferet. Scenen var udstyret med en rampe bag den store platform, hvor musikerne befandt sig under størstedelen af koncerten, og det var da en charmerende introduktion, at Swims startede koncerten helt oppe på toppen af rampen.
Der var også placeret to små platforme yderst i hver side af scenekanten, hvor både Swims, koret og instrumentalisterne kunne stille sig, når sangene lagde op til det.
På papiret var det en visuelt dynamisk koncert. I praksis var det i høj grad hovedpersonen, der spankulerede rundt og brugte meget af tiden på at signere diverse genstande, der blev rakt op på scenen. Han brugte ofte hele vers på bare at signere i syngende tilstand.
I det mindste var lysshowet stærkt.
Nordlys-farver bredte sig over salen på ‘Northern Lights’, mens tordenskyer og røg omkredsede musikerne på ‘Bad Dreams’. Regnen på storskærmen gav god stemning til ‘It Ain’t Easy’, omend jeg helst havde undværet den grædende teddybjørn, der også prydede skærmen.
Under ‘Guilty’ viste skærmen en gammeldags jukebox, der flippede gennem teddybjørne-udgaver af ikoniske albumcovers. Det var betydeligt sjovere at udforske disse, end det var rent faktisk at se på Teddy Swims.
Desværre var jukebox-gimmicken en optakt til, at en randomizer skulle udvælge en coversang. Den endte på Marvin Gayes stærke borgerrettighedshymne ‘What’s Going On’, som her blev serveret i en uprovokerende karaoke-udgave.
Jeg havde nok sat pris på denne underspillede ekskurs, hvis sætlisten ikke kort forinden havde budt på fire ballader i træk, hvor havet af telefonlommelygter i salen da også var svundet betydeligt ind, da vi nåede til den sidste.
Selv hvis Swims’ stemme havde været i topform, havde det næppe reddet hans udsolgte koncert i Royal Arena.
Kort sagt:
Teddy Swims’ stemme – hans claim to fame – var ikke i topform i Royal Arena. Men selv hvis den havde været det, havde det ikke ændret på, at han var en ganske uengageret performer, at bandets arrangementer ofte var rædsomt overgearede, og at sætlisten var dårligt skruet sammen.