INTERVIEW. Mø favner bredt, var det første, jeg tænkte, da fans begyndte at udfylde det lille, berlinske spillested Cassiopeia.
Her var både voksne mænd med tatoveringer og fuldskæg, der gemte et blødt pophjerte bag et hårdt ydre. Unge med flamboyante, androgyne klæder, farvet hår og dramatisk makeup, der havde fundet et perfekt sweetspot i Møs blanding af det dystre og det dansable. Veninder i 40’erne, der glædede sig til at danse sammen til ’Lean On’ igen. Kærestepar, der var blevet forelsket med Møs musik som soundtrack, og som havde skaffet en babysitter og inden længe at stod og kyssede, som om de var nyforelskede.
Her var både dem, der ikke vidste, om de skulle danse eller lægge ansigtet i alvorlige folder, da dj’en Berlinangst begyndte sit sæt med et tungt techno-remix af den svenske protestsang ’Leve Palestina’. Og dem, der med slogan-t-shirts og batches på brystet viste, at fest og aktivisme for dem allerede var uløseligt forbundet.
Her var både tyskere, danskere bosat i Berlin og danskere, der var rejst til Berlin for en aften for at få en smagsprøve på Møs nye album, ’Plæygirl’. Et album, hun denne aften spillede næsten fra start til slut, og som publikum tog imod med så stor en begejstring, at man næsten ikke mærkede, at de af gode grunde ikke kendte størstedelen af sangene.
Det var da også unægteligt, at den rå, minimalistiske lyd, som er blevet varslet af de fire singler, der er udkommet forud for albummet, var som skabt til den intense og intime atmosfære på Cassiopiea, hvor sangenes punkede kant virkelig fik lov til at træde i forgrunden.
Som på ’Keep Møving’, hvis hæse, growlende skrig var kilden til en kavalkade af kuldegysninger, eller den uudgivne ’Lose Yourself’, der bød på et gigantisk omkvæd og en synthlinje, jeg endnu ikke har fået ud af hovedet. Størstedelen af en euforisk udgave af ’Motordrome’-sangen ’Live to Survive’ blev sunget, mens Mø surfede på hænderne af det sveddryppende publikum, og ’Lean On’ blev sunget, mens hun dansede blandt dem.
Det var inden, koncerten sluttede – ligesom albummet med et melankolsk, synthdrevet cover af Aviciis ’Wake Me Up’ – og inden Mø forlod scenen med et »free Palestine!« og forsvandt ud til merch-boden, hvor fansene flokkedes omkring hende for at tage selfies og kramme.
Men inden det kom så vidt, mødtes jeg med Mø i forårssolen på en trappesten udenfor spillestedet, mens en hær af larmende varevogne leverede friske forsyninger til de omkringliggende natklubber (et dårligt valg, viste det sig, da det kom til at transskribere interviewet) til en snak om det nye album – og om hvorfor verden har brug for lidt fri leg netop nu.
Lige nu spiller du en række koncerter på venues, der er markant mindre end dem, du har spillet på i mange år. Hvorfor det?
»Jeg ser den her turné som en måde bare at holde en fest og invitere folk ind i ’Plæygirl’-verdenen. Når pladen ikke er ude endnu, forventer jeg jo ikke, at folk kender sangene, så derfor er det fedt bare at kunne holde det småt og eksklusivt og give plads til fri leg. I bund og grund handler ’Plæygirl’ om det, navnet antyder – giv slip, vær dig selv! Der sker så meget scary shit i verden lige nu, og jeg føler, man glemme sine bekymringer og lade en ret pure side af sig selv komme frem, når man leger«.
Singlerne fra ‘Plæygirl’ har en markant mere rå, punket lyd end de seneste to plader. Hvad fik dig til at gå den vej?
»Jeg elsker, når ting har den der lo-fi, DIY-agtige, lidt kaotiske – men selvfølgelig stadig melodiske – energi. Det handler i høj grad om, at jeg mødte produceren Nick Sylvester, som arbejder inden for det der smadrede, analoge, men superminimalistiske electropunk-univers. Da vi begyndte samarbejdet, tænkte jeg bare ‘fuck yeah, det er lige den lyd, jeg kan lide!’. Med det samme kunne jeg mærke, at vores tilgang og smag bare klikkede«.
»No offense til mine forrige to plader, men jeg trængte virkelig til at lave en plade med bare én producer. Én, der var med på hele rejsen, og som var med til at skabe et samlet lydunivers med mig. Nogle gange, når man arbejder med mange forskellige producere, kan man godt komme til at gå i mange forskellige retninger på samme tid fremfor at gå i dybden med én«.
Du har medvirket på nogle af verdens mest streamede sange. Har det stresset dig at skulle leve op til den grad af kommerciel succes?
»Det gjorde det virkelig meget dengang, jeg var med på de store sange. Altså ’Lean On’ og ’Cold Water’. Jeg havde virkelig en følelse af, at det var vigtigt, at jeg levede op til den store succes og førte den videre. Men den følelse har jeg ikke mere. De seneste par år har det handlet mere om, hvordan jeg kan komme tættere på den musikalske kerne, jeg gerne vil nå frem til. Men der var helt sikkert en periode, hvor jeg tænkte i resultater fremfor i dybde«.
»Kernen, jeg gerne vil frem til, ændrer sig hele tiden, så det er en konstant proces. Men det var sjovt at lave den her plade, hvilket jeg føler er en god indikator for, at jeg er på vej i retningen af noget, der tilfredsstiller sjælen fremfor konkurrenceevnen. Det var det første, jeg tænkte, da jeg begyndte at lave ’Plæygirl’: Det skal være sjovt denne gang. Og igen: Ikke et ondt ord om mine sidste to plader, men jeg tænkte for meget i stedet for at føle«.
Mange taler om, at tiden lige nu – hvor kunstnere som Chappell Roan og Charli XCX har opnået stor kommerciel succes med en ret kompromisløs lyd – er en tid, hvor popstjerner i højere grad kan være sig selv. Er det noget, du genkender?
»Helt klart. Det er så forfriskende og helende at være vidne til og blive inspireret af. Tilbage i 2015 – da jeg lavede ’Lean On’ og så videre – følte jeg virkelig, at der var en specifik formel for, hvordan en popsang skulle lyde for at få kommerciel succes. Nu er det som om, grænserne er udvisket. Og egentlig tror jeg, at hvis man kigger på musikhistorien, så kan man se, at det kommer i bølger. Der er perioder, hvor rammerne er stramme, og andre, hvor viben er fri leg. Jeg tror, vi er i sådan en periode lige nu«.
Dit seneste album, ‘Motordrome’, blev skabt i kølvandet på et stress-sammenbrud. Hvad triggerede dit sammenbrud dengang?
»Der var en psykolog, der sagde til mig, at man sagtens kan arbejde uafbrudt i mange år og have rigtig travlt, uden det er et problem. Det er så snart, der er noget dysfunktionelt i måden, du arbejder på, at det går galt. Jeg tror virkelig, jeg mistede mig selv rent kunstnerisk i de år. Det med, at jeg arbejdede hele tiden uden at føle mig 100 procent i sync med mit indre, belastede mig helt vildt. Jeg kom for langt væk fra min kerne«.
Hvor var du henne rent mentalt, da du lavede ’Plæygirl’?
»På en måde var det faktisk meget helende at lave ’Motordrome’. Det var rart at give mig selv lov til at være vred og fortvivlet og frustreret og helt rundt på gulvet. Men der var meget indre larm, og jeg var ikke så glad, da jeg lavede det. Men det er jo sådan med kriser, at lige så langsomt letter skyen, og det kunne jeg mærke, da jeg lavede ’Plæygirl’. Jeg har selvfølgelig stadig det hele med i bagagen, så det er ikke, fordi alt er glemt, men lige pludselig kunne jeg forholde mig til krisen med en større indsigt og lethed«.
»Da jeg lavede ’Forever Neverland’, som er pladen før ’Motordrome’, var jeg midt i den periode, hvor jeg var i fornægtelse og ikke helt vidste, hvem jeg var. Men når jeg ser tilbage på ’Forever Neverland’, synes jeg faktisk, at det totalt godt repræsenterer, hvor jeg var på det tidspunkt. Jeg fløj rundt i den her solskinsverden, men inden under var der en kæmpestor, undertrykt ængstelighed og længsel efter noget andet«.
Sidste år fejrede du jubilæet for dit debutalbum med en række koncerter. Hvordan var det at kigge tilbage på din begyndelse her 10 år senere?
»Det var totalt nostalgisk, hvilket måske siger sig selv. De første år af min karriere var en fuldstændig magisk tid. Det var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, og jeg elskede musikken, jeg lavede. Men jeg vil samtidig sige, at selvom det var virkelig dejligt at genbesøge den verden, var det også godt at give slip på den igen. Man skal heller ikke være i fortiden for længe«.
»Jeg synes stadig, at ’No Mythologies to Follow’ er virkelig finurligt og cute. Det har stadig mange elementer, som jeg elsker. Jeg lyder måske selvglad, men jeg forstår faktisk godt, hvorfor det blev stort. Jeg er selvfølgelig også biased, men jeg synes, at albummet har en tidsløshed over sig samtidig med, at det lyder totalt som 2012. Man kan godt høre, at det kommer ud af den der elektroniske indie-musik, der var kæmpestor i slutningen af 00’erne«.
Forleden så jeg nogle klip fra dine tidlige dage i punk-projektet MOR. Hvad tænker du om den musik, I lavede dengang?
»Jeg synes, det er pissefedt. Igen var det en totalt grineren og fantastisk tid. Jeg er megastolt af al den musik, vi lavede dengang. Totalt dumt, but I love it. Altså dumt på den gode måde«.
Musikken, I lavede, var vildt politisk. Har du stadig samme trang til at udtrykke dig om verden gennem din musik?
»Ja, det føler jeg, at jeg har. Men den genre, vi arbejdede med i MOR, var jo meget direkte politisk og meget vred. Det var ligesom stilen. Jeg tror, at nu, hvor min musik er mere følsom og mindre ironisk, føles det bedre at udtrykke mig politisk på en lidt mindre direkte måde. Jeg kan stadig godt lide ting, der er direkte, men jeg synes, det er fedt, hvis en sang lyder som en kærlighedssang, men i virkeligheden er politisk«.
»Når jeg laver musik i Mø-regi, kan jeg godt lide, at sangene har en mere åben betydning. Men når det er sagt, synes jeg, at det er totalt fedt at gå ind i et band, hvor agendaen og rammen bare er, at man er vildt politiske. Det kunne jeg sagtens forestille mig, at Jose (Josefine Struckmann, red.) og jeg kunne gøre sammen igen. Men jeg føler ikke, at det passer ind i Mø«.
Har I talt om at gøre det?
»Altså … hvem ved?«.
Der sker, som du sagde, mange uhyggelige ting i verden lige nu. Hvordan navigerer du i det med en stor platform?
»Jeg tror, det med, at det hele føles så dark, minder mig om vigtigheden af at udtrykke sig sandfærdigt og ikke gå på kompromis med, hvem man er, og hvad man har lyst til at give til verden. Det er pludselig meget vigtigere at være tydelig omkring, hvad man støtter og ikke støtter. Der er mere på spil, fordi det pludselig er blevet tydeligt, hvor skrøbeligt alting er«.
Er der noget, du gerne vil fortælle dine fans om ‘Plæygirl’, inden det udkommer?
»Jeg føler selv, pladen har en dyb eksistentiel angst over sig samtidig med, den tager pis på alt muligt. Jeg håber, fansene fornemmer den dobbelthed. Verden er et mørkt sted, men netop derfor er det vigtigt at give slip en gang imellem. Jeg håber, fansene føler en frigørelse«.
’Plæygirl’ slutter med et cover af Aviciis ‘Wake Me Up’. Hvorfor?
»Jeg lavede faktisk Avicii-coveret efter, at pladen egentlig var færdig, men jeg elskede det bare og følte, at det var den perfekte afslutning på pladen. På albumcoveret sidder jeg ligesom og er vågnet op til dåd som mit sande jeg – eller sådan kunne man i hvert fald fortolke det – og jeg følte, der var noget fedt rent tematisk over, at albummet sluttede med ’Wake Me Up’«.
»Jeg har jo arbejdet sammen med Avicii, og det var helt forfærdeligt, det der skete. Jeg var i hans hus, da han døde. Vi havde lige skrevet nogle sange sammen i hans studie. Både hans musik, hans historie og ham som person har påvirket mig dybt i mange år. Og så elsker jeg bare den sang. Jeg synes, teksten er så smuk. Originalversionen er jo den her blanding af westernmusik og eurodance, men jeg havde lyst til at lave en Mø-version, der var mere dyster. Det føltes rigtigt at ære hans minde på den måde«.
Hvad begejstrer dig mest i musiklandskabet for tiden?
»Det føles som om, der er alt muligt musik, som man i gamle dage ville kalde super alternativt, som bliver kæmpestort. Indienavne som Phoebe Bridgers eller Wet Leg, som ikke bliver spillet i kommerciel radio, men som spiller gigantiske koncerter. Du kan være et kæmpestort livenavn uden at blive streamet vildt meget – og omvendt kan du være en kæmpestjerne bare på TikTok. Der er pludselig så mange forskellige måder, man kan have en musikkarriere på. Det giver håb«.
»Jeg er godt klar over, at nogle gange, når man tror, man er fri, så bliver man alligevel puttet i kasser uden at vide det, men jeg har en følelse af, at de store pladeselskaber ikke længere kan regne ud, hvordan man får succes. De der business-mennesker er lidt i panik, fordi det i højere grad er publikum, der bestemmer. Det er selvfølgelig naivt at tro, at det kun er publikum, men det er som om, der er en lille smule mere frihed«.
‘Plæygirl’ er ude den 16. maj.