ABEFALING. Jeg faldt pladask for Saint Levant, første gang jeg hørte sangen ’From Gaza With Love’ i 2023. Aldrig før havde jeg hørt det, der i sin kerne er en protestsang, blive leveret med så umanerligt sexet og flabet en energi.
»Somebody tell Bella Hadid / Let’s change that to Abdelhamid«, lød det fra rapperen og sangeren, hvis fødenavn er Marwan Abdelhamid, og som i sin kåde bejlen til den palæstinensiske supermodel Bella Hadid viste sig at være mindst lige så påvirket af forførende r’n’b-sensualitet som af den politiske hiphop-tradition, han også står på skuldrene af.
Bevares, der er masser af revolutionær energi, spiddende samfundskritik, hårdnakket stolthed og knugende sorg at finde i Saint Levants fortællinger om livet som palæstinensisk diaspora, men musikalsk har han langt mere tilfælles med Drakes melodiske sovekammer-rap end med Public Enemy eller Rage Against the Machine.
Dette er blot et af mange modsætningsforhold, der gør Saint Levant til en vildt fascinerende kunstner at følge netop nu.
Altid allerede politisk
Det modsætningsfyldte definerer ikke blot lyden af hans musik, men også den måde hans karriere har udviklet sig på. På sin vis findes der næppe en kunstner, der bedre inkarnerer den globaliserede, multikulturelle tidsalder, vi lever i, end Saint Levant.
Født i Jerusalem af en fransk-algerisk mor og en palæstinensisk-serbisk far og senere emigreret til Californien er hans musik et unikt amalgam af både arabisk og vestlig popmusik med tekster sunget på skiftevis arabisk, fransk og engelsk.
Hans stigende popularitet er ligeledes primært drevet af viralitet på især TikTok og repræsenterer på den måde populærkulturens stigende opløsning af det fysiske rum til fordel for grænseløs, virtuel postnationalisme.
Og så alligevel ikke. »Min musik er meget personlig, men som palæstinenser er selve min eksistens politisk«, udtalte han for nylig til NPR.
Det er unægteligt, at hans musik – på en måde, han selvfølgelig aldrig selv kunne have forudset eller planlagt – har fået en helt anden aura af nødvendighed og gennemslagskraft i lyset af det stadig stigende fokus, der er kommet på den palæstinensiske sag som følge af Israels brutale og uophørlige angreb på den palæstinensiske civilbefolkning.
Når jeg – som det oftere og oftere sker – støder på Saint Levants musik i min daglige doomscrolling gennem Instagram-reels, figurerer han oftest qua sin rolle som palæstinensisk kunstner.
Saint Levant er i den henseende både en global stjerne med en tilstedeværelse, der er æterisk og virtuel på en måde, vi ikke har set før de sociale mediers indtog, og på den anden side uløseligt bundet til sin rolle som vestens formentlig primære eksponent for palæstinensisk musik.
Den evige ambassadør for landet, der i de fleste lande nægtes en ambassade.
Faderens sønderbombede hotel
Jeg vil aldrig være i stand til at forestille mig, hvor vanskeligt det må være at navigere i, at ens musik – uanset hvad man gør – vil blive tolket gennem en prisme af krig og undertrykkelse (som jeg selv gør lige nu).
Jeg kan kun konstatere, at Saint Levant lader til at gøre netop det – altså navigere – med usandsynligt sikker hånd.
Som på debutalbummet ’Deira’, der udkom sidste år, og hvis gribende forening af det personlige og det politiske er manifesteret i selve titlen: Deira er navnet på et hotel i Gaza, som var et hyppigt hjemsted for internationale journalister og diplomater, indtil det sidste år blev sønderbombet af det israelske militær.
Hotellets arkitekt og oprindelige ejer var Saint Levants far.
Denne forening fortsætter på åbningssangen ’On This Land’, der blander storslåede klange fra arabisk folkemusik med kølig, underspillet hiphop.
»Our biggest weapon is our family trees / We didn’t choose to live this life overseas / I hear the sounds of the bombs in my sleep / But I never in my life heard the sound of defеat«, rapper han langsomt og roligt. Som om han ikke vil risikere, at lytteren overhører ordene i forbifarten.
Eller på min personlige favorit, ’5am in Paris’, en melankolsk, stemningsmættet skæring, der lyder præcis som at gå alene gennem en mørk storby klokken fem om morgenen, og hvor blåtonede house-rytmer og en ensom harmonika danner det perfekte bagtæppe til en fortælling om aldrig at føle sig hjemme, uanset hvor man tager hen.
»Mon corps à Paris / Mon coeur à Gaza«, lyder det. Min krop er i Paris, mit hjerte i Gaza.
At nægte mørket
Det er alvorstung musik, som det er svært ikke at få en klump i halsen over. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at koncerten på årets Roskilde Festival har potentiale til at blive en af sommerens mest helende og forløsende popfester.
Ikke blot fordi man gør Saint Levants musik uret, hvis man glemmer, at han altid formår at punktere alvoren bare en smule med sin unægtelige popsensibilitet, sin flabede humor og af sin rolle som »loverboy«, som han i førnævnte NPR-interview helt uden omsvøb tager på sig – lidt ligesom Drake gjorde, dengang han var hiphoppens ultimative førsteelsker.
Som på ’From Gaza With Love’, hvor han viser, at han også bare er en 24-årig fyr, der sender lange blikke efter Bella Hadid. Eller på singlen ’Nails’, hvor det lyder: »The only thing stressing me out in this life is a Visa / And also the fact that my girl doesn’t like that I’m followed by Mia Khalifa«.
Men også fordi hans ærinde så åbenlyst er at inspirere og opløfte – at bruge sin musik som et værn mod mørket og håbløsheden. Hvis der er én ting, Saint Levant formidler, er det en stålsat vilje til ikke at lade sig slå ud.
Tidlige i år udgav han ep’en ’Loveletters’, hvis arabisksprogede åbningsnummer, ’Daloona’, løst oversat begynder:
»De spørger mig, hvor jeg er fra / Jeg svarer, jeg er fra Palæstina / Jeg stammer fra et ukueligt folk«.
Saint Levant spiller på Roskilde Festival fredag den 4. juli.