At koge Alan Sparhawks nye plade ned til en karakter er cirka lige så ufølsomt som at anmelde en begravelse
ALBUM. Alan Sparhawk, kendt fra bandet Low, mistede i 2022 livs- og musikpartneren Mimi Parker til kræft. Gennem næsten 30 år har duoen været pionerer inden for subgenren slowcore, som hos Low er synonym med langsom og trist indierock.
Siden tabet af Parker har Sparhawk udgivet én plade på egen hånd og er nu aktuel med ’Alan Sparhawk With Trampled by Turtles’.
Pladen åbner i et langsomt trav, der slås truende an med strygere og bringes til live af banjo, før Sparhawk stemmer i med en lyrisk opsang: »You gotta put up with strangers«. Det er et nummer, der helt fysisk føles som at skulle starte arbejdet op igen mandag morgen med tømmermænd.
De ni sange bærer os igennem adskillige landskaber af sorg. Næsten som hestehove trasker pladen fremad i et regnvådt bjerglandskab. Flere gange glider numrene over i skingre mislyde fra stryger og sav.
Sparhawks hæse vokal bringes til live af mættede harmonier og lykkes således med at løfte lytteren ind og ud af modløshed. Hver gang pladen rammer et klimaks af sorg, griber rytmen fat igen som stædige fodtrin, der insisterer på, at vi skal videre.
Det hører med til historien, at både Sparhawk og bandet Trampled by Turtles stammer fra Duluth, Minnesota, Bob Dylans fødeby. Det giver altså god mening, at de på pladen anvender folkmusik som et redskab til at kommunikere kompleks sorg, uden at pladen bliver decideret sentimental.
Sammen med Trampled by Turtles finder Sparhawk tilbage til noget, der føles som hjem. Dette understreges især af, at nummeret ’Get Still’ allerede er udgivet af Sparhawk på den tidligere omtalte soloplade, ‘White Roses, My God’. ’Get Still’ fortolkes uigenkendeligt med Trampled by Turtles i en version, der lyder, som en solopgang føles.
Da Sparhawks stemme på ’Not Broken’ får selskab af en kvindelig vokal, er det som at høre et spøgelse – og det gør ikke oplevelsen mindre overvældende at lære, at stemmen tilhører Hollis Sparhawk, Sparhawks og Parkers fælles datter.
Lyden af Sparhawk og Parkers stemmer, der glider ind og ud af hinanden, er essentielt for det, man kender som lyden af Low. Men pladen lyder ikke som Low, den lyder som om, at Sparhawk har indset, at han ikke kan fortsætte af den sti uden Parker.
Man siger, at den sidste fase af sorg er accept, men det føles egentlig ikke, som om det er dér, Sparhawk er på vej hen. På pladen maler han med andre farver, omend lyden af Low kaster lange skygger: i den monotone melankoli, den konstant rolige kadence og selvfølgelig Sparhawks vokal.
At koge den her plade ned til en karakter er cirka lige så ufølsomt som at anmelde en begravelse. Noget once in a lifetime-hovedværk er det ikke, men hovedpersonen indser undervejs, at livet stadig er værd at leve. Det må være det vigtigste.
Kort sagt:
Alan Sparhawk træder andre stier med Trampled by Turtles på en plade, der med stoiske skridt bærer os igennem landskaber af liv, død og sorg.