NorthSide: LCD Soundsystem forvandlede en mudret mark til en natklub i New York
KONCERT. LCD Soundsystem er måske primært associeret med en særlig form for ironisk og distanceret kølighed, som vil drage nogen og påtvinge andre at himle med øjnene. Men der er mere til dem end som så.
Det var det første, jeg tænkte, da bandet åbnede deres NorthSide-koncert med den smukke ’Oh Baby’ fra deres seneste album, 2017’s ’American Dream’, der med sine små, perleagtige synth-arpeggioer skinnede som den kæmpestore diskokugle, der hang over scenen, og som spidder bandets kontrære aura af chik følelsesløshed med et ekko af romantisk, Phil Spector-produceret highschool-pop. ’Be My Baby’ til en ny æra.
Sangen besad en inderlig ømhed og en nærmest sakral skønhed, der lagde sig som en baldakin over publikum og lovede os alle sammen, at vi nok skulle komme igennem koncerten sammen – også selvom regnen hamrede ned over os med så stor en voldsomhed, at man ikke ville fortænke nogen i at forlade festivalen for i stedet at påbegynde konstruktionen af en ark.
NorthSide har fanget noget helt rigtigt i tidsånden ved at booke LCD Soundsystem til årets festival.
Bandets særegne blanding af Kraftwerks stiliserede elektrominimalisme, technomusikkens insisterende dansegulvstrance og Velvet Undergrounds dystre, narkobedøvede newyorker-rock var i 00’erne et uundgåeligt soundtrack til den retroaktivt navngivne indie sleaze-bølge, som popkulturen pludselig er blevet overvældet af nostalgi overfor.
Lørdag får NorthSide besøg af The Dare, der hører til blandt æstetikkens mest åbenlyse arvtagere, men hvorfor ikke begynde med the real deal?
»You wanted a hit / But maybe we don’t do hits«, sang forsanger James Murphy med den skæve humor, der er et af bandet vigtigste kendetegn, men på NorthSide spillede de nærmest ikke andet.
Sange som ’Tribulations’ og ’I Can Change’, der blev spillet som et sømløst medley med et vers af Kraftwerks ikoniske ’Das Model’, satte gange i det dansevillige publikum i en sådan grad, at jeg glemte, at vi stod på en mudret, nedtrådt mark og ikke på en natklub. Jeg lagde ikke engang mærke til, at regnen på et eller andet tidspunkt var holdt op.
Med Murphy, der nærmest egenhændigt fungerer som bandets kommunikator, kan jeg godt nogle gange glemme, at LCD Soundsystem faktisk er et band.
Men på NorthSide kunne man virkelig høre, hvor meget de andre bandmedlemmer arbejdede. Det kræver umådelig præcision at få så minimalistisk et lydbillede til at sidde i skabet. ’Dance Yrself Clean’ – med sin næsten impressionistiske intro, der uden varsel eksploderer i en ekstatisk dansefest – er det perfekte eksempel.
Særligt imponerende var keyboardspilleren Nancy Whang, der – udover at være klædt i festivalens uden tvivl mest stilede outfit – imponerede med sin ekstremt fine andenstemme, der komplementerede Murphys vokal. Og med sit sensitive, sympatiske klaverspil på den atypiske og – endnu en gang – romantiske ballade ’New York, I Love You but You’re Bringing Me Down’, som for mig er det utvetydige højdepunkt i hele bandets diskografi.
Sangen, fortalte Murphy, er af Iggy Pop blevet kaldt »et klassisk stykke sangskrivning«, og Iggy Pop har ret. Sangen hører til i et lille panteon af klassiske New York-ballader, der også inkluderer Lou Reeds ’Perfect Day’ og Leonard Cohens ’Chelsea Hotel #2’.
På NorthSide fik vi den med et episk crescendo, der kunne mærkes i hele kroppen. Inden ’All My Friends’ sendte os dansende videre ud i natten igen.
Kort sagt:
Et ekstremt velspillende LCD Soundsystem fik NorthSide sikkert gennem regnen. Og mindede os om, at de ikke kun er de kølige newyorkere, de måske har ry for at være, men også vaskeægte romantikere.