Roskilde Festival: Shoegaze-stjernen Wisp smed guitaren og gjorde mine bange anelser til skamme

KONCERT. Da vi var tre-fire sange inde i Wisps debutkoncert på dansk grund, begyndte jeg at få bange anelser på Natalie R. Lus vegne.

Den blot 21-årige sangskriver har ellers gjort kometkarriere med hendes bud på shoegaze til TikTok-generationen efter hendes første single, ‘Your Face’, brød gennem lydmuren på netop dét sociale medie for to år siden.

Denne eftermiddag på Gaia var det dog indledningsvist som om, at Lus støjende guitarer og drømmende hviske-vokaler havde svært ved at nå helt ud over scenekanten til et ellers imødekommende og forventningsfuldt Roskilde-publikum.

Shoegaze-sange, som Wisp gør sig i, fungerer bedst, når de kan mærkes i både krop og sjæl. Når de bader lytteren i et altopslugende tæppe af lyd, man kan drømme sig væk i. Det var bare som om, at ellers fint komponerede sange som ‘Enough of You’ og ‘Pandora’ manglede den nødvendige pondus til at ramme der, hvor det virkelig kan mærkes. 

Lydniveauet føltes simpelthen for lavt, guitarerne støjede for lidt, og den ellers smilende Natalie R. Lu tog måske shoegaze-begrebet lidt for bogstaveligt, som hun stod og kiggede ned i sin guitar, mens hun sang. Det hele føltes lidt uforløst.

 »Har I det sjovt? I skal ikke være bange for at bevæge jer!«, udbrød Lu mellem to af numrene, uden at det ændrede det store. Det var her, mine bange anelser på hendes vegne peakede. Men også her, hun gjorde dem godt og grundigt til skamme.

For inden ‘I Remember How Your Hands Felt on Mine’ smed Lu guitaren, droppede shoegaze-klicheerne og bad simpelthen publikum om at hoppe, når hun nåede omkvædet. Det virkede.

Da publikum gjorde, som hun sagde, var det som om, noget løsnede sig i hele teltet, og stemningen vendte. Pludselig virkede Lu mere selvsikker og viste sig som en både engagerende og ikke mindst charmerende frontfigur. Hun var ét stort smil, som hun satte sig på scenekanten og sang eller tog en tur ned fra scenen til nærkontakt med de forreste rækker. 

I begyndelsen af ‘Once Then We’ll Be Free’ kvitterede hun endda med et selvsikkert »1-2-3 jump!«, der lå så langt fra hendes indledende indadvendthed, at jeg ikke kunne lade være med næsten at grine lidt.

Selv da guitaren blev fundet frem igen mod koncertens afslutning med gennembrudshittet ‘Your Face’, havde Wisp stadig publikum i sin hule hånd. Og mens telefonerne fløj i vejret for at fange øjeblikket, kunne lyden pludselig også mærkes i både krop og sjæl.

Det var på ingen måder nogen perfekt koncert, men hun vendte en ellers uforløst oplevelse helt på hovedet. Det kunne have været nemt og trygt for en ung kunstner som Wisp bare at blive i hendes egen indadvendte boble, men i stedet turde hun række ud til publikum for hjælp – og hun fik den.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.