Velkommen til Purchase

... giv os et minut til at præsentere Soundvenues nye univers, der skal klæde os på til at shoppe med omtanke.
Velkommen til Purchase
Filippa K er blandt en voksende gruppe af skandinaviske brands, der brander sig på mere bæredygtig mode

Det klinger lidt skingert. Vi ved det godt. Et nyt forbrugsunivers – i en tid, hvor klimaproblematikkerne taler med versaler, og hvor konsekvenserne af verdens maniske overforbrug ikke længere er til at ignorere. For har vi virkelig brug for endnu et site, der render storkapitalens ærinde og får os til at købe og ophobe endnu flere ting?

Nej!

Og det er lige præcis derfor, Purchase er blevet født. For om vi vil det eller ej, er det næppe sidste gang, vi har kørt kreditkortet. Vi har fortsat, fra tid til anden, brug for nye sokker og underhylere, ligesom de fleste af os formentlig ikke har købt vores livs sidste tandbørste, det sidste par sneakers eller den sidste smartphone.

Men tiden er moden til forbrugere, der køber med omtanke. Og hvis man som ny woke forbruger fremover skal kunne smide produkter i fysiske og virtuelle indkøbskurve med bare nogenlunde god samvittighed, så kræver det en indsigt i, hvorfor noget er bedre end andet, og hvad det er, vi investerer i.

Purchase vil inspirere jer til at shoppe med større bevidsthed, købe færre, men bedre produkter og investere i ting, som holder – både hvad de lover og i det lange løb. Med hjælp fra eksperter vil vi guide jer til produkter, som vinder på kvalitet, funktionalitet, æstetik og ansvarlighed frem for sæsonfarver og flygtig popularitet.

På sitet vil I løbende finde både konkrete produktanbefalinger, gode råd til at værne om alt det, I allerede ejer og interviews med eksperter og inspirerende kulturpersonligheder. Men I vil også møde artikler, der dykker ned i og undersøger vores forbrugerkultur og vaner midt i en tid, hvor bæredygtighed er blevet et buzzword, flere og flere brands svøber sig i.

Vi har ikke alle svarene. Men vi er nysgerrige. Og vi vil gerne inspirere jer til at træffe de rigtige valg, når I i fremtiden smider penge efter produkter.

Målet er at gøre det nemmere for jer at navigere i junglen af muligheder og minimere manglende overblik, ubeslutsomhed og fejlkøb. Men vi har samtidig en ambition om at bidrage til en kultur for klogere købsvaner – hvor vi tænker mere aktivt over, hvad vi smider penge efter, hvornår vi gør det og hvorfor.

Velkommen til Purchase.

Vi håber, I vil læse med (og følge os på Instagram).

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af