Kunstige negle: Ida Laurberg anbefaler inspirerende instagram-profiler

Sangerinden peger på dem, der inspirerer hende til »all the occasions«.
Kunstige negle: Ida Laurberg anbefaler inspirerende instagram-profiler
I øjeblikket render Ida Laurberg rundt med »Billie Eilish-slimgrønne negle«.

Shellac, akryl, tipper og press on. De kunstige negle oplever i øjeblikket en mild renæssance. Og på Instagram flyder det med lange, skinnende negle i forskellige former og med små sirlige mønstre og bogstaver. Men hvor finder man de mest inspirerende profiler?

Det har vi spurgt sangerinde Ida Laurberg om.

Selv troede hun egentlig, at hun skulle være »sådan en tøs med korte negle«. Men da hun for tre måneder siden stod klar til at udgive sin debut-ep ‘Phase Five’, fik hun alligevel lyst til at kaste sig ud i neglegamet. Efter at have gennemsøgt Instagram for inspiration, endte hun derfor i stolen i en neglesalon. Og siden da har hun været fuldstændig hooked, fortæller hun.

»Jeg var rimelig træt af altid at se så fucking busted ud. Så jeg gik på Instagram for at finde noget, der var cool uden at blive basic og pyntet. Og der fandt jeg blandt andet Nails by Isabella, som lavede mine første negle, der var sådan ombre-blå, porno-firkantede og med teksten P5 – en forkortelse for min EP«, siger hun og fortsætter:

»Siden da har jeg haft mandelformede negle med forskelligfarvede spidser. I øjeblikket kører jeg sådan nogle Billie Eilish-slimgrønne negle. Og jeg bliver ved med at få nye idéer. Nu kan kan jeg slet ikke forestille mig at have sådan nogle små babynegle«.

Her anbefaler Ida Laurberg tre af de Instagram-profiler, hun er inspireret af.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nails by Isabella

»Nails by Isabella laver nogle virkelig seje ting. Hendes profil er fuld af billeder, som hendes kunder har taget. Og det, synes jeg, er virkelig fedt. Det er langt mere inspirerende end tusind billeder fra en neglestation.

Det giver ligesom noget andet, når man ser neglene ude i naturen eller med en to-go-kaffe. Så udover at showcase en masse forskellige negledesigns, er hendes Instagram også bare lækker at have i sit feed«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nail Ninja

»Nail Ninja er bare fucking sej. Hun laver nogle ret vilde ting og har blandt andet lavet negle på Tessa og Jada.

Egentlig tror jeg ikke, at jeg selv ville få lavet de der helt crazy negle, hun har liggende på sin Instagram – jeg struggler allerede med at lukke min halskæde med lange negle – men der er bare noget grundlæggende sejt over at tage det til next level. Det er altid sindssygt inspirerende for mig, når der er nogen, der virkelig tør«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nails by Nanna Sander

»Det er en Instagram-profil, jeg går ind og kigger på, når jeg skal finde noget, jeg selv kan udvikle lidt på. Det er knapt så vildt, og det giver muligheden for både at få noget, der er mere low key, men stadig sejt.

Det er en profil, der er fed at følge, både hvis man vil have noget mindre crazy, men også bare til helt almindelige hverdagsnegle. Så har man lidt til all the occasions i sit feed«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af