Ida Laurbergs debut-ep er glimrende breakup-terapi
Da Ida Laurberg for alvor meldte sin ankomst på den danske popscene sidste år, var det med den digitale stalkerhymne ’Grayzone’. En sang, der dybest set var en dyster fantasi om at kidnappe Laurbergs favorit-Youtuber Grayson Dolan. På det unge pophåbs debut-ep ’Phase Five’ er det dog ikke længere en fiktiv kendisromance, der er i centrum, men derimod et meget nyt og meget ægte brud.
Breakup-konceptet læner sig overordnet godt op af Ida Laurbergs efterhånden veletablerede melankolske udtryk, og der bliver bestemt ikke sparet på hverken selvleden eller frustrationerne i løbet af ep’ens fem numre, der, ifølge sangeren selv, hver især repræsenterer et af de fem sorgstadier fra Kübler Ross-modellen.
Der er altså lagt op til et følsomt udspil fra Laurberg, og der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at hjerte i den grad rimer på smerte på ’Phase Five’.
Derfor ville det på sin vis også være nemt at afskrive ep’en som ren ungdommelig naivitet, når 21-årige Laurberg snøfter sig gennem linjer som »I could have sworn I would marry you / but you’re not ready to« på den ømme klaverballade ’Why Don’t You’. Men faktisk er det oftest virkelig rørende, når Laurberg beskriver længslen efter den slags kærlighed, som begge parter vil gøre alt for, selv om os kynikere nok vil påstå, at den slet ikke findes.
Sonisk er der ikke meget nyt under solen i forhold til Laurbergs tidligere materiale. Det dystre, rummelige udtryk fra sange som ’Grayzone’ og ’My Chemistry’ går igen på ’Phase Five’, som egentlig præsenterer et fint varieret lydbillede, der måske har lånt lidt rigelig inspiration fra Billie Eilish og bror Finneas’ eklektiske produktion – særligt spoken word-stykket i den iltre ’No. 1’ lyder nærmest 1:1 som outroen til ’Bad Guy’.
Undervejs bliver tristessen og den altoverskyggende melankoli alligevel en smule ensformig. Laurberg har selv fortalt, at hun aldrig har skrevet ’en glad sang’, og det behøver hun egentlig heller ikke. Men der findes flere nuancer af melankolien, som ikke altid er til stede på ’Phase Five’, hvor følelserne lidt for ofte bliver skåret ud i musikalsk pap med ikke just subtile virkemidler som svulstige strygere, forvrænget subbas og trappet hi-hat.
Hvad akkompagnementet mangler af nuancer, leverer Ida Laurbergs mere end habile popvokal til gengæld tifold.
Den unge sanger bevæger sig helt ubesværet mellem det hårdtslående omkvæd i ’No. 1’ og de helt små følsomme øjeblikke i balladerne. Hun gør det tilmed med en renhed, der ikke kun henleder tankerne på den helt tydelige inspirationskilde Billie Eilish, men også en af denne generations helt store vokalister, Ariana Grande. Særligt på den smukke afslutningsballade ’The Other Side’ lyder Laurberg nærmest som Grande på ’Ghostin’ fra hendes ’Thank U, Next’-album.
’Phase Five’ er glimrende selskab til enhver, der har oplevet et knust hjerte og bristede drømme.
Kort sagt:
Ida Laurberg-debuten ’Phase Five’ fører dig gennem hele følelsesregistret efter et breakup, og selv om ep’en mangler lidt musikalske nuancer undervejs, så formår hovedpersonen alligevel at røre sin lytter med en habil popvokal og håbet om den altopslugende kærlighed.