Kommentar: Det kommer Facebooks nye reaktions-emojis til at betyde for dig

Kommentar: Det kommer Facebooks nye reaktions-emojis til at betyde for dig

KOMMENTAR: Det er de færreste, der husker et Facebook før like-knappen, inklusiv undertegnede. Men den opadvendte tommelfingers magt er umulig at komme udenom. Den er blevet hjørnestenen i Facebooks algoritmer bag spredningen af opdateringer og opslag, ligesom den i forskellige former er blevet adopteret af andre sociale medier.

Nu supplerer Facebook ikonet af håndens fede finger med seks andre reaktions-ikoner.

Mød Hjerte, Grinende emoji, Jublende emoji, Overrasket emoji, Grædende emoji og Vred emoji, der med tommelfingeren udgør de syv små dværge i Zuckerbergs univers.

reactionsgif

Det er svært at spå om fremtiden og ret skal være ret: Vi ved ikke, hvad Facebooks nye reaktions-emojis kommer til at betyde for det sociale medie. Men vi kender fortiden og vi kender den udvikling, som Facebook har gennemgået de seneste år. Der er måske flere der husker en tid før alle kommentarer var klistermærker og tags, hvor man rent faktisk første diskussioner og samtaler under opslag. Set i det lys lurer flere potentielle farer i det Facebook-blå farvands horisont med de nye reaktioner.

Helt konkret ser jeg fem store problemer med opdateringen.

Problem #1: Ladeport for trolling

Der er de åbenlyse trollings. Allerede nu bliver like-knappen brugt ironisk, sarkastisk og endda hånende. Med seks nye reaktioner kommer der endnu flere muligheder for at trolle. Hvis du for eksempel vil dele, at du er ked af, din guldfisk er død, så kan trolls så let som ingenting reagere med en skraldgrinende smiley – og endda på en facon som er faciliteret af Facebook.

Min frygt er, at det øgede antal af reaktionsmuligheder på linje med liket, vil afholde nogle fra overhovedet at poste til Facebook, af frygt for at det nye system gør det hele til en legestue.

facebook-emoji-animation-532

 

Problem #2: For mange reaktioner

Mit andet problem er: Syv mulige reaktioner!?! Hvordan landede I på syv? En åben brainstorm hvor man ikke måtte sige nej? Idéen om et Hjerte til at udtrykke empati er meget godt ramt, men de andre nye reaktioner er langt sværere at dechifrere.

Problemet med det er, at talløse undersøgelser peger på, at mange valgmuligheder bevirker, at de fleste slet ikke foretager et valg. Så ironisk nok kan de flere reaktionsmuligheder være med til at mindske engagementet. Og Facebook burde i øvrigt have lært den lektie. Da de introducerede muligheden for at at donere penge gennem mediet, blev det først en succes, da de sløjfede valgfriheden i donationsbeløb.

Desuden: Hvor ender det så, hvis Facebook først integrerer syv emojis som reaktioner? Uanset hvad, så er de syv knapper en ret begrænset palet af følelser – så næste naturlige skridt ville være at udvide pakken, ikke?

Interface
Reactions kan ændre Facebook, som vi kender det, for altid.

 

Problem #3: Negative reaktioner bliver ikke spredt

Facebook bliver ofte beskyldt for at være et ekkokammer, der kun viser dig indhold, som algoritmerne tror, du vil være enig i. Da Facebooks algoritmer allerede på nuværende tidspunkt er fuldstændig uigennemsigtige, er det svært at gisne om, hvad den nye opdatering kommer til at betyde for spredningen af indhold. Men uanset hvad, så bliver det næppe mere gennemsigtigt med seks nye parametre at vurdere indhold på. Og ud fra hvad, vi trods alt ved, så virker det højst usandsynligt, at vores feed bliver fyldt med opslag, vores venner er kede af eller vrede over.

Som det er nu, er det ret tydeligt, at vores Facebook-feed serverer det indhold, vores venner har kigget på i lang tid, liket og interageret med. Derudfra vurderer Facebook, hvad du sandsynligvis også godt kunne tænke dig at se.

Jeg frygter meget, at vigtige opslag i mindre grad bliver spredt, hvis din omgangskreds har reageret med grædende eller vrede emojis, selvom spredning i de tilfælde sikkert ofte er endnu vigtigere. Det kunne eksempelvis være et opslag om flygtninge eller krig, som Facebook vurderer, du ikke skal se, hvis der i forvejen er meget negativitet i dit feed.

Facebook kan nok i hvert fald forvente at blive spurgt heftigt ind til reaktionernes betydning for algoritmerne og spredningen af indhold.

Problem #4: Emojis giver et fattigere demokrati

Når alt, man skal gøre for at tilkendegive en holdning, er at klikke med en finger, bliver det næsten for nemt. For hvorfor fare i blækhuset, når et tryk på en rødmosset emoji med vrede øjenbryn er nok? Nu kan du sige mere uden at sige et ord. Tilbage er kun Tordenskjolds debatlystne soldater, der holder liv i den argumentbårne debat på Facebook. Og dem har de fleste fået nok af for mange år siden.

Jeg er ikke imod emojis – tværtimod – jeg ser dem som en berigelse af sproget. Men helt som erstatning til at ytre sig er de for fattige til.

I stedet for en parlamentarisk debat om, hvad der er godt og skidt, skal brugere bare trykke på en knap for at stemme i øst eller vest. Det bliver den demokratiske debat bare ikke rigere af.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 

Problem #5: Indhold bliver endnu mere formkage

En anden ting er, hvad der sker med content, der kommer fra medier – som f.eks. Soundvenue. Medierne er dybt afhængige af interaktion med deres opslag.

Hvis for eksempel en bestemt type af de nye reaktioner bonner bedre ud i viralt rækkevidde – for eksempel Grine-emojien – så vil en stor del af medierne skræddersy deres opslag efter det og på sigt målrette deres indhold efter det.

Selvom liket længe har betydet, at mange medier har skræddersyet deres opslag, så de lå lige til en thumbs up, så bliver Facebook i endnu højere grad en formkage, der skal presses indhold ned i.

Åbent brev til Mark Zuckerberg

Så: Kære Mark Zuckerberg.

Jeg forstår, at du skal forny dit sociale medie og prøve nogle nye ting af, men alle tegn i sol og måne peger for mig på, at denne nye opdatering er uigennemtænkt. Jeg vil gerne anmode dig om at træde varsomt med de nye emoji-reaktioner. Slutresultatet kan ende med at blive, at Facebook bliver en platform udelukkende bestående af sjove videoer plastret til med emojis.

Min frygt er, at det har mere vidtrækkende konsekvenser, end du først lige tror og at det vil fjerne en stor del af det reelle indhold og meningsudvekslingen fra Facebook. Min største frygt er, at det vil gøre Facebook (endnu mere) ligegyldigt og Facebook-brugere endnu mere apatiske.

Det er endnu uvist, hvordan I vil implementere de nye funktioner og det kan muligvis godt gennemføres med en vis fornuft. Så skal jeg gerne æde min gamle (Napoleons)hat. Funktionerne er ikke rullet endeligt ud over Facebook, så heldigvis kan I nå at ændre en hel masse. For eksempel kunne I lade udgiveren bestemme, hvilke reaktioner, de kan tilføje til hvilke opslag. I kunne også minimere antallet af reaktioner til tre/fire.

På forhånd tak. Og:

FBre3

Læs også: Facebook slubrer strøm fra din iPhone, selvom du ikke bruger appen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af