2016 har indtil videre været et fremragende spilår. At skulle udvælge en håndfuld af det første halvårs udgivelser frem for resten virker som en utaknemmelig opgave. Men vi har fulgt vores mavefornemmelse og simpelthen samlet de spil, der har underholdt og imponeret os mest og som vi også på længere sigt med ro i sindet vil kunne kalde spilperler.
Det eneste nagelfaste kriterie har været, at ingen udvidelsespakker kunne nomineres, til trods for ‘The Witcher 3’s eminente ‘Blood & Wine’ eller ‘Fallout 4’s enorme ‘Far Harbor’ næsten i sig selv var solide nok til at florere til listen.
7. ‘Darkest Dungeon’
Det er svært ikke at elske rogue-likes: Spillene, hvor ting der dør, forbliver døde – hvadenten det er dine soldater eller fjendens håndlangere. Oveni den tunge konsekvens-tanke er alle missioner tilfældigt genereret, så man ved aldrig helt hvad man går ind til.
‘Darkest Dungeon’ er ondt på den måde. Man knyttes lynhurtigt til de karakterer man har ansvaret for på vej igennem forskellige dungeons, og man ængstes, når de får det skidt. For i ‘Darkest Dungeon’ er det ikke kun deres fysiske helbred der skal varetages – det er i ligeså høj grad deres psykiske.
Frygt, bæven, angst og andre eksistentialistiske trumfkort spilles med rund hånd af spillet og jo flere missioner man sender sine soldater ud på, desto længere ned i de mørke huller kredser deres tanker. Tanker som de hjertens gerne deler med spilleren og resten af slænget. Til tider kan det endda være en god investering at sende nogle af dem på selvmordsmissioner.
Det er hamrende effektivt, og ‘Darkest Dungeon’ lever på fineste vis op til sin præmis om at være en mørk rogue-like (og hamrende kompliceret) dungeon crawler.
Det er et slidstærkt og råbende underholdende spil som fortjener (mindst) én gennemspilning – meget gerne flere.
6. ‘Firewatch’
‘Firewatch’ kom ud af nærved ingenting og tog spilverdenen med storm. En indie-titel der havde sin spæde start på diverse internet-fora, men lynhurtigt voksede sig til et viralt hit der endda løb med meget af mediestormen på 2015’s E3 – ikke at konkurrencen var specielt stor.
‘Firewatch’ afsøger grænselandet mellem spil- og fortælle-medie. Der er ingen quicktime events eller skydegallerier, der skal pløkkes i sænk – “kun” en uhyre stærk historie, som endda ofte glimrer ved sit fravær. I ‘Firewatch’ er man ensom brandvagt i en stor skov, hvor det ikke rigtig brænder og ensomheden og kedsomheden er aldrig blevet formidlet bedre end her.
Med en mystisk Delilah på kortbølge-radioen som eneste kontakt, roder man sig ud i et noget der måske/måske ikke er et eventyr med døde børn og forsvundne teenagere.
‘Firewatch’ er som historiefortælleren der bevidst sænker stemmen til en hvisken for at drage de tilhørende ind: Man anstrenger sig for at få alle detaljerne med, og hver enkelt komma og talepause synes øredøvende i det narrative vakuum der skabes.
Uden tvivl en af de mest effektive spiloplevelser i 2016.
5. ‘The Witness’
‘The Witness’ er et ambitiøst puzzle-spil som prøver at balancere solidt gameplay, veludtænkte puzzles med et meta-narrativ, der forholder sig til både spillet og spilleren. Det er ambitiøst og det er veludført, men desværre ikke uden enkelte ridser i lakken.
‘The Witness’ er først og fremmest et puzzle-spil hvor man i førstepersons-perspektiv skal navigere ryndt på en stor labyrint-agtig ø og løse en lang serie af små puslespil, som i sig selv også er små labyrinter.
Hvor spillets start er drevet af det lækre puzzle-design og de små genialiteter, der gør labyrint-løsning spændende selv efter de første par omgange, tager et større meningsfuldt narrativ langsomt over. Pludselig giver det mening i den ellers sparsomme histories kontekst, at skulle løse de mange små puzzles. Man bliver ikke kun drevet af sin egen trang til at fuldføre den slags opgaver, man overgiver sig også til at det reelt er “vigtigt” at få løst mysteriet på den labyrintiske ø.
‘The Witness’ tør meget og lykkes med det meste – de små fejltrin overser man gerne til fordel for et af årets lækreste stykker spildesign.
4. ‘The Banner Saga 2’
Undertippede ‘The Banner Saga’ bliver ved med at overraske positivt med sine udgivelser og patches. Småtingene rettes lynhurtigt og 2’eren bygger på 1’erens succesfulde præmisser uden at blive utroværdig overfor sit spilmæssige ophav.
I det historie-drevne drama hvor man følger vikinger, jætter og demi-guder på en farefuld gåtur tværs over et snefyldt kontinent tjener både rollespils- og strategi-elementerne til at give spilleren en høj grad af ejerskab over både de vigtige hovedkarakterer og charmerende bi-roller. På samme måde som andre spil på listen, er tilknytningen noget af et gamble, for når de dør, så forbliver de døde. Træder man forkert i en af de turbaserede strategiske kampe, kan man miste sin yndlings-karakter ved et snuptag. George R. R. Martin ville være stolt.
‘The Banner Saga 2’ er et af de få spil som formår at balancere rollespil, strategi og action i skøn forening, og resultatet er et af de mest medrivende langsomme spil længe. Det er det samme nærvær som ‘Civilization’ og ‘Heroes of Might and Magic’ kan mestre på deres bedste dage – bare pakket enormt meget bedre ind. Et eminent spil som virkelig provokerer og bevæger.
3. ‘Overwatch’
‘Overwatch’ er egentlig en arena-shooter a la ‘Call of Duty’, ‘Counter-Strike’, ‘Quake’ og alle de andre, men udmærker sig ved at have et kæmpe galleri af spilbare karakterer med hver deres våben, evner, stil og flow i banerne.
Hvadenten man skal beskytte/angribe et arbitrært objekt midt i banen eller bare nedkæmpe det andet hold, er der brug for en stærkt sammensat holdkomposition hvor nogle spillere tager sig af flankerne, andre støtter holdets tank og så fremdeles. Det fungerer superbt.
Oveni har man fornøjelsen af spiludviklerne Blizzards fortryllende evne til at skabe charmerende og nemt genkendelige spilkarakterer og roller som de også har gjort i ‘Hearthstone’, ‘Warcraft’ og ‘Starcraft’.
‘Overwatch’ er skabt til et langt liv og et indtog på eSports-scenen og det falder sublimt i forlængelse af Blizzards andre charmerende, underholdende og slidstærke titler.
2. ‘Doom’
‘Doom’ er dumt og umuligt ikke at elske. Der er ikke meget strategi eller tankevirksomhed over vejen til ‘Doom’s slut-sekvenser, men hvor er det befriende at få lov at være dum engang imellem. At det hele så oveni er renderet i den lækreste knivskarpe grafik og flankeret af et soundtrack der både fornyer, men også indkorporerer gamle hits fra de to første spils bagkatalog, så er jublen endeløs.
Spillet fik topkarakter i vores anmeldelse tidligere i år og selv her et par måneder efter er topscoren velfortjent. ‘Doom’ bliver ikke kedeligt eller slidt op: Det er underholdning på højt plan. At se Doom-Guy bogstaveligt talt rive dæmoner og monstre fra hinanden for at frelse verden er befriende i al sin politisk ukorrekt vold og død.
‘Doom’ er kaldet tilbage til dengang hvor spil ikke prøvede at opfinde nogle dybe tallerkener, men hvor de prøvede at underholde. Originalversionen var en geni-streg for sin tid, og fik skabt en skabelon som farvede eftertiden helt frem til nu – hvor skabelonen tydeligvis stadig er gangbar.
Det er det first person shooter-spil som over de sidste mange år har nailet singleplayer-oplevelsen bedst. Multiplayer-delen er funktionel, men ‘Doom’ er først og fremmest en mesterlig singleplayer-oplevelse hvor man kan sætte hjernen i frigear, fyre op for motorsav og det oversavede jagtgevær og gå på Satan-jagt i helvedes inderste cirkler.
1. ‘Dark Souls 3’
‘Dark Souls 3’ er uden tvivl trilogiens bedste spil, på alle fronter. Kampsystemet er strammet op, verdenen er større, scenarierne er mere interessante, historien samles uden at blive lukket og videre i den vidunderligt perfektionistiske afslutning på From Softwares hjertebarn.
Det er en enestående balancegang From Software har gang i, hvor man føler at man kender spillet og alle dets mekanismer, men samtidig sættes til vægs af den første boss. Igen og igen og igen og…
‘Dark Souls 3’ er et spil som kræver at man bliver dygtig til det, men når dygtiggørelsen indtræffer og man lurer strategien, så forkæles man med et fængende, men forladt og ensomt univers som ruller sig ud i større og mere stilsikkert format end ‘Dark Souls’-serien har gjort før. Åbne vidder og smalle gange i underjordiske fængsler fremstår med så meget sjæl (pun!) at man selv efter at have nedkæmpet områdets monstre, kan have lyst til at gå på opdagelse i de kringlede gange og kroge.
Det er det tætteste 2016 har været på det perfekte spil hvor narrativ, grafisk stil og gameplay går op i en højere enhed og tilsammen skaber et spil som underholder på så mange forskellige fronter som det er tilfældet. I en naturlig gennemspilning flyder facetterne sammen og skaber en fortælling som er mesterligt dragende, en grafisk og lydmæssig lækkerbisken, toppet af med nogle af de bedste kampe i action-spillenes historie.
‘Dark Souls 3’ er fremragende og det bedste spil for første halvår af 2016.
Sidst og mindst har vi samlet de spil, der fortjener en honorable mention, men ikke røg med på listen.
Ligeved-og-næsten-spillene
Flere spil var lige ved at ramme guld-listen, men snublede på mållinjen (eller havde gevaldige startvanskeligheder). De fortjener også at få et par ord med på vejen, men har af den ene eller anden årsag ikke ramt toppen af poppen for 2016:
‘Ratchet & Clank’
‘Ratchet & Clank’ overraskede positivt, men blev desværre hurtigt glemt igen. Måske på grund af den tætte kobling til en ret meh sideløbende filmudgivelse. Det kom altså aldrig helt op og ringe, til trods for at være en overall fremragende platforms-spil med masser af humor og teknisk kapacitet.
‘Hyper Light Drifter’
En knudret historie og at frameraten er låst til 30fps forhindrer ikke ‘Hyper Light Drifter’ i at være det tætteste på de gode, gamle ‘Zelda’-spil vi har været siden ‘Darksiders 1’ og ‘2’. Det er et hektisk spil som dog hele tiden formår at inddrage spillerens strategiske overblik med de påkrævede hastige tastetryk. Men historien mangler gevaldigt et ‘hvorfor?’.
‘Layers of Fear’
I ‘Layers of Fear’ styrer man sin hovedperson gennem en gal malers univers og det rammer en tung stemning som er Clive Barker og Stephen King værdig. Desværre slider det sig selv op på at ville for meget. Et meget kortere og mindre repetitiv stykke horror-spil havde været ‘Layers of Fear’ meget mere tjenesteligt.
‘Street Fighter V’
‘Street Fighter V’ balancerer smukt dets old-school ophav med nye påhit og lækker HD-grafik, men hvorom det stadig føles som et ‘Street Fighter’-spil (og det er ment som et enormt kompliment) er det desværre ikke særligt underholdende for en nybegynder. Man skal have været med fra starten, hvis man vil overleve to sekunder online.
‘The Division’
‘The Division’ er et virkelig solidt og sjovt spil (endnu mere sammen med venner), men efter et par timers spil bliver det desværre at opgradere udstyr og ikke selve spillet eller narrativet, der driver spilleren frem. En skam for et spil, der bygger et nærmest Rockstar’sk univers.