‘1864’ – afsnit 7

‘1864’ – afsnit 7
Foto: Per Arnesen, Miso Film
3 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Ole Bornedal

Medvirkende

Jakob Oftebro, Jens Sætter-Lassen, Marie Tourell Søderberg, Pilou Asbæk, Sarah-Sofie Boussnina, Bent Mejding, Søren Malling, Rasmus Bjerg, Jens Jørn Spottag, Johannes Lassen

Spilletid

Ca. 60 min.

Premiere

23. november

»Syvende afsnit er fuldstændigt forfærdeligt«, sagde Ole Bornedal, da vi talte med ham op til premieren på ’1864’, og det skulle jo nok ikke forstås på dén måde.

Så forventningerne har fra start været skudt til himmels forud for denne næstsidste episode. Nu skulle det endelige slag stå, vi skulle se krigsscener af Spielberg’sk tilsnit, og en pæn portion af budgettets 170 millioner kroner skulle brændes af på den tjekkiske mark, der i rollen som sønderjysk muld leverer en af seriens mest troværdige præstationer.

Vi blev da også vidne til et stykke drama, som målt på produktionsværdi er noget af det flotteste, vi har set på dansk grund, om vi så snakker film eller tv. Fra det tikkende ur, der indvarslede, hvad der var i vente, til den blodindsmurte mand, der kom vraltende ned fra kamphøjen, og den effektfulde krydsklipning mellem Inges fødsel og dødsridtet i skyttegraven. Fra den vindblæste stilhed mellem kanonnedslagene og tyskernes efterfølgende fodangreb, der over flere minutter gav fornemmelsen af at have propper i ørerne, til den kvidrende lærke på himlen, en ophøjet og uskyldig antitese til den absurde gru, der udspillede sig på jorden under den.

Man følte soldaternes dødsangst og desperation og forstod, hvordan slaget var tabt på forhånd, et militærstrategisk skakspil reduceret til ren overlevelseskamp. Og selvom man følte sig ret sikker på udfaldet (med mindre Bornedal virkelig insisterede på at holde historikerne for nar!), var det spændende at følge særligt Dinesen og Peter, som overtrumfede deres foresatte og fik sat skub i det stagnerede geled. Bornedal formåede at skabe en taktil fornemmelse af de danske prygelknabers mudrede undergang som direkte konsekvens af de københavnske spidsers tilmudrede realitetssans.

Alligevel demonstrerede aftenens historietime, at oddsene var lige så meget mod ’1864’s kongeetape som mod de danske soldater. Ved et fyrværkerishow kan man måske tilgive at være blevet spist af med heksehyl og hundeprutter, hvis afslutningssalutten er formidabel. Men her er der direkte afsmitning fra fuserne til festfyrværkeriet, fordi det visuelle bravur først bliver til en overbevisende fortælling, hvis man investerer hjerte og sjæl i de mennesker, man følger. Man kunne kalde det ’The Walking Dead’-ligningen: Flot serie + flade karakterer = flotflad serie.

Peter, Laust og Inges ménage à trois er gennem seks afsnit blevet malet med så bastant grovpensel, at de store skæbnetunge scener som Lausts heroiske død ikke fik den råstyrke, man kunne have håbet. Man er bare ikke specielt interesseret i den bærende konflikt og de vigtigste karakterer, og da Erasmus opfordrede Laust til at fortælle om sit forhold til Inge, tænkte man i sit stille sind: Please don’t!

Deres trekant fortæller den lille historie i den store, men den er så skrøbelig, at den river tæppet væk under begge niveauer, og man forstår således heller aldrig for alvor, hvorfor Johan er så forhippet på Lausts overlevelse. Mallings (clairvoy)Johan(t) er nu uden omsvøb trådt i karakter som et plot-device, der får tingene til at ske. Når man skal have danskerne til at forberede sig på det store angreb, er det jo ganske belejligt, at Johan bare lissom fornemmer, at noget er under opsejling.

Hvor dristig ’1864’ er i sin grafiske fremstilling af blod og ulykke, er det i det hele taget frustrerende, hvor konventionel den er på andre måder. Alt går simpelthen op i en yndig sløjfe. Laust viser rygrad ved at redde kujonen Didrich, der over for Inge i sidste afsnit ellers lagde brødrene i graven. Ignazio er pludselig til stede på slagmarken for at få sin endelige hævn over selvsamme Didrich. Peter spotter Laust i dennes dødsøjeblik, efter den hypnotiserede tysker har undladt at trykke på aftrækkeren blot for at se sin medsoldat gøre det få sekunder efter. Claudia er som bekendt i familie med baronen, og de er derfor også beslægtet med Peter, Laust, Inge, Sofia, Didrich og Ignazio. En indspist flok.

Med syvende afsnit trådte den politiske storyline helt i baggrunden, og gennem to afsnit har vi nu kun fået halvanden scene med den skumlende Monrad, ligesom Johanne Luise Heiberg stort set er forsvundet ud af fortællingen. Det understreger, at de er staffageskabeloner, og at Bornedals hjerte ligger hos de kæmpende og de faldne. Bare ærgerligt at vi ikke har lært nogen af dem bedre at kende.

P.S. Er det faktum, at mindst én person i hvert afsnit skal bryde ud i sang, mon en snedig teaser for landets næste store teatersatsning, når Abba og Beatles har fået alt, hvad den kan trække? Gør jer klar til ’1864: The Musical’.

Læs også: Ole Bornedal – »Syvende afsnit er fuldstændigt forfærdeligt«

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 6

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 5

Læs også: Anmeldelse af 1864′ afsnit 4

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold