‘1864’ – afsnit 5

What? Really? Seriøst?

Fik Søren Malling lige en kop te af tyskerne, før han hypnotiserede dem, så delingen kunne hugge deres tøj og snyde sig gennem fjendens linjer?

’1864’ har foreløbigt været en skønsom blanding af effektive, modige og mislykkede scener. Men her til aften stak den helt af i metafysisk forcering, ikke bare i den indlysende dårlige og dovne hypnosescene, men også i den åndelige forbindelse mellem Laust, Peter og Inge. Tror Bornedal pludselig, at han skal lave ’Carnivale’, HBO’s gådefulde og overnaturlige serie om et spraglet cirkus og religiøse agitatorer i depressionstidens amerikanske dust bowl? Hvorfor skal der pludselig gå cirkus i ’1864’?

Det forstærker fornemmelsen af, at serien er et mismask af scener, figurer og stemninger, som man har set i et utal af andre fiktioner.

Et andet eksempel: I afsnittet refererer Inge supersoldaten Dinesen for at sige, at den bedste soldat var den, som »allerede så sig selv som død og derfor ikke havde noget at miste«. I Steven Spielberg og Tom Hanks’ ’Band of Brothers’ siger den nærmest overmenneskelige officer Speirs på et tidspunkt: »The only hope you have is to accept the fact that you’re already dead. And the sooner you accept that, the sooner you’ll be able to function as a soldier is supposed to function«.

Plagiat? Tilfælde? Reference? Homage? Umuligt at sige, men faktum er, at ’1864’ ikke mindst i aftenens afsnit føltes som en karikatur på bedre fortællinger. Og Speirs fra ’Band of Brothers’ kunne meget vel være det direkte forbillede for netop Dinesen, der reddede sine uduelige kammerater (det var formentlig det historiske øjeblik, hvor udtrykket ’sigter godt, men rammer skidt’ blev opfundet) med en god omgang fægtning og karate. Dinesen – spillet af Johannes Lassen – er en af de soldater, hvis replikker og levering sidder mest overbevisende i skabet, og det var i sig selv en flot udført scene, indtil Inge Bagklog igen skulle ødelægge et oprigtigt stærkt følelsesmæssigt øjeblik med overflødige betragtninger.

I kontrast virkede scenen, hvor Laust hoppede i det iskolde vand efter kanonen på Didrichs onde opfordring, påfaldende udramatisk, og det er i det hele taget lidt komisk, at Laust og Peters foreløbige krigsbedrifter er henholdsvis at hoppe i en sø og se en tysker falde tilfældigt ned over en bajonet.

Afsnittets vægt var i høj grad lagt på fodsoldaterne, og der var masser af flotte billeder med effektiv brug af dybdeperspektiv, der gav et fint visuelt indtryk af slagmarkens helvede. Indstillingen, hvor kameraet gled hen over myriaden af lig og sårede, mens smerteskrigene dominerede lydsiden, var foruroligende, ovenfra-skuddet af Lausts båre var så flot som det tilsvarende i Triers ’Melancholia’, og krydsklipningen mellem de forfrosne skyttegrave og en virkelighedsfjern Monrad var effektivt sat op.

Der gik faktisk 26 minutter, før vi nåede til Monrad, som fortsatte galskaben i gud, konge og fædrelandets navn. I samtalen med De Meza, der som fornuftens stemme forsøgte at mane ham til besindighed, skruede Bornedal helt op for sin kritik af det religiøse hysteri, lidt billige point i den klassiske modstilling af de gudstroende nationalister og de rationelle ateister. Mens et gran af tvivl ramte Monrad på pinebænken, drev blodet til slut ned ad vinduerne og formede et perfekt dannebrogsflag i et svulstigt symbol, der dog også var en lille smule fornøjeligt i al sin ublu overtydelighed. Og da noget mere kreativt, end da blodet indsmurte Monrads hænder nogle afsnit tidligere, ohøj Shakespeare.

Efter sidste uges fremgang var femte afsnit et skridt tilbage. Jeg prøvede at tælle, hvor mange voiceover-replikker der var i første halvdel af afsnittet, men løb tør for fingre og tæer, og det lå som en tung dyne over fortidsbegivenhederne, at de konstant skulle besudles af Severins ord fra fremtiden. »De var veltrænede dræbere, spændte, blodtørstige og rasende over at finde Dannevirke rømmet« og bla bla bla. Man leder febrilsk efter funktionen på fjernbetjeningen, som slår kommentarsporet fra.

Og så vil jeg ikke engang begynde at drage paralleller mellem Heibergs snak om en dilettantforestilling og en tredje akt, der aldrig kommer, og så serien selv. Det virkede næsten som bevidst lokkemad fra Bornedals side, men jeg har nu stadig en form for håb om, at klimakset kommer. Og dilettantisk er serien trods alt kun i glimt, som når der går Ali Hamann i Søren Malling, men måske hypnose virkelig er Bornedals bedste bud på et virkemiddel til at få seeren gjort interesseret i affæren, før det hele er forbi om tre afsnit: Når jeg knipser med fingrene, overgiver du dig til ’1864’, helt og holdent.

Læs også: Anmeldelse af 1864′ afsnit 4

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 3

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 1-2

Læs også: 10 skæve til ‘1864’-aktuelle Søren Malling