’1864’ – afsnit 4

I Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterbergs metafilm ’Sandheden om mænd’ får de megen morskab ud af at udstille, hvor åndssvagt forslidt replikken »jeg er gravid« er på film, og hvor ofte den alligevel bliver brugt som vendepunkt, når manuskriptforfatterne har brug for at sende historien i en ny retning.

I aftenens afsnit af ’1864’ bliver replikken leveret med dunder og brag, udsagt af Inge og efterfulgt af hendes mors teatralske tale om horeunger og afsvorne døtre i en scene, der bragte lidt for lysklare minder om de parodier på storfilm med parykker og pseudolitterære ordudvekslinger, der er et af højdepunkterne i selvsamme ’Sandheden om mænd’.

Gravid-twistet har her til formål at retfærdiggøre Inges fortsatte plads i historien, selvom hun tydeligvis har udspillet sin rolle som andet end evig kilde til splid og oppustet konflikt mellem Laust og Peter. De kom op at toppes i en scene, der egentlig var fint forløst (Peter bad Laust slå ham for sine synder, som deres far gjorde, da de var børn), havde det ikke været for kilden til hele miseren – en udmattende intrige og et brev formuleret så elegant, at det ville få en latinamerikansk telenovela til at ligne det rene Bergman. Nu er brødrene adskilt, men mon ikke de genforenes i tilgivelsens tegn blandt baronetter og krudtslam.

Når det så er sagt, var aftenens afsnit vel nok det bedste hidtil. Det åbnede med seriens absolut sjoveste scene, hvor en tudsegammel kaptajn døde på sin hest og ledte hele kompagniet lige lukt ind en blindgyde, hvorefter soldaterne diskuterede, om han døde i krig. Vellykket spids skæbneironi.

Det klædte også serien, at vi via de menige tyske soldater endelig fik indtryk af de unge krigere som intelligente mennesker, der ikke bare tankeløst ofrer sig for jeg-ved-ikke-hvad. De talte om Marx og om slægtsbåndet med de danske fodfolk, hvilket dog igen bare mindede om, hvor frustrerende det er, at de danske soldater opfører sig som en flok 12-årige drenge på skoleudflugt. I nutidsfortællingen sang Severin en ode til fortidens unge, som tydeligvis skulle udstille ham som bitter nostalgiker, men hvorfor er seriens eget billede så tilsvarende enfoldigt?

En kulturpersonlighed bemærkede i sidste uge på Facebook, at Bornedal har stor humor, idet han portrætterer danskerne som mongoler, og efter endnu en omgang med en farlig mængde overgrimassering, er man tilbøjelig til at give ham ret. De imiterer bombe-nedslag med hænderne, mens de lægger lydeffekter til, for pokker!

Tyskerne er i det hele taget ok kvikke, mens dansken er dum og dorsk. »Jeg forstår stadig ikke, hvad den krig handlede om«, siger Claudia i rammefortællingen, og har man ikke læst Tom Buk-Swientys bøger (eller fulgt ordentligt med i historietimerne), må man som seer bare stemme i. De storpolitiske detaljer drukner i den metaforiske sovs, og når krigsmanøvrerne reduceres til floromvundne taler om danskhed og stolthed, opstår en slem dramaturgisk hage: Serien kommer til at mangle suspense.

Men apropos krig: Så kom den. Det var gribende, da Søren Mallings Larsen tog fløsene med ind i infirmeriet, hvor ben blev savet over med en skovhuggers nænsomhed, og vi fik i det hele taget en forsmag på det krigshelvede, der er så paradoksalt skønmalet på introsekvensens billeder.

Og om end det bragte mig ud af fatning, at H.C. Andersen af en eller anden grund skulle sidde med, var også scenen, hvor Monrads søn Viggo beretter om krigen for parnasset, en effektiv måde at visualisere forfærdelighederne uden at vise dem. Som Monrad gjorde alt for tydeligt ved sit besøg på slagmarken, er krigen en arbitrær størrelse for typer som ham, mens den for bønderne er så konkret som pludseligt opkast og en løsrevet arm efterladt på den frostkolde jord.

Stadig sad jeg dog efter aftenens afsnit tilbage med samme følelse som ved HBO’s ’Rome’, hvor man i ét væk så soldater drage kække i krig og i ét væk så dem vende knækkede hjem igen, alt imens det sjove midtimellem var sparet væk. Også i fjerde afsnit af ’1864’ blev der sparet på kanonkuglerne, meget var indhyllet i belejlig tåge, og lidt nytårskrudt ude i horisonten var, hvad det blev til.

Som for de danske soldater er håbet måske nok allerede ude for ’1864’. Men selvom Dannevirke er tabt, gav fjerde afsnit dog et spinkelt håb om, at Bornedal stadig kan vinde krigen.

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 3

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 1-2

Læs også: 10 skæve til ‘1864’-aktuelle Søren Malling

Læs også: Ole Bornedal – »Syvende afsnit er forfærdeligt«