’1864’ – afsnit 1+2
Kære farfar
Jeg er ked af at måtte skuffe dig, for jeg ved, hvor meget du har glædet dig til det episke brag om 1864, som DR sammen med Miso Film og en række europæiske filmfonde har satset intet mindre end 173 millioner kroner på. Den dyreste produktion i dansk tv-historie, intet mindre.
Desværre er satsningen mere opsigtsvækkende, end serien er vellykket. Indtil videre.
Instruktør og forfatter Ole Bornedal fortæller historien på en gammeldags, nærmest anakronistisk facon. Seriens intention fejler ellers ingenting, for den omvendte underdog-historie om det selvelskende, lille Danmark, der fik én på sinkadussen af storebror Preussen, er lige så relevant i dag som dengang. Vi vil stadig bide skeer med de store, når vi går i krig i Afghanistan og sender F-16 fly til Syrien.
Som du altid har sagt, farfar, er slaget ved Dybbøl og alt, hvad det indebar, et uomgængeligt stykke danmarkshistorie. Og derfor ærgrer jeg mig også over, at ’1864’ starter i vor tid, hvor en skoleklasse er ved at kede sig ihjel over en historielærers foredrag foran Dybbøl Mølle. Det er et pædagogisk nedladende udgangspunkt: »Vi ved godt, at I synes, 1864 er røvsygt – men nu skal I høre…«
I fokus er den utilpassede Claudia (Sarah-Sofie Boussnina), der ryger joints (det er sådan noget, vi unge gør, farfar), og hvis bror er død i Afghanistan-krigen. En fugl flyver over himlen og vupti, så klipper Bornedal tilbage til 1851.
Her følger vi de to brødre Laust og Peter (som voksne de billedskønne Jakob Oftebro og Jens Sætter-Lassen), der vokser op i relativt trygge rammer på en bindingsværksgård nær et stort gods. Scenerne bæres af en altid god Lars Mikkelsen som drengenes far, og selvfølgelig har de to brødre en kampdygtig alder i 1864.
På godset forelsker de sig begge i proprietærdatteren Inge (som voksen en charmerende Marie Tourell Søderberg) og rager uklar med den utilregnelige godsejersøn, Didrich (Pilou Asbæk), der ved seriens start vender hjem som krigsveteran fra den 1. slesvigske krig med ar på sjælen.
På trods af Asbæks overbevisende og interessante krigsveteran lugter klasseskildringen langt væk af Morten Korch. Waage Sandøs godsejer er et modbydeligt svin, Nicolas Bros manierede biskop Monrad er mere eller mindre psykotisk, mens bønderne er lykkelige i deres sympatiske enfoldighed. Tror du virkelig, det var sådan dengang, farfar?
Tidsskiftet mellem de fantastisk visualiserede 1800-tals-omgivelser og nutiden er besynderligt, fordi rammefortællingen mest af alt minder om et afsnit af ’Sommer’ eller ’Taxa’, der er gået forkert. Claudia skal passe en gammel vrissen mand (Bent Mejding), og mon ikke et nyt og aparte venskab kommer til at blomstre? Her vil særligt 1864-fans (dig, farfar) være frustrerede, for hvilken relevans har det for fortællingen om slaget ved Dybbøl? »Flere kanoner«, hører jeg dig brøle som et ekko af datidens danske helte.
Bornedals visuelle evne er, godt hjulpet på vej af fotograf Dan Laustsen, som sædvanligt storslået, og indimellem – som når drengene løber i kornmarken – mindes man ingen ringere end Terrence Malick og hans ’Tree of Life’. Det er afgjort noget af det flotteste, vi nogensinde har set på dansk tv.
Skuespillet er også i den storslåede ende og således langt fra det mumlende hverdagsdanske a la ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’, som du ikke kan høre, farfar. Men Bornedal har givet for frie tøjler, for tit kammer det over i det teatralske, som i en scene i afsnit to, hvor Laust og Inge råber deres ungdommelige lykke ud over havet.
De store armbevægelser taget i betragtning er det foreløbigt svært at få armene op over Bornedals magnum opus. Men jeg glæder mig alligevel, til serien når slaget ved Dybbøl.
Lad os skrives ved til den tid, farfar.
Kort sagt:
Slaget ved Dybbøl ligger og ulmer i baggrunden, men indtil videre må hele Danmark nøjes med en lovlig bedaget og stereotyp klasseskildring af tiden før 1864. Stærke enkeltpræstationer og Bornedals visuelle flair redder serien fra at være et dyrt flop a la ’Gøngehøvdingen’.
Læs også: Ole Bornedal om rammefortællingen i ‘1864’
Læs også: ‘1864’-aktuelle Sidse Babett Knudsen om sit internationale eventyr