‘1864’ – hele serien

‘1864’ – hele serien
Foto: Per Arnesen, Miso Film
3 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Ole Bornedal

Medvirkende

Jakob Oftebro, Jens Sætter-Lassen, Marie Tourell Søderberg, Pilou Asbæk, Sarah-Sofie Boussnina, Bent Mejding, Søren Malling, Rasmus Bjerg, Jens Jørn Spottag, Johannes Lassen

Spilletid

Otte afsnit á 60 minutter

Premiere

Sidste afsnit 30. november

Mor Karen spotter Peter gennem de flagrende lagener, og da hun endelig erkender, at hun ikke ser syner, men at hendes søn mirakuløst er genopstået fra de døde, bryder hun ud i gråd, mens strygerne stemmer i på max decibel.

Og netop her forstår man, hvor det er gået galt for ’1864’. For findes der ét fortærsket emblem for den sentimentale epic, er det da det kridhvide vasketøj – i stærk konkurrence med slowmotionbilleder fra kornmarken, som vi så fik serveret senere i det ottende og sidste afsnit af Ole Bornedals omdiskuterede serie.

Bornedal går måske nok Ridley Scott og David Lean i bedene, men er endt som en dansk Michael Bay, et sultent legebarn, der har udnyttet sit gigantbudget til at genskabe alle de grandiose scener, som han selv beundrer fra filmhistorien, selvom den slags hurtigt bliver kitsch, når det præsenteres på danske læber i 2014. Og kitsch – det var vasketøjsgensynet.

’Vent nu og se’-kortet har været DR-chefernes standardreaktion på al kritik de seneste måneder, men nu er ’1864’ på alle måder fortid. Aftenens afsnit havde flere slutninger end ’Ringenes herre’ og ’Lost’ tilsammen, og alle tråde blev bundet melodramatisk sammen, nogenlunde som man kunne have forudset, da første afsnit løb over skærmen for otte uger siden. Men det er tid til at træde et skridt tilbage: Hvad vil facit være, når tv-historiebøgerne skal skrives?

Det er farligt at sætte en god tv-serie på formel, men måske man kan vove pelsen og hævde, at den enten skal kunne oplyse, betage, røre, sætte tanker i gang eller bare underholde. ’1864’ har underholdt pø om pø, mens den fra start har bekendt kulør som uinteresseret i oplysning. På forhånd vidste jeg ikke meget andet om Dybbøl-slaget, end at vi tabte på grund af overmod, og hvad udad tabes, skal indad vindes. Nu har jeg lært navne som Sanktelmark, Moltke og Den Røde Prins, hvilket kan blive gavnligt i et fremtidigt spil Bezzerwizzer, men det er nogenlunde samme forståelse for krigen, jeg går ud med, som jeg tog med ind. Den politiske handlingstråd har været reduceret til maniske udsagn om danskhed, og alle chancer for at indfange nuancer i beslutningsprocesserne har været forspildt.

Annonce

I stedet har ’1864’ sat alle jetoner ind på følelserne, og det kunne i sig selv være et beundringsværdigt konsekvent valg. Men med fare for at gentage de tidligere ugers anmeldelser til døde har karaktererne været så uambitiøst optegnede, at der ikke er en eneste af dem, jeg var ked af at sige farvel til, da serien sluttede med sin akavede montagesekvens af opløftende øjeblikke fra de foregående afsnit. Det er især her, man ærgrer sig over, at Bornedal undervejs i tilblivelsesprocessen fik lov til at afskedige dygtige manuskriptforfattere, som kunne have givet kulør til de endimensionelle mennesker, vi har fulgt gennem tykt og (mest) tyndt.

Men har serien så sat tanker i gang? Jeg fik allerede bange anelser, da Bornedal inden første afsnit udtalte, at historien primært handlede om, at vi alle sammen skal dø, og at vi derfor skal huske at nyde det liv, vi har. Sidste afsnit var spækket med bonmot’er som »ting sker, ting bliver glemt, og livet går videre«, og »sådan heler tiden alting«, mens den altid ubekymrede lærke hang på himlen, og Peters tale ved familiemiddagen var ét stort carpe diem.

Huskekage-konklusionerne synes her på den yderste dag virkelig at være essensen af ’1864’, og selvom mange store fortællinger muligvis kan koges ned til simple sandheder, kommer den kunstneriske kraft gennem den kompleksitet, der ligger bag. Men her svæver der noget ærgerligt uspecifikt over grib dagen-budskaberne sat op mod de begivenheder, der har været udgangspunktet. Hvorfor er lige denne krig og disse mennesker særligt velegnede til en historie om, at livet er kort, og lykken er lang?

Men betaget – det har serien utvivlsomt gjort. ’1864’ har haft et produktionsniveau som få andre danske billedfortællinger, og syvende afsnits krigsklimaks var et afsindigt imponerende skue. Kornmarker eller ej skal jeg ikke være for fin til at sætte pris på et poetisk tracking shot med en luftløbende mini-Laust, som vi fik mod slutningen af aftenens show.

DR’s dramachef Piv Bernth har bemærket, at det er sværere at lave historisk end nutidig fiktion, hvilket utvivlsomt er rigtigt, men vel næppe en rigtigt god undskyldning, når vi jonglerer med 170 millioner kroner i bedste sendetid. ’1864’ mistede 600.000 seere fra første til næstsidste episode, og selvom public service-stationen udadtil vil fastholde, at seertallene spiller en mindre rolle, er der ingen tvivl om, at det indadtil bliver set som en mindre katastrofe.

Bornedals ofte traurige og teatralske forestilling har måske ikke i sig selv været en Titanic’sk ulykke, men den står heller ikke tilbage som en Trier’sk pågående vision af den slags, der reducerer den manglende folkelige opbakning til en bagatel. Bare fordi noget deler vandene, betyder det jo ikke, at det flytter noget sådan rent kunstnerisk.

Når DR næste gang skal sætte en storserie i produktion, er ’1864’ mere et argument for samarbejde mellem begavede filmmennesker end for den egenrådige kunstnerdiktator. Så ved man det til ’1865’.

Læs også: Lyt til Soundvenues første filmpodcast – om Biers ‘Serena’ og talentfulde webserier

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 7

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 6

Læs også: Anmeldelse af ‘1864’ afsnit 5

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets
Sponsoreret indhold