’Naturens uorden’

’Naturens uorden’
4 6
Dokumentarfilm
Instruktion

Christian Sønderby Jepsen

Medvirkende

Jacob Nossell

Spilletid

95 min.

Premiere

Den 7. oktober

Filmens titel er egentligt i sig selv udfordrende. På trods af hvad naturvidenskabens systematik og den moralske debat kan forlede os til at tro, så er naturens mangfoldighed både overvældende og udfordrende.

Vi forventer som udgangspunkt, at naturen frembringer det normale, det balancerede og det ideale – og lever enten sind eller krop ikke op til den forventede orden, forsøger vi at udrydde fejlene og genoprette balancen. Som samfund forsøger vi at holde den moralske fane højt ved fortsat at prædike for større tolerance for forskellighed, men samtidig tillader videnskaben os i stigende grad at rette op på naturens ‘fejl’ – eller undgå at ikke-ideale individer overhovedet kommer til verden.

Der er nok af både moral og dobbeltmoral at tage fat på, og Jacob Nossell bruger ugenert sin egen krop som redskab. Han er spastiker, arbejder som journalist, komiker og aktivist og har blandt andet medvirket i Mads Brüggers dokumentarprojekt ‘Det Røde Kapel’.

‘Naturens uorden’ følger Nossell i tiden op til premieren på hans og instruktør Thomas Corneliussens forestilling ‘Human afvikling’ på Det Kongelige Teater i 2014. Både teaterforestilling og dokumentar er en collage af videnskab og sociale eksperimenter forankret i Jacob Nossells selvbiografiske monologer, og indimellem smelter dokumentar og teaterforestillingen sammen. Samtidig med, at der stilles store spørgsmål – »har jeg ret til at være her?«, »er jeg den sidste spasser i verden?« – skildres den svære proces med stykkets tilblivelse.

Der er mange kriser undervejs, helt overordnet fordi Nossell rent fysisk kun lige kan holde til forløbet og ikke er vant til det disciplinerede teaterarbejde. Og da Nossells rolle i stykket bliver delvis spillet af en kropskapabel skuespiller, fører det til et par interessante og forlegne situationer, da skuespilleren ikke kan få sig selv til at imitere Nossells slørede tale.

Der er som udgangspunkt en stærk effekt i Nossells insisteren på synlighed. Her er jeg. Sådan taler jeg. Og jeg tænker – selvom mange i filmen taler højt og tydeligt til Jacob Nossell, måske fordi de glemmer, at hans vaklende ydre er ledsaget af en stålsat vilje og et skarpt intellekt.

Filmen er stærkest i det personlige fokus på Nossell og mindre interessant i den filosoferende indpakning. I en tid, hvor vi alle bliver målt på vores evne til at klare os selv og bidrage økonomisk, er uomtvisteligt tabsgivende individers stemmer vigtige. Jacob Nossell skildres som et facetteret og nogle gange irriterende menneske, men heldigvis aldrig hverken som en stakkels krøbling eller genial-på-trods-af-omstændighederne.

I sine to foregående film, ’Testamentet’ og ’Blodets bånd’, har instruktør Christian Sønderby Jepsen vist en bemærkelsesværdig evne til at finde eksistentielle dramaer i intime portrætter af samspilsramte familier. I ’Naturens uorden’ er det også Jacob Nossells personlige dilemmaer og vanskelige drøm om at stifte familie, der for alvor river publikum med. Filmen får derimod aldrig helt skovlen under den større etiske diskussion, som den lejlighedsvis binder an med. Den store pegefinger ud mod samfundet bliver aldrig for alvor foldet ud.


Kort sagt:
Dokumentaren om den spastiske journalist og komiker Jacob Nossells arbejde med en teaterforestilling om ham selv er fængende og stiller besværlige spørgsmål i en tid, hvor spastikere og andre uperfekte i stigende grad bliver valgt fra før fødslen.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold