»Jeg forstår bare ikke, hvorfor den hedder ’Skam’«, lyder det opgivende fra min ven, der har brugt det meste af weekenden på at se den norske ungdomsserie med sin kæreste, selvfølgelig mest fordi Noora er lækker. Min veninde ser undrende på ham: »Har du set serien? De laver jo ikke andet end at skamme sig!«.
Ved den sidste audition til serien stemte skuespillerne om, hvad den skulle hedde. Ifølge folkene bag er navnet tilfældigt, og serien kunne sagtens have heddet noget andet. Når så mange unge alligevel skrev ‘Skam’ på stemmesedlen, kunne det dog tyde på, at noget trængte sig på. Skammen havde brug for at komme op til overfladen og få luft.
Min veninde har nemlig ret. I ‘Skam’ er der meget at skamme sig over, men måske er det ikke så mærkeligt, at mine venner ikke lægger mærke til den samme skam, som mine veninder gør. Måske er det svært at forstå pigernes skam over for mange kalorier, for lidt tøj og tilfældige scoringer, hvis det ikke er det, drengene selv skammer sig over. Men bare rolig drenge. I den nye sæson følger vi som bekendt med Isak ind på drengeværelset, og her er der også rigeligt at skamme sig over.
‘Skam’ er blandt andet blevet populær på at fremstille de sider af ungdomsårene, som føles så pinlige og forkerte, at det næsten kan gøre helt ondt i fingrene. Alt i ‘Skam’ handler om skam. Ikke på den belærende Brandon Walsh-facon, men på en subtil og følsom måde. Serien tager sin målgruppe alvorligt og lader dem spejle deres egen skam i seriens karakterer.
Vildes spiseforstyrrelse er ikke filmet helt nede i toiletkummen, men svæver stille mellem pigernes bekymrede blikke og de tomme madkasser. Den på ovefladen, fejlfrie og politisk korrekte Noora holder sig beskæftiget ved at fortælle andre, hvad de skal gøre med deres skam: Vilde skal ikke skamme sig, for hun er »så super fin«, som Noora siger. Hun mener omvendt, at William skal skynde sig at finde skammen frem og tage piger og flygtningekrisen seriøst.
Problemet er, at Noora selv er den, der skammer sig mest. De egoistiske hippie-forældre og hendes lidt for tidlige seksuelle debut overskygger alle hendes impulser. Især den impuls, der er dybt charmerende og hedder William. Han er irriterende pæn og interessant, men for ikke at miste kontrollen nøjes Noora med at vende øjne og kaste med den perfekte page.
De sjove skammer sig ikke
William skammer sig ikke over at knuse pigehjerter, skihytter og flasker i hovedet på rivalerne, men bag den klassiske bad-boy gemmer sig endnu en klassiker. Den mystiske og følsomme sjæl, der pines af skammen over sin familie og fortid.
Skaterfyren Jonas er alle de kærester, man ikke havde i 9. klasse. Han har seje venner, flotte øjenbryn og får gode karakterer. Hans kæreste, Eva, har kun flotte øjenbryn. Eva skammer sig over at være ensom, jaloux og gider ikke svare på dumme spørgsmål i bezzerwizzer eller snakke om karakterer.
Eva blev ikke bare kærester med Jonas, hun stjal ham fra Ingrid. En finere fransk detalje for Jonas, der roligt kunne fortsætte med at spille Fifa og guitar med vennerne. Samtidig blev hele Evas vennekreds skyllet væk af skam, som det kun sker, når piger, der har ondt i røven på hinandens vegne, får det til at regne.
I løbet af serien får Eva nye veninder, og i takt med at hun giver slip på Jonas, giver hun også slip på skammen. Hun er dejligt fuld, danser dejligt og kysser med alle de dejlige. Eva vælger skammen fra, og musikken spiller højere.
Sana går med hijab og lilla læbestift, og hun nægter at gribe den skam, som andre kaster efter hende. Chris er tyk, glad og smuk. Eskild er til fyre og fest. Penetrator-Chris nægter ikke sig selv noget, for hvorfor nøjes med én pige, når man kan få to? Eller tre? I ‘Skam’ er de sjoveste karakterer dem, der ikke bruger tid på at skamme sig. De har for travlt med at danse, snave og være for gode til skammen.
Drengenes tur
I den nye sæson er det drengenes tur til at skamme sig. Her følger vi Isak, der sender stjålne blikke efter gymnasiets skandinaviske udgave af James Dean. Samtidig har Isak travlt med at overbevise gutterne i gruppechatten om, at han fik et blowjob på toilettet – af en pige altså.
Vi står midt i orkanens øje med Isak i hånden, og et kaos af smukke drenge, korthårede piger, joints, en meget religiøs mor og manglende husleje hvirvler omkring os. Men det er ikke kun Isak, der skal skamme sig over sin uforløste seksualitet. Drengene bliver en anelse blege, når Jonas tilbagelænet fortæller slænget i kantinen, at man altså skal gå ned på piger, for det kan de godt lide. Han har godt nok engang mødt en pige uden klitoris. Han er sikker, »selvfølgelig ved jeg, hvor den sidder«, siger han og vender øjne af sine uvidende venner.
Det næsten hemmelige indblik i karakterernes følelsesliv er det, der driver plottet fremad og fastholder seerens nysgerrighed. Og det rammer, fordi mange unge piger også ude i virkeligheden påtager sig skylden eller får påduttet en skam, der ikke er deres egen, men samfundets. Ingen, der har set ‘Skam’, er i tvivl om, hvorvidt nøgenbilledet af Noora er hendes egen skyld eller ej. Hvorfor er vi så i tvivl, når det handler om rigtige mennesker?
Plads til at være pinlig
Vi er frie til at bestemme over vores egen skam, men andres skam skal vi ikke blande os i.
Næste gang du er i byen, så lad være med at komme med en frisk kommentar om din venindes kjole, mens du selv står i sikre jeans. Hun har trukket kjolen over hovedet, set sig selv i spejlet og tænkt: Det kører sgu da meget godt. Hun ved godt, at nip-slippet er nært, men hun har selv valgt, at hun ser dejlig ud. Hun har selv valgt ikke at skamme sig, og du behøver ikke at gøre det på hendes vegne.
På Instagram viser vi de billeder, der blev taget fem minutter inde i festen, da eyelineren stadig sad over øjet. Senere spildte man øl ud over sig selv, og det ene bryst faldt ud, da man prøvede at lave ormen. Det er der ikke billeder af på Instagram, og det er superfint, bare der er plads til det i den virkelige verden. Plads til at være pinlig og grine det væk, så man ikke behøver at skamme sig.
Desværre blev skammen ikke hængende under et skamløst hængebryst i 70’erne. Den er fulgt med os hele vejen op til 2016 og generation-præstation. Den beskytter vores inderste kerne af sårbarhed og registrerer enhver form for forkerthed.
Vi taler ikke om vores egen skam, men heldigvis kan vi med lige dele forargelse og fascination spejle os i den udgave, der kommer med norske undertekster.
Læs også: Anmeldelse af ‘Skam’ sæson 3 afsnit 1 – »Je suis Isak«