(Bemærk: Milde spoilers om det nye ’Gilmore Girls’)
KOMMENTAR. Sæt kaffen over, spids ørene og hav lommetørklæderne klar: ‘Gilmore Girls’ er tilbage!
Komediedramaet, der blev sendt på tv fra 2000 til 2007 og er berømt for sin speedede dialog fuld af popkulturelle referencer, usædvanligt tætte mor-datter-forhold og finurlige lilleby-hygge afbrudt af rasende familieskænderier, er aldrig blevet overdynget med priser eller hyldet på top 10-lister.
Men den har et dedikeret publikum, der hver uge sang med på Carole Kings temasang ‘Where You Lead, I Will Follow’, genopdagede den, da den blev tilgængelig på Netflix forrige år og nu er gået kollektivt amok over skaber Amy Sherman-Palladino og Netflix’ genoplivning af serien i form af miniserien ‘Gilmore Girls: A Year in the Life’.
Genoplivninger af tv-serier er på mode, men foreløbig har nye versioner af ‘Full House’, ‘Arrested Development’ og ‘The X-Files’ ikke haft meget held til at genfinde fordums magi. En tv-serie er et produkt af sin tid, og det er svært at tilfredsstille fansenes nostalgi og forblive tro over for seriens kerne uden at virke arkaisk. Som langvarig ‘Gilmore Girls’-fan er det altoverskyggende spørgsmål således. Hører serien 00’erne til, eller passer den ind i det populærkulturelle landskab i dag?
Til flere generationer
Siden ‘Gilmore Girls’ havde premiere på WB-netværket (i dag CW) i 2000, har serielandskabet gennemgået en rivende udvikling.
Dengang var udbuddet langt mindre og mindre varieret, og der var en klarere genreopdeling. Der var sitcoms som ‘Friends’ (1994-2004), ‘Frasier’ (1993-2004) og ‘Will & Grace’ (1998-2006) og seriøse læge- politi- og retssalsdramaer som ‘E.R.’ (1994-2008), ‘Law & Order’ (1990-2010) og ‘NYPD Blue’.
Kvalitetsserien var netop begyndt sin opblomstring med de første HBO-serier som ‘Oz’ (1997-2003), ‘Sex and the City’ (1998-2004 og ‘The Sopranos’ (1999-2007), og netværk-kanalerne fulgte op med auteurdrevne dramaer som Aaron Sorkins ‘The West Wing’ (1999-2006) på NBC og Joss Whedons ‘Buffy the Vampire Slayer’ (1997-2003) på WB. Foruden ‘Buffy’ og spinoff-serien ‘Angel’ (1999-04) satsede WB på ungdomsdramaer som ‘Felicity’ (1998-02), ‘Dawson’s Creek’ (1998-2003) og ‘Roswell’ (1999-2002).
‘Gilmore Girls’ henvendte sig også til det unge kvindelige publikum med 16-årige Rory som den ene hovedperson, men serien handler lige så meget om hendes mor, Lorelai, og til dels bedstemoren Emily.
Hidtil havde flergenerationsfamilieserien været forbeholdt sæbeoperaen og sitcomen – siden kom begavede dramaer som ‘Six Feet Under’ (2001-05), ‘Big Love’ (2006-11), ‘Brothers & Sisters’ (2006-11), ‘Parenthood’ (2010-15) og ‘Jane the Virgin’ (2014-), som på mange måder minder om ‘Gilmore Girls’ med sin både humoristiske og patosfyldte skildring af det tætte forhold mellem datter, mor og bedstemor, der udfordres af generationernes forskellige opfattelser af tradition og moral.
Slice of life
‘Gilmore Girls’ var på mange måder forud for sin tid – især med sine komplekse kvindeportrætter og -relationer. Lorelai og Rory er forbilledligt charmerende, sjove, kvikke, hårdtarbejdende, ambitiøse og kompetente. Men de er også enormt selvabsorberede og opfører sig som dronningerne af lillebyen Stars Hollow.
De udvikler sig i stigende grad til antiheltinder i forhold til den følelse af berettigelse, de mere eller mindre frivilligt har arvet fra Lorelais overklasseforældre, som hun brød med som 16-årig, men lukker tilbage i sit liv for at låne penge til Rorys uddannelse. En gennemgående konflikt i mor-datter-forholdet er Rorys stigende omfavnelse af bedsteforældrenes overklasseverden og den privilegerede tilværelse, hendes Ivy League-college-kæreste, mediemogularvingen Logan, tilbyder. Rorys prinsesseopvækst, hvor alle altid har fortalt hende, at hun er noget særligt, slår negativt ud, da hun går fuldstændig i opløsning – stjæler en yacht, dropper ud af Yale og flytter hjem til bedsteforældrene! – efter sit første møde med kritik fra en praktikchef.
Serien er også moderne i sin fortællestil med den måde, den blander komedie og drama, gerne i samme replikudveksling, og skifter på et splitsekund mellem ultimativ hygge og tegneserieagtig komik til de mest intense og hjerteskærende konflikter.
Den er også meget uskematisk i sin struktur. Frem for at følge berettermodellen med spændingsbuer og forløsning giver den et slice of life, hvor der kan være en halv time, hvor der intet reelt sker: Lorelai og Rory ser tv, spiser burgere og pingponger over ‘Seinfeld’-agtige spørgsmål. Og bum, så indtræder en kæmpe konflikt i de sidste 10 minutter, som afsnittet slutter midt i. Den bittersøde og omskiftelige tone og løse struktur minder om nutidens dramedies som ‘Transparent’, ‘Togetherness’, ‘Love’ og ‘Jane the Virgin’.
Flest referencer til klassikerne
I virkeligheden har ‘Gilmore Girls’ aldrig rigtigt været en serie af sin tid. Det er et karakterdrama med tidløse temaer: Familierelationer med konflikt mellem en moderne og traditionel verdensorden, klasse, identitet og kærlighed.
På nogle områder er den endda gammeldags. Genremæssigt er den en blanding af 30-40’ernes maternal melodrama og screwballkomedie tilsat lidt sitcom-humor, teenagedrama og masser af nostalgi. Stars Hollow er en tryg tidslomme, hvor der konstant bliver holdt traditionsrige historiske festivaler, og der er heftig diskussion om indførelsen af byens første trafiklys. »I kan ikke forhindre fremskridtet!«, argumenterer den nævenyttige byrepræsentant Taylor Doose uden ironi.
Blandt de popkulturelle referencer vil jeg vurdere, at mindst halvdelen omhandler klassiske serier, bøger og film. »Har du nogensinde tænkt på, at måske var Sylvia Plath ikke sindssyg, hun frøs bare?«, joker Lorelai, da hun og Rory varmer sig foran oven, da der er gået et vindue i stuen.
Lorelai og Rory ser og refererer flittigt til film som ‘Casablanca’, ‘The Way We Were’, ‘Footloose’ og ‘A Streetcar Named Desire’ (»Stellaaaa!« råber Lorelai under Lukes vindue). ‘Peyton Place’, en soap fra 60’erne, de færreste nok har set i dag, refereres til flere gange, og der er er et helt afsnit dedikeret til 50’er-sitcomen ‘The Donna Reed Show’. Kvindernes kulturforbrug er en postmoderne blanding af høj- og populærkultur – fra ‘Anna Karenina’, ‘Hamlet’ og cocktailfester til The Bangles, Leonardo DiCaprio og pizza foran tv’et.
Det forbrugsmønster kan de fleste nok stadig spejle sig i.
Skeptisk over for teknologi
I den forstand passer ‘Gilmore Girls’ både ind i det kulturelle landskab anno 2000 og anno 2016. De nye afsnit holder – efter lidt stivhed i begyndelsen – i høj grad tonen, og selvom serien stadig emmer af nostalgi og ikke ligefrem fornyer tv-genren, føles den ikke bedaget. Tværtimod er den et tiltrængt lyspunkt midt i alle de seriøse dramaserier og mørke komedier – eller nyhederne for den sags skyld.
Nogle elementer er opdateret. Teknologi er den første sladrehank, når det gælder tidsbestemmelse, og klaptelefoner, personsøgere og modem skærer i øjnene. I de nye afsnit har Rory tre mobiltelefoner (og ingen har signal i Stars Hollow), og Luke’s Diner invaderes af folk med laptop-brugere, der spørger efter wifi-koden (held og lykke – Luke har giver dem alle falske passwords).
‘Gilmore Girls’ har altid været teknologi-skeptisk, og selvfølgelig er teknologi lige så irriterende nu, som den altid har været.
Serien gør sig også umage med at opdatere sine nutidige referencer. Paris skal deltage i et panel modereret af Lena Dunham, Rory og Lorelai diskuterer, om Lorelai og Amy Schumer ville være venner, Emily sammenligner Rorys vagabondtilværelse med Llewyn Davis’ og omorganiserer sit liv efter Marie Kondos selvhjælpsbog ‘Magisk oprydning’. Rory skriver en artikel om køkultur i New York (alle må have den nye cronut) og hænger ud med en cosplay-gruppe. Hun har ikke fået et fast job på en af de store aviser, som hun drømte om, men lever – realistisk – som del af freelance-prækariatet.
Ud af desperation går hun til samtale hos et selvfedt startup-site, hvor en bunke 20-årige er spredt ud i rummet med deres laptops og »suger hinandens energi«.
It’s a classic!
Én ting, der føles forældet i det gamle ‘Gilmore Girls’, er den politiske ukorrekthed og manglende diversitet. Lorelai lavede lidt for mange gay-jokes til, at det ville være o.k. i dag og var heller ikke bleg for en gang fedmeudskamning.
Det har altid været et tvivlsspørgsmål, om Lorelais ekstremt affekterede kollega Michel var bøsse eller bare fransk. I de nye afsnit er han åbent homoseksuel og taler om børn med sin mand. Stars Hollow er dog stadig bagud: Taylor forsøger at arrangere en Pride-parade, men der er for få homoseksuelle deltagere. Byen er også stadig stort set kun befolket af hvide mennesker – men sådan er Connecticut.
I forhold til seksualpolitik var ‘Gilmore Girls’ også indimellem lidt konservativ. Lorelai blev selv gravid som 16-årig og vogter af samme grund Rorys dyd i mange år. Hun kalder stolt Rory »the good kid«, da hun overhører hende fortælle veninden Paris, at hun er jomfru. Som belønning bliver Rory optaget på Harvard, mens Paris i et offentligt sammenbrud udbasunerer, at hun ikke er kommet ind på Harvard som straf for, at hun har haft sex med sin kæreste.
Senere i serien misbilliger Lorelai Rorys første seksuelle erfaring – det var også med en gift mand, så fair nok – og hendes i starten casual forhold til Logan. I de nye afsnit har Rory en affære med sin forlovede ekskæreste bag sin nuværende kærestes ryg og har sit første engangsknald. Intet af det fordømmes, men det er dog tegn på, at Rory ikke har styr på sit liv.
Minus de små justeringer er alt dog ved det gamle i ‘Gilmore Girls: A Year in the Life’. Men ligesom Lorelais forhold til bluser med similisten og zebrastriber vil jeg sige »Uh, it’s a classic!« om ‘Gilmore Girls’. Den transcenderer tid og mode.
Læs også: Sarah Jessica Parkers vej fra ‘Sex and the City’ til ‘Divorce’ er bitter – men der er håb