KOMMENTAR. ‘Sex and the City’ bliver ofte overset i kanonen fra historiens tredje og mest markante tv-guldalder omkring årtusindskiftet, hvor kloge Åger begyndte at kalde kvalitetsserier som ‘The Wire’, ‘The Sopranos’, ‘Six Feet Under’ og ‘Breaking Bad’ for de nye romaner.
Åbenbart er kvinder, der reflekterer over livsvalg, sex og kærlighed ikke lige så højkulturelt som mænd, der slår hinanden ihjel.
Det er uretfærdigt – ikke bare fordi ‘Sex and the City’ har haft en enorm kulturel betydning med sin empowerment af den selvstændige singlekvinde, fejring af venindeskab og radikale skildring af kvindelig seksualitet, der har banet vejen for serier som ‘Girls’, ‘The Mindy Project’, ‘Orange Is the New Black’ og ‘Broad City’.
Men også fordi serien ved gensyn stadig fremstår som en relevant, virkelig sjov og rammende refleksion over de dilemmaer om forhold, karriere, livsstil og børn, som (privilegerede) kvinder i 30’erne står overfor, krydret med velturnerede replikudvekslinger og billeder som taget ud af et modemagasin.
Serieverdens første kvindelige antihelt
De fire kvinder i centrum er måske en anelse skarpt skåret som typer: Kyniske og karrieremindede Miranda, romantiske og sippede Charlotte, der drømmer om den ‘perfekte’ mand og familie, frisindede og selvsikre Samantha, der sætter en ære i at »knalde som en mand« – uden følelser – og hovedheltinden Carrie, der er en blanding af de andre tre: Romantisk, frisindet og intellektuel.
Som nysgerrig ’seksuel antropolog’, a.k.a. klummeskribent, er hun evigt analyserende og reflekterende over både egne forhold og tendenser på New Yorks datingscene.
Trods sin analytiske tilgang til kærligheden er hun ofte i sine følelsers vold og smider al fornuft over bord, når den sexede knudemand Mr. Big træder ind i billedet. Hun er bange for at være sig selv, lader forholdet udspille sig på hans præmisser og kommunikerer ikke sine behov. I stedet opfører hun sig irrationelt på den der kvindemåde, hvor manden – og Big er virkelig en langsomt opfattende type – ikke har begreb om, hvad hans kæreste er sur over.
Carrie Bradshaw er i Sarah Jessica Parkers skikkelse super newyorker-cool, chic, sjov, varm, hurtig i replikken og ikke mindst ejer af en fabelagtige garderobe. Men hun er også fuld af fejl – måske ligefrem serieverdens første kvindelige antihelt.
Navlebeskuende, selvsaboterende og lillepigeagtig, en evigt snublende kaoskvinde, der ikke har råd til at købe sin lejlighed, fordi hun har brugt alle sine penge på sko. Og værst af alt, efter hun endelig har fundet en mand, der behandler hende ordentligt og ønsker at binde sig, knuselskelige Aidan, er hun ham utro med en gift Big.
Sarah Jessica Parker fortalte for nylig i et interview med Time, at forfatterne virkelig var virkelig i tvivl, om de skulle lade Carrie have en affære. »Og jeg var sådan, ‘Guys! Tony Soprano er en morder!’«.
Og det er et meget godt billede af den dobbeltmoral omkring forventninger til mandlige og kvindelige karakterer, der stadig eksisterer, om end i mindre grad.
I dag fylder antiheltinderne overalt på tv: Selena Meyer fra ‘Veep’, Hannah Horvath fra ‘Girls’, Mindy Lahiri fra ‘The Mindy Project’, Piper Chapman fra ‘Orange Is the New Black’, Rebecca Bunch fra ‘Crazy Ex-Girlfriend’, Alison Lockhart fra ‘The Affair’, Rachel Goldberg fra ‘UnReal’, Claudia Moreno fra ‘Bedrag’, Claire Underwood fra ‘House of Cards’ og Elizabeth Jennings fra ‘The Americans’ og er alle eksempler på karakterer, vi elsker på trods eller netop på grund af deres fejl.
Bortset fra de to sidstnævnte består deres antiheltestatus dog mest af at være egoistiske og lettere moralsk flossede. Intet imod de mandlige seriemordertyper a la Tony Soprano fra ‘The Sopranos’, Walter White fra ‘Breaking Bad’, Omar Little fra ‘The Wire’, Frank Underwood i ‘House of Cards’ og Dexter Morgan fra ‘Dexter’.
Mørk humor
Det er dog et tegn på udvikling, at det i Sarah Jessica Parkers HBO-comeback ‘Divorce’ er den kvindelige hovedperson Frances, der forårsager titlens skilsmisse ved at have en affære med en litteraturprofessor i New York, mens manden Robert er hjemme i forstaden med deres to børn.
Og så forsøger hun endda krysteragtigt at krybe tilbage til manden, da det viser sig, at elskeren ikke er interesseret i et forpligtende forhold. Robert er til gengæld lidt af en klaphat, deres forhold lader til at have været dødt i årevis, og da skilsmissen tager fat, er de lige gode om at være egoistiske og barnlige. Så konklusionen er, at situationen er mere kompleks end som så.
I det hele taget er både ‘Divorce’ og Frances som karakter mørkere og mere realistisk end ‘Sex and the City’. Det er kendetegnende for komedieserierne anno 2016, at de er mindre punchline-orienterede, tilsætter mere drama og finder humor i seriøse emner.
Som ‘Transparent’ om at springe ud som transperson og forskellige versioner af seksuel forvirring, ‘Girls’ om kvartlivsidentitetskrise, ‘Togetherness’ om ægteskabskrise, ‘Master of None’ om blandt andet racisme, immigration og sexisme, ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’ om dommedagskult-indespærring, ‘Lady Dynamite’ om bipolar lidelse og ‘You’re the Worst’ om depression.
‘Divorce’ finder mørk humor i genkendeligheden over, hvor ulideligt irriterende man pludselig kan finde sin partner og i sin satire over skilsmisseindustrien. Den er sjov, men ikke hele tiden, ofte tåkrummende og ikke specielt rar at se. Visuelt er den også mørk med sine grå-brune toner i den snebelagte og halvdeprimerende forstad Westchester.
Det står i skarp kontrast til ‘Sex and the Citys’ behagesyge og ekstremt nydelsesfulde skildring af det glamourøse Manhattan med fire succesfulde og stilfulde kvinder, der inviterer os med ind i deres soveværelser. Læg dertil en høj joketæthed, slagfærdig pingpong-dialog og ordspil i lange baner.
Stadig håb
Mens ‘Sex and the City’ stræbte efter at favne hele New Yorks singlekultur, én seksuel tendens af gangen, er ’Divorce’ smallere i sit fokus. Den handler om ét par i én krise. Et symptom på, at tv-serier i dagens peak TV-alder er nødt til at finde sit eget lille hjørne i det enorme serieudbud.
Frances minder på mange måder om Carrie – impulsiv, romantisk, passioneret, artistisk, neurotisk og charmerende. Hun er mere jordbunden, ansvarlig og kompetent og har ikke Carries boheme-agtige tilgang til livet og kærligheden. Historien om, at hun opgav drømmen om at åbne et galleri for at tjene penge til familien tyder dog på, at hun har haft den. Ligesom hun sikkert også var forelsket, da hun giftede sig.
Nu er hun bare skuffet og bitter over, hvad kærligheden har udviklet sig til – som en Carrie, der er blevet voksen og har fået knust sin evige optimisme af virkeligheden. »I want to save my life while I still care about it«, siger Frances til Robert om, hvorfor hun ønsker en skilsmisse.
Så måske er der stadig håb. Og måske er det ikke så dårligt at have lidt modenhed og realitetssans med ud i datinglivet.
Læs også: Anmeldelse af ‘Divorce’