Spillefilm om Natasja er i støbeskeen – dansk prisvinder står bag

Spillefilm om Natasja er i støbeskeen – dansk prisvinder står bag
Natasja

24. juni var det ti år siden, at Natasja døde i en bilulykke i Spanish Town på Jamaica.

Hendes stjerne står stadig højt på den danske musikhimmel, og derfor virker det helt naturligt, at der nu er en spillefilm på vej baseret på hendes liv. Det erfarer Soundvenue.

Bag filmen står Peter Anthony, der i 2014 slog igennem med den spillefilmlignende dokumentarfilm ’The Man Who Saved the World’, som både vandt en Robert og Bodil.

Anthony har researchet i miljøet omkring Natasja i et par år, og det seneste års tid har han arbejdet på projektet med producer fra Nimbus Film Lea Løbger. Filmen har dog været i bero, mens de har ventet på, at manuskriptforfatter Dunja Gry Jensen skulle blive færdig med anden sæson af TV 2-serien ’Norskov’. Det er hun nu, og den kommende tid skal manuskriptet således tage endelig form.

Peter Anthony er i dialog med Natasjas mor, som har rettighederne til datterens musik, som er essentiel for filmen. Hvem, der skal spille Natasja, vides endnu ikke, hvilket blandt andet skyldes, at det ikke ligger fast, hvilken periode af sangerindens liv historien skal fokusere på, forklarer producer Lea Løbger.

»Vi ved endnu ikke, om der bliver brug for én eller flere skuespillere. Det kommer lidt an på, om den skal følge hende helt tilbage, fra hun var 14-15 år, eller kun de sidste par år af hendes liv. Vi er ved at indkredse historien nu«, siger Lea Løbger, mens Peter Anthony – i disse dage travlt beskæftiget ved Locarno Film Festival i Schweiz – skriver over Messenger, at han er stærkt optaget af Natasjas »fuldkommen unikke personlige historie«.

Natasja Saad gjorde sit indtog i musikbranchen allerede som 13-årig og blev folkeeje med ‘Gi’ mig Danmark tilbage’ i 2007. Men hendes liv handlede ikke kun om musik. Hun var også en talentfuld jockey, og i 2002 vandt hun som den første kvinde nogensinde et stort galopløb i farens hjemland Sudan.

Det er ikke første gang, Natasjas liv bliver behandlet på film. I 2008 lavede veninden Karen Mukupa og instruktøren Andreas Johnsen dokumentarfilmen ‘Natasja’.

Den kommende spillefilm har fået manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut og udviklingsstøtte fra TV 2.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold