KOMMENTAR: For to år siden ruskede multitalentet Martin Skovbjerg op i ungdomsserieformatet med DR3’s ’Anton 90’, der ikke blot afstod modigt fra at vise sin egen hovedpersonen på skærmen (al handling sås igennem Antons glugger), men som også langt om længe skildrede helt almindelig dansk ungdomskultur i provinsen befriet for stenbros-selvfedhed, bonderøvsklicheer og dyster socialrealisme.
Til trods for at Skovbjerg i skrivende stund både arbejder på sin første spillefilm, ’Brakland’, sideløbende med sin musikkarriere som DJ Er Du Dum Eller Hvad og medlem af Av Av Av, har manden endvidere fundet tid i kalenderen til at instruere webserien ’Fastland’, hvis første to episoder ud af i alt fire kan ses på Facebook og Youtube.
Som mashup af ungdomsserie og oplysningskampagne for det landsdækkende initiativ Alkoholpartnerskabet sætter ’Fastland’ tidligere årtiers klægt moraliserende after school specials til vægs med promillen dunkende i blodet og den grynede kameraæstetik tumlende håndholdt efter sine unge hovedpersoner ind i nattens skæbnesvangre alkoholtåger.
Ligesom en heftig druktur kan reducere nattens events til kaotiske glimt i mørket af mistet tid og sted, er ’Fastland’s fortælling langt fra lineær og fyldt med foruroligende flashforwards. Serien åbner således brat på billedet af en pigeskikkelse liggende besvimet – livløs? – alene på en vindblæst rasteplads tidligt om morgnen. På lydsporet høres et bekymret opkald fra en veninde. Pigen forsvandt under en fest aftenen forinden.
Laura Palmer-mysterium
Herefter oprulles den foregående dag og nat med introduktionen af pigerne Alma, Clara og Frida, og drengevennerne Simon, Bjarke og Jonas. Gruppen gør sig klar til en våd aften, men Alma afstår fra at drikke. Der skal jo være en til at holde de andre pigers hår, når de brækker sig, og sørge for, at ingen kommer noget til, som pigen siger med stærk ansvarsfølelse i en af de scener, der tydeliggør ’Fastlands’ reelle forebyggende formål.
Veninderne Clara og Frida lægger gruppepres på Almas ædruelighed, og mens Bjarke og Simon (som måske begge har et godt øje til Clara) henter sodavandsforsyninger, stikker førfesten af, da Clara, Frida og Jonas bæller ren vodka, som kun danske unge og russiske minearbejdere kan.
Og så går noget rivende galt.
’Fastland’s mysterium pirrer, når billederne af Claras post-natlige udskejelser ekkoer mangen en pige og kvindes værste festfrygt, og som med fundet af Laura Palmer i ’Twin Peaks’ antyder en grum forbrydelse i nattens mulm og mørke. Udover at rette fokus på unges druk lægger Skovbjergs webserie op til at skildre voldtægt som en af alkoholmisbrugets yderste konsekvenser.
Gumpetunge afholdsslogans
De fleste unge kan instinktivt lugte formynderi på lang afstand, og teenagere såvel som deres forældre vil formentlig alle kunne liste diverse gumpetunge afholdssloganer mod alkohol, rygning, stoffer og ubeskyttet sex, der umiddelbart har vakt større moro end eftertanke.
Den amerikanske kunstner Keith Harings Crack is Wack-billboardværk fra 1986 står som et af få eksempler, hvor kunst og catchy kampagneslogan er gået op i en højere popkulturel enhed. Men ved at udviske skellet mellem fiktion og oplysningskampagne – og møde sin målgruppe med et produkt, hvis underholdningsværdi står mål med webserieformatets velkendte intimitet og ofte rå, virkelighedstro rammer – har Skovbjerg og Alkoholpartnerskabet en opportun mulighed for at formidle ’Fastland’s budskaber uden direkte pegefingerprædiken.
På seriens Facebook-side har der imidlertid allerede fra premieren i starten af måneden vist sig en tendens til at dyrke netop den form for kampagnemarkedsføring, der ikke nødvendigvis taler til målgruppens medievaner, om end ’Skam’-inspirationen er evident i karaktertegninger og klipudgivelser.
Word of mouth fra venner og venners venner kan i dag sikre en smal produktion flere views end insisterende reklamestrategier, og af samme grund kan jeg spekulere over, om ’Fastland’ ikke risikerer at underminere sit potentiale, når der køres på med teasere, citater, kendisbilleder og endog politisk opbakning i form af den gode Uffe Elbæk iført ’Fastland’s t-shirt på Facebook.
Formynderfælden
Ikke et ondt ord om hverken Elbæks eler ’Fastland’-folkenes engagement. Det vigtige budskab taget i betragtning er det svært at fortænke nogen i at ville slå på stortromme for serien.
Men man kan betvivle metodens effekt.
Uden at fortabe mig i yderligere ’Skam’-lignelser er det trods alt på sin plads at fremhæve den norske series taknemmeligt markedsføringsfrigjorte eksistensgrundlag, der sjældent bankede publikum oven i hovedet.
En oplysningskampagne i stramt webserieformat har selvsagt et ganske andet ærinde og behov for hurtig seertilslutning end en fiktionsserie på fire sæsoner. Det er klart. Men det betyder ikke, at ’Fastland’-holdet – og de organisationer, der utvivlsomt vil lege med formatet fremover – ikke skal vare sig ved at falde i formynder- og sloganfælden ude i den virkelig verden, når nu seriens fiktive univers fungerer så glimrende i sig selv.
Det havde været fint, hvis serien og dens publikum fik lov til at stå lidt mere på egne ben. For hvis de første to afsnit af ’Fastland’ er symptomatiske for alle fire, kan Skovbjergs stemningsfulde lille værk sagtens bære det uden merchandise og ’Alternativet’-vibes.
Læs også: Anmeldelse af ‘Anton 90’