»Eftersom vi valgte at bruge utrænede dyr, og eftersom de for det meste gjorde, som det passede dem, er det kun fair, at de deler manuskript- og instruktørkrediteringen«.
Sådan står der i filmens fortekster til Noel Marshalls ’Roar’.
Og glem alt om de vanvittige nærdødshistorier fra optagelserne til Francis Ford Coppolas ’Apocalypse Now’ og James Camerons ’The Abyss’: ’Roar’ tager ubestridt titlen som filmhistoriens mest farefyldte produktion.
På dansk hed filmen ’Dus med løverne’, men filmen er så langt fra hyggetime med Poul Thomsen, som noget kan komme. Den er det rædselsvækkende resultat af et katte-entusiastisk Hollywood-par uden virkelighedssans, som gennem fem år satte et helt filmholds liv på spil.
I morgen, torsdag, giver Cinemateket alle chancen for at se ’Roar’ i forbindelse med deres faste Psych-Out-serie. Filmen er et skizofrent blend af fløjlsblød propaganda for Dyrenes Velfærd og skrækindjagende home invasion med absurd mange løver og tigre i rollen som lige dele dovne røvslikkere (bogstaveligt talt) og morderiske dræbermaskiner á la kattedyrenes ’Jaws’.
I ’Roar’ flyder fiktion og virkelighed meget ubehageligt sammen. Det er en unik, men rystende oplevelse, et brøl i din grundvold. Man sidder konstant på kanten af sædet i frygt for de medvirkendes ve og vel. Hvorfor det vil være særdeles fordelagtigt at kende de uhyrlige omstændigheder bag.
Familieprojekt med 150 rovdyr
Den ene del af det førnævnte, katteglade par er ingen ringere end Tippi Hedren. Hun skabte sig i 60’erne et navn, da Alfred Hitchcock valgte at terrorisere hende fra vid og sans under optagelserne på ’Fuglene’ og ’Marnie’. Under ’Fuglene’ kom Hedren flere gange til skade, og i en scene fik hun sågar kastet måger i ansigtet – to uger i træk.
Mødet med Hitchcock var en på alle måder traumatiserende oplevelse for Hedren, hvis filmkarriere opstod og reelt set døde igen med instruktøren. Men hovedrollerne i de to Hitchcock-film gjorde hende til et kendt ansigt i Hollywood og kastede også nogle roller i et par b-film af sig.
Det var således under optagelserne af ’Satan’s Harvest’ i Zimbabwe i slutningen af 60’erne, at hun sammen med sin ægtemand, Noel Marshall, opdagede en gammel bygning, som 30 løver havde gjort til deres hjem. Inspireret af den Oscar-vindende løvefilm ’Born Free’ blev Hedren og Marshall besatte af ideen om at lave en film om en forsker, der lever i fred og harmoni med de store vilde kattedyr.
Filmen skulle dog ikke foregå i Afrika, men hjemme i deres luksuriøse omgivelser i Los Angeles. Ron Oxley, der havde erfaring med at træne og udleje dyr til filmstudier, rådede parret til at leve med de vilde dyr for bedre at kunne forstå dem. Første skridt på vejen var derfor at installere et kuld løveunger i deres hus i bydelen Sherman Oaks.
En forbandet produktion
Hedren og Marshalls opdragelse af de farlige kattedyr minder om historien i James Marshs dokumentar ’Project Nim’, hvor et frisindet familiekollektiv i flippertidsåndens blinde tro på psykologiens uanede kapaciteter har en nuttet chimpanse boende for at lære den menneskelig kommunikation. Men konsekvensen bliver en konstant trussel for familiens medlemmer. I ’Projekt Roar’ er én chimpanse dog skiftet ud med 150 glubske repræsentanter fra Panthera-slægten.
Panthera kommer af ordet ’panther’, der betyder »rovdyr af alle dyr«. Naboernes frygt for at ende som middagsmåltid fik Hedren og Marshall til at rykke med dyrene ud på en ranch i Santa Clarita, hvor de udbyggede med andre eksotiske dyr såsom kæmpeelefanten Timbo i skabelsen af deres egen naturstridige savanne. De tog også deres sammenbragte børn med sig i form af John og Jerry Marshall samt Hedrens datter, den senere superstjerne Melanie Griffith.
Ægteparret, de vilde dyr og børnene var alle på plads foran kameraet, da optagelserne på ’Roar’ begyndte i oktober 1976. Filmen skulle have kostet tre millioner dollars, men fem år senere var det tal rundet op til 17. Historiens dyreste hjemmevideo. De planlagte seks til ni måneders optagetid blev til flere år. Det skyldtes ikke mindst, at primus motoren Noel Marshall havde overtaget forbandelsen fra ’Eksorcisten’, som han producerede, og hvor ingen af de involverede slap uskadte i mål. .
En flodbølge i 1978 dræbte mange af løverne, blandt andet den fremtrædende løve Robbie, skyllede settet væk og ødelagde færdige filmbånd. Optagelserne blev genstartet otte uger efter, men omkostningen var en næsten ny film med flere års udskydelse. I 1981 var filmen endelig færdig, men det skete ikke uden blod, sved og… mere blod.
Fast mand på hospitalet
Stort set samtlige scener i ’Roar’ er improviserede med flere kameraer i brug på én gang, som regel optaget fra et bur som beskyttelse. Typisk var der over 100 personer på settet, som blev kastet for de omkring 150 vilde katteracer. De inkluderede alt fra løver, tigre til leoparder, geparder, sorte pantere og tilmed en Tigon, altså krydsningen af en hantiger og en hunløve. Løvens hule var bragt hjem i stuen, og det var langt fra den attraktion, fantasten Noel Marshall ville have det til at ligne.
Der går mange vilde historier om de fem års ukontrollerede optagelser af ’Roar’, men det er ret veldokumenteret, at omkring 70 mennesker kom til skade under processen. I et interview til Variety sidste år kaldte Tippi Hedren antallet for overdrevent, for der var højst tale om syv mindre alvorligt beskadigede, mente hun. Hun erkendte dog, at familien havde fået den store tur.
Noel Marshall laller i filmen rundt som en hippieversion af Ace Ventura, der trods assistenten Mativos advarsler bader hæmningsløst med løverne og taler om leg for derefter at havne nederst i bunken under fem angrebslystne løver. Selvfølgelig skulle han ikke slippe uskadt fra sin letsindige omgang med de vilde kattedyr. De mange angreb medførte, at der ligefrem gik koldbrand i sårene.
»Min daværende mand røg på hospitalet så mange gange, at de var parate til at navngive en fløj efter ham«, sagde Tippi Hedren i interviewet med Variety, hvor hun samtidig udtrykte stor overraskelse over, at de overhovedet overlevede.
25 minutter i løvens gab
Hedren blev selv både trampet ned af elefanten Timbo og røg på operationsbordet med 38 sting til følge, efter hunløven Sheri havde sat hende på plads.
I ovenstående scene fra filmen klarer Melanie Griffith skærene takket være sin bror John, der kaster sig heroisk ind foran hende som afvigelsesmanøvre, da far Noel nægter at stoppe scenen. En anden gang slap den senere Oscar-nominerede skuespillerinde knapt så billigt. I 1977 fik den dengang 17-årige Griffiths sønderlænset sit ansigt af en løve, så man frygtede, hun ville miste et øje. Inden da havde hun ellers haft et ganske nært forhold til den næsten tre meter høje og 200 kilotunge løve Neil.
Griffiths halvbror John Marshall har nogle af filmens mest actionfyldte scener med en række højtsvævende motorcykelstunts. Hvad, man ikke ser i filmen, er, at løven Tongaru fik tænderne i ham. Det tog dem 25 minutter at få Johns hoved ud af munden på løven, og da det endelig lykkedes, var det med så dybe bidmærker, at der måtte 56 sting til.
Instruktørassistent Doron Kauper blev næsten massakreret til døde med bid i kæben og en åben strube foruden flænger på resten af kroppen.
Værst gik det udover den hollandske fotograf Jan De Bont. Han skulle senere filme ’Die Hard’ og instruere ’Speed’, men det var tæt på, at han aldrig var kommet så langt. En løve fik sit gab om hans hoved og skalperede ham bogstavelig talt. De Bont fik sit hovedlåg syet nogenlunde på plads med 120 sting, og så var det ellers tilbage på arbejde.
»Jeg fik ham til hospitalet og gik ind på kontoret og sagde ’okay, vi skal have en ny fotograf’. For jeg vidste, at vores fotograf ikke ville komme tilbage. Men han kom tilbage – og færdiggjorde filmen! Jeg var forbløffet. Jan var en soldat«, har John Marshall sagt til Entertainment Weekly om episoden, som Jan De Bont selv har omtalt som »den eneste film, hvor jeg næsten mistede hovedet«.
»En glubsk komedie«
Noel Marshalls blodofring udløste ikke ligefrem et filmhistorisk hovedværk. Til gengæld er den enestående, fordi den midt i sin corny kontrapunktiske humpti-dumpti-musik, dens ikkeeksisterende plot og de sindssyge stemningsskift mellem naturromantik og exploitaition er ukontrolleret vildskab på film, som man ikke kan fake sig til.
Overdækket af løvepoter kæmper skuespillerne konstant med at fremsige deres replikker godt, de udviser genuin frygt, og alle de kaotiske scener er ladet med potentialet til at gå grueligt galt for Familien Marshall.
’Roar’ blev promoveret som »en glubsk komedie« og var et mindre hit i Japan og Tyskland, men kom aldrig op i biografen i USA og indtjente kun to millioner dollars. Den største fiasko var dog Tippi Hedren og Noel Marshall ægteskab, som gik fra hinanden i 1982. Igennem årene opnåede filmen en mytisk status, da Marshall lå inde med rettighederne og ikke gjorde noget for at udbrede den.
Men efter hans død i 2010 gik Drafthouse Films og Olive Films sammen om at udsende en nyrestaureret udgave af filmen, der kom op i enkelte amerikanske arthouse-biografer i 2015 med taglinen:
»Ingen dyr led skade under optagelserne af ‘Roar’. Men 70 medlemmer af filmholdet gjorde«.
I forlængelse af repremieren bragte National Geographic bag om-dokumentaren ‘Roar: The Most Dangerous Movie Ever Made’, hvor man får fortalt den vanvittige historie om nogle af de involverede på produktionen. Ikke alle vil dog tale om filmen, og Melanie Griffith har i mange år forsøgt at lægge afstand til de traumatiske hændelser.
Tippi Hedren har flere gange stillet op til interview de seneste år. I 1985 udgav hun bogen ’The Cats of Shambala’, hvor hun udtrykte et håb om, at filmen ville være med til at vise mulighederne for forholdet mellem mennesker og kattedyr. Den i dag 84-årige kvinde driver fortsat farmen Shambala i Santa Clarita, hvor omkring 30 store katte huserer. Til gengæld er hun dedikeret aktivist imod retten til at holde de vilde katte som husdyr.
»Jeg krummer tæer, når jeg ser filmen i dag. Jeg er nødt til at sige, at vi var dumme udover rimelighedens grænser. Vi skulle aldrig have taget de chancer. Dyrene er så hurtige, og hvis de beslutter sig for at gå efter dig, er der ikke noget, som kan stoppe dem, bortset fra en kugle for hovedet«, sagde Tippi Hedren til Daily Mail i 2014.
En anden overlevende, John Marshall, har fortalt til Entertainment Weekly:
»Man tænker, ‘fuck, hvem fanden synes, det var smart? Men vi er en del af historien. Ingen vil nogensinde lave en film som den her igen. Den er bare så sjov, fordi jeg er i live. Og det burde jeg ikke være!«.
Den originale 35mm kopi af ‘Roar’ – fornemt leveret af Noel Marshalls søn John – kan opleves torsdag den 15. november kl. 21.30 i Cinemateket med introduktion af forfatter Jacob Lillemose. Læs mere her.
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)
Læs også: Forbandelse eller sort uheld? 8 film, der blev plaget af episke ulykker