»Et spektakulært portræt af en diva« – se filmen om Grace Jones på C More

Du er ikke en led kælling, fordi du hader ‘En frygtelig kvinde’

Du er ikke en led kælling, fordi du hader ‘En frygtelig kvinde’
Amanda Collin og Anders Juul i Christian Tafdrups 'En frygtelig kvinde'.
Foto: Nordisk Film
Årets mest polariserende danske film skildrer kvinden som en hundjævel, der tyranniserer sin stakkels mand. Selvom ’En frygtelig kvinde’ først får biografpremiere 25. december, har den allerede delt vandene og affødt vild debat på de sociale medier, hvor adskillige (kvinder) mener, at Christian Tafdrups kønsgeneralisering gør mere ondt end godt. Filmen er satire – men kritikken er valid, mener Lise Ulrich.
Du er ikke en led kælling, fordi du hader ‘En frygtelig kvinde’
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

KOMMENTAR. Kvinder er nogle kontrolfreaks, der hakker på deres kærester. De gider aldrig at give blowjobs, fryder sig over at pille mandens selvværd fra hinanden og er som udgangspunkt elitesportsudøvere udi psykologisk krigsførelse.

Heroverfor står moderne mænd som kastrerede hulemænd med støvsugerfobi, der skriver lange, aggressive læserbreve om feministisk luskeri i Politiken og rusker frustreret i tremmerne uden selv at kunne pinpointe, hvornår og hvorfor de gik fra løver til dovne hankatte.

Satire sætter ting på spidsen. Af samme grund vil mange (mænd) mene, at kvinder skal tage en chill-pill og ikke fare i flint over Christian Tafdrups parforholdsmareridt ‘En frygtelig kvinde’, hvori hovedpersonen Rasmus’ kæreste Marie udvikler sig til en dæmonisk tyran.

Mænd er blevet portrætteret som skvat i 117 platte komedier, så derfor er det vel kun velkomment, at bøtten vendes på hovedet, og kvinden får igen, lyder det derude.

Til det kan man bemærke, at den kvindelige strigle jo ikke just er nogen ny karakter på film, der siden Chaplin-dagene har dyrket den bitchy kæreste/kone i alle afskygninger. Fra Bette Davis i ’All about Eve’ til Marnie i ’Girls’, Iben i ‘Klovn’ og samtlige endimensionelle komediefilmkoner, der øffer over, at deres mænd drikker bajere. »Jeg må ikke noget for min kone!« er en klassisk filmreplik fra mænd, der føler sig bitch-slapped til underdanighed som ansvarsfulde familiefædre (hvilken uhyrlig skæbne).

Det er ligetil at konkludere, at kvinder, der ikke bryder sig om ’En frygtelig kvinde’, per definition lever op til alle filmverdenens generaliseringer om sure kvinder.

Også for ligetil, hvis begge køn skal få noget ud af at debattere filmen over skyttegravsniveau.

De svigefulde kvinder

Jeg gik i biografen med forhåbningen om at få et godt grin, spændt på at se, hvad instruktøren bag en af sidste års bedste danske film, ’Forældre’, havde fået ud af at bedrive forholdssatire. Halvanden time senere sad jeg tilbage med en noget slukøret fornemmelse. Ikke over Maries tåkrummende kærestekrav (Amanda Collin spiller forrygende), men fordi ’En frygtelig kvinde’ på insisterende vis synes at række udover sin karikerede skurkinde for at sige noget mere overordnet om kvinders angiveligt svigefulde natur. Satire med en syrlig eftersmag.

Filmen er ifølge Christian Tafdrup baseret på egne kuldsejlede forhold og beretninger fra vennekredsen. Selv uden instruktørens velvillige uddybelser af inspirationskildens udspring, opleves ‘En frygtelig kvinde’ som et dybt personligt værk der tror på, at Marie er essensen af, hvordan kvinder i forhold er flest.

Stor kunst kan udspringe af knuste hjerter, men det kan bitter generalisering tilsyneladende også. Og følelsen af, at få serveret en privat dagsorden får latteren til at klumpe sig fast i ganen. Ikke mindst idet filmen uden synderlig selvironi udviser grænseløs sympati for sin hovedrollemand Rasmus.

Kuede Rasmus er hardcore parforholdsmasochist og 50 nuancer af konfliktsky, men synes alligevel, at Marie er chokerende egoistisk, da hun beder om at blive slikket.

Mon dieu – en kvinde, der gerne vil tilfredsstilles!

Det havde været sjovt, hvis slikkescenen – filmens mest symbolladede sexakt – fremstod som et kækt spin på fordommen om, at mænd dyrker ego-sex for efterfølgende at rulle snorkende om på den anden side. I stedet bruges sekvensen til at illustrere, hvordan Rasmus og Maries forhold nu for alvor går ned ad bakke.

Amanda Collin og Anders Juul i ‘En frygtelig kvinde’. (Foto: Nordisk Film)

Det er langt fra første gang, at en mandlig instruktør har sat lighedstegn mellem en kvindes appetit på sex og lurende psykopati, og det er trættende, at en film, der så gerne vil sige noget om moderne parforholdsdynamikker, forfalder til samme nedsættende kliche, der helt op til moderne tid er blevet brugt til at få kvinder til at undertrykke deres seksuelle behov og stemplet dem som inferiøre i forhold til mandens lyster.

Spillereglerne for satire og for, hvad kvinder og mænd kan tillade sig at sige til hinanden, skal være lige for alle, siger ‘En frygtelig kvinde’. Men hvor gerne vi end ville det, er samfundets spilleregler ikke ens for kønnene.

Kvinder og mænds statusprivilegier har som bekendt været alt andet end ligestillede op igennem historien, hvor ‘en rigtig kvindes’ værd kontinuerligt er blevet modelleret efter mandens taktstok. Af samme grund stryger det fortsat mange kvinder mod hårene, at blive reduceret til objektificerede generaliseringer af de mænd, der gerne proppede dem i mere firkantede kasser ud fra eget behov.

Det giver naturligvis ikke kvinder carte blanche til at spy uhyrligheder mod deres kærester, men kan redegøre for en stor del af den indestængte frustration, ‘En frygtelig kvinde’s kvindeportræt vækker.

Uagtet at nogle mænd finder moderne kvinder stride og dominerende – og at nogle kvinder bestemt er det! – er det stadig mændene, der sidder på de tunge poster i samfundet anno 2017. Og ‘En frygtelig kvinde’ kommer uintentionelt til at dryppe af forsmået male privilege.

Annonce

Ingen sympati, ingen refleksion

De komediefilm og serier, hvori hverdagsmænd skildres som ufavorable, er i langt de fleste tilfælde skrevet og instrueret af mænd og handler om mænd, der enten undervejs lærer af deres fejl eller supporteres af mandlige venner, der fremstår som bedre og klogere for at vise, at ikke alle mænd er taberfjolser. Tag ‘Hangover’-filmene. Eller ‘Klovn’. Hovedrollerne i disse er ikke ene repræsentanter for deres køn, men udvalgte latterliggjorte eksempler, der i en naturtro setting bliver morsomt groteske.

’En frygtelig kvinde’ etablerer også en naturtro setting, men de få scener, hvor Marie viser dybere facetter, må vige for den uanfægtede kliché, der skal slå sin pointe fast med syvtommersøm.

Til sammenligning udgjorde Marnie og Desis giftige forhold i ’Girls’ et mere flerfacetteret satirisk eksempel på en ‘frygtelig kvinde/svag mand’-relation, der crasher af sporet – i øvrigt skabt af en kvinde, der tog tykt pis på sit eget køn i processen. Desi tabte sig selv og blev ynkelig. Marnie blev diktatorisk. De var fælles om, at forholdet gik fløjten, og som seer gøs og grinede man af begge parter, når de bragte det værste frem i hinanden, fordi man samtidig fornemmede menneskene bag. Den glimtvise sympati åbnede op for, at seeren selv kunne spejle sig i relationen og reflektere over egne forhold.

Det er svært at lære noget om noget, andet end at afsenderen er bitter, når man noget nær får skudt i skoen, at man er biologisk disponeret til at være en strid kælling/dumt svin. Og når der ingen kærlighed findes imellem kønnene.

Ville man grine af en 90 min. lang ’komedie’ om en kvinde, hvis mandlige kæreste undervejs blev en større og større dominerende douchebag uden formildende træk, skrevet og instrueret af en kvinde, der i pressen bedyrede, at hun spiddede det mandlige køns psykologi, baseret på egne forhold?

At Tafdrups parforholdskrig noget uforvarende lander oveni #metoo-debatterne gør selvsagt ikke filmens emne nogen tjenester nu, hvor samfundet netop forsøger at tackle de kønsstereotyper, der har opstillet forhindringer for forståelse og respekt, uden at give hverken det ene eller det andet køn frikort til at kaste mudder.

I den aktuelle kontekst vil nogle se ’En frygtelig kvinde’ som et provokerende friskt pust. Andre vil som jeg gå nedslåede fra biografen, fordi filmen opfordrer kvinder til at reflektere over deres forhold på samme måde, som når en mand beordrer en fremmed kvinde at smile, fordi han ikke synes, at hun ser tilstrækkeligt sød og imødekommende ud.

I stedet for at debattere nutidige kønsroller sætter ’En frygtelig kvinde’s bedagede kvindesyn udviklingen tilbage. Det er en ærgerligt forspildt chance.

Læs også: 5 stjerner til ‘En frygtelig kvinde’

Se også vores Soundvenue Masterclass med Amanda Collin, hvor hun viser, hvordan du undgår at blive en frygtelig kvinde: