’Utøya 22. juli’: Film om norsk tragedie er et mesterligt instrueret mareridt

’Utøya 22. juli’: Film om norsk tragedie er et mesterligt instrueret mareridt
Andrea Berntzen i 'Utøya 22. juli'.
Foto: Agnete Brun
5 6
Spillefilm
Instruktion

Erik Poppe

Medvirkende

Andrea Berntzen, Elli Rhiannon Müller Osborne, Jenny Svennevig, Aleksander Holmen

Spilletid

92 min.

Premiere

Den 3. maj

Man kan sagtens argumentere for, at ’Utøya 22. juli’ aldrig skulle have været lavet.

At det er alt for tidligt at rippe op i såret efter massakren, som kostede 69 unge nordmænd livet. Eller at man helt bør afstå fra at dramatisere slige uhyrligheder.

For hvem gavner det egentlig, andre end den medieliderlige gerningsmand selv?

Heldigvis ved instruktør Erik Poppe (’Kongens valg’) godt, at han har ømtåleligt stof mellem hænderne. Og han behandler han det med tilbørlig takt uden at overdramatisere eller svælge i filmens makabre materie.

I stedet er Utøya-filmen en usentimental, barsk og til tider ulideligt intens film, som tvangsindlægger publikum til det samme mareridt, som 600 unge nordmænd måtte gennemleve en sommerdag for syv år siden, da Anders Breivik indtog Utøya med sit jagtgevær.

Breivik selv nævnes aldrig ved navn og optræder kun glimtvist som en silhuet i det fjerne. Poppe har villet flytte fokus fra massemorderen til hans ofre, hvis egne fortællinger og oplevelser har dannet forlæg for filmens fiktionaliserede handling.

Vi følger 18-årige Kaja, en politisk parvenu med statsministerdrømme, som er på sommerlejr med ungdomspartiet Arbeidernes Ungdomsfylkning på Utøya.

Og når jeg skriver ’følger’, mener jeg det bogstaveligt: Fra det øjeblik, hvor kameraet finder hende efter få minutter, klæber det sig til hende i et virtuost one-take, der rekonstruerer den 72 minutter lange dødskamp i real time.

Det er et radikalt greb, som vi også så anvendt i den tyske ’Victoria’ fra 2015, og det er gennemført med stor stilistisk stringens. Resultatet er en fortættet, klaustrofobisk og til tider decideret ubehagelig tilskueroplevelse, der mimer den ubeskrivelige gru, som ofrene må have følt, mens de var indespærret på øen.

Vi begynder dog i Oslos regeringskvarter, hvor virkelige overvågningsbilleder viser den bombeeksplosion, der skete to timer før massakren på Utøya.

Sponsoreret indhold
»En intens og følsom ungdomsfortælling«
DJ Er Du Dum Eller Hvad aka Martin Skovbjerg debuterer med en af årets mest hypede danske film. Find billetter og spilletider til ‘Brakland’ her.

Klip til Utøya, hvor nyheden vandrer fra mund til mund i teltlejren. Kameraet hægter sig fast på Kaja og følger med ind i teltet, hvor hun skændes med lillesøsteren Emilie, og med over til de andre ungdomspolitikere, der diskuterer eksplosionen i Oslo: Var det terror eller bare en gaseksplosion?

Imens er suspensen ubærlig, for vi ved, hvad de ikke ved. At lige om lidt – hvert øjeblik det kan være – vil et højt, hult knald runge gennem træerne.

Bang!

Lyden borer sig ind i brystet på tilskueren.

Bang, bang!

Så kommer skrigene, og situationens alvor dæmrer for Kaja og de andre. Snart starter et desperat løb for livet på den alt for lille ø, hvor rædselsslagne børn styrter omkring for at finde et helle eller – i Kajas tilfælde – en lillesøster.

Kajas stålsatte eftersøgning efter Emilie tvinger hende til at tvinge sine fødder fra gemmested til gemmested. Martin Otterbecks håndholdte kamera følger efter, bævende som en karakter i sig selv, der skjuler sig bag buske og træstammer og skæver mod Breiviks blødende bytte i forbifarten.

Det er ekvilibristisk kameraarbejde, som leder tankerne hen mod det ungarske holocaustmesterværk ’Son of Saul’, men som her virker næsten mere påtrængende, fordi distancen i tid og sted er langt kortere.

Lydbilledet er lige så effektfuldt i al sin enkelhed. Ingen musik og ikke så meget dialog – bare lyden af skridt, både de panisk piblende og de truende tålmodige, og så den allestedsnærværende skarpe lyd af skud, der sitrer gennem kroppen hver gang.

’Utøya 22. juli’ er dog ikke kun en kropslig oplevelse, men også en følelsesmæssig, hvilket i høj grad kan tilskrives filmens unge cast. De unge, ukendte ansigter fortrækker sig i troværdigt forgrædte folder, og debutanten Andrea Berntzen er fremragende som Kaja, hvis stærke facade krakelerer, når der ikke er nogen, der kigger.

Der er et par steder, hvor syningerne i manuskriptet bliver lidt for synlige, ikke mindst i slutningen. Men for det meste giver Utøya-filmen et grusomt realistisk indtryk af, hvordan det må have været at stå dér på øbredden, presset ind mod klippevæggen med tilbageholdt åndedræt, ventende på enten at blive skudt eller reddet.

Om det så er et sted, man har lyst til at være, må man gøre op med sig selv.


Kort sagt:
Filmen om Utøya er taktfuld over for ofrene, men hård ved tilskuerne, som udsættes for et ubønhørligt one take, der rekonstruerer massakren i al sin ulidelige intensitet og klaustrofobi. Se den på eget ansvar.