’Westworld’ – hele sæson 2: Pletskud og forbiere i HBO’s sci-fi-flagskib

’Westworld’ – hele sæson 2: Pletskud og forbiere i HBO’s sci-fi-flagskib
4 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Jonathan Nolan og Lisa Joy

Medvirkende

Evan Rachel Wood, Jeffrey Wright, Ed Harris, Thandie Newton, Jimmi Simpson, Shannon Woodward, Luke Hemsworth, Katja Herbers, Anthony Hopkins

Spilletid

10 afsnit a 55 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

(Spoileradvarsel: Læs ikke videre, før du har set hele anden sæson af ’Westworld’!)

»Jeg er træt af at lege cowboydere og indianere«, siger Dolores på et tidspunkt til en eller anden udgave af Bernard i en eller anden tidslinje i ’The Passenger’.

Det kunne tyde på, at seriens forfattere har det på samme måde. Den spillefilmlange sæsonfinale føltes nemlig som et farvel til temaparken Westworld og et goddag til nye, uudforskede verdener. Ja, hvis man ikke vidste bedre, kunne den sågar have føltes som en slutning.

Men sæson tre kommer i en eller anden fremtidig tidslinje, og indtil da har Reddit-nørderne rigeligt at bryde deres hoveder med takket være en twisttung finale, der var lige så flot, forvirrende og undertiden frustrerende som hele sæson 2.

Det var en sæson med en del løst krudt i revolveren, men også et par gedigne fuldtræffere blandt alle vildskuddene. Lad os se nærmere på, hvad der ramte skiven, og hvad der ramte helt skævt.

Pletskud: Overraskelserne

At sæsonfinalen bød på adskillige overraskelser, var meget lidt overraskende, men overraskelserne i sig selv var mere overraskende end de knapt så overraskende overraskelser i første sæsons ellers fortrinlige finaleafsnit, ’The Bicameral Mind’.

Dengang havde de fleste plotspekulanter på forhånd regnet ud, at William = MiB, og Dolores = Wyatt. Men denne gang var det de færreste, der havde luret sæsonens store nummer: At Charlotte, i den (vistnok) mest fremskredne tidslinje, i virkeligheden var Dolores i forklædning.

Det havde måske ikke den helt store, grundvoldsrystende WTF-effekt, fordi vi efterhånden ved, at twistene kommer, og fordi serien havde forberedt os på, at værterne kunne antage nye skikkelser. Men stadig, kudos for at overliste Reddit. 1-1.

Der var heller ikke mange, der havde kaldt, at den sagnomspundne ’Valley Beyond’ ville være et ’Matrix’-agtigt helle for de hårdt prøvede værter, hvor de kan leve lykkeligt som ren kode indtil deres dagens ende. Eller, i hvert fald indtil nogen med uædle motiver finder ud af at genåbne ’The Door’ i sæson 3…

Ed Harris som Manden i Sort.

Så hopper vi på bedste ’Westworld’-vis abrupt frem til finaleafsnittets sidste minutter, hvor det blev mere end antydet, at den mindst pæne Hemsworth-bror er en androide (»the old man himself hired me so many years ago I can hardly remember it« – og det dér medvidende blik til ’Halores’). Den var der heller ikke konsensus om.

Fik du post-credits-scenen med?

Her blev det bekræftet, hvad mange har mistænkt: At Ed Harris’ velspillende sadist William også er en vært. Men igen, kun et eller andet ubestemmeligt sted ude i fremtiden (bemærk, at ’The Forge’ er drænet for vand og dækket af sand – og Emily 2.0, der siger, at systemet er »long gone«).

Jeg tror godt, vi kan antage, at den William, der i sine paranoide vildfarelser skød sin egen datter i afsnit 9, var et rigtigt menneske af kød og blod, der skød sit rigtige afkom af kød og blod (som nu, ligesom ham, er genopstået som vært).

Du ved, hvad det betyder: Mere tidshopperi i sæson 3!

Forbier: Tidshopperiet

Seriens taktik til at tage seerne på sengen er tilsyneladende at gøre serien så svær at følge med i som overhovedet muligt.

Vi har fattet, at ’Westworld’ er lige så meget et spil som en tv-serie, og at man er bedst tjent med at finde sig en anden serie, hvis man ingen fornøjelse finder ved at gætte med og stykke en fragmentarisk fortælling sammen.

Men hvor første sæson – overraskende eller ej – fremstod som et nidkært arrangeret puslespil, der langsomt åbenbarede sig, har anden sæson til tider føltes forvirrende for forvirringens skyld.

‘Westworld’ i Shogun World.

Det startede ellers lovende med et strammere fokus end i første sæson. Men siden afstikkeren til Shogun World i afsnit 5 – som ikke kastede andet af sig end samuraifilmklichéer og repriser af de samme, gammelkendte temaer – har fortællingen tabt orienteringen under et kludetæppe af tidslinjer og plottråde, der mest har skullet kamuflere, at der i bund og grund ikke skete det store.

Der var en ubeslutsomhed over anden halvdel af anden sæson, som udmundede i en fokusløs flakken mellem tider, karakterer og verdener, en masse forblommede forvarsler og en vis tematisk tomgang, som skulle trække tiden, indtil twistene var klar til at blive rullet ud.

Og det er altså svært at leve sig rigtigt ind i en karakters omstændigheder, når man ikke forstår omstændighederne.

Annonce

Pletskud: Afsnit 8

Lige så fremmedgørende og redundant Shogun World-afsnittet forekom mig, lige så fremragende og gribende fandt jeg ’Kiksuya’, sæsonens ottende og bedste episode (skarpt efterfulgt af ’Riddle of the Sphinx’).

I ’Kiksuya’ fulgte vi Ghost Nation-høvdingen Akecheta, der hidtil havde været henvist til historiens periferi som en skurkagtig stereotyp, men som her viste sig som fortællingens sande protagonist.

Når ’Kiksuya’ fungerede så godt, var det (ud over at Zahn McClarnon spillede suverænt), fordi serien for en gangs skyld tog sig tid til at trække vejret mellem alle twistene og tidshoppene og fortælle en afrundet historie med relaterbare karakterer, som ikke blot sagde og gjorde, hvad plottet dikterede.

Det stærke afsnit 8 i anden sæson ‘Westworld’.

Okay, det var basically bare Maeves udviklingshistorie i miniature – ligesom Shogun World-afsnittet i øvrigt. Men her fik den poetisk pusterum og rørte, som ’Westworld’ alt for sjældent gør.

’Westworld’ er god, sindssygt god, til mysterier og gåder, og det er det, der driver seeroplevelsen. Men man ville ønske, at der lidt oftere var plads til andet.

Forbier: Dialog

’Westworld’ er en serie, der taler mere til hjernen end til hjertet. Det kan man høre, hvis man lytter til dialogen, der gerne består af en af følgende tre ting:

1. En karakter, der forklarer, hvor vi er, hvornår vi er, hvad pokker der egentlig foregår, eller hvordan han/hun eller tilhøreren har det indeni, således at den forvirrede seer har en chance for at følge med. Se ekspositionsmaskinen Lee Sizemore og samtalerne mellem William og Emily i ’Vanishing Point’ for skrækreferencer.

2. En karakter, der kaster sig ud i en pseudofilosofisk tirade med misantropiske undertoner, hvilket åbenbart er det eneste, serien kan vride ud af sin ellers tankevækkende præmis. Jeg kigger på dig, dr. Ford.

3. En karakter, oftest Bernard, der forklarer en eller anden teknisk indviklet detalje i et teknisk indviklet robotmagersprog til en mindre teknisk type.

Pletskud: Teknisk håndelag

’Westworld’ er konstrueret som en af værterne i seriens eponyme temapark. »A million little perfect pieces« i skøn symfoni, der skaber noget, som ligner og lyder som den ægte vare.

Produktionsværdien er på et plan, hvor kun ’Game of Thrones’ kan være med. Og lækkerhedsværdien er måske endda endnu højere, for ’Westworld’-skaberne har sans for stil og stemning, og der er en selvsikker stringens i seriens scenografi, fotografering og ’modcastede’ musik.

Evan Rachel Wood i ‘Westworld’.

Der er delte meninger om Ramin Djawadis klavercovers af kendte numre, men jeg synes, de har en fed, småironisk verfremdungseffekt, som tager toppen af højtideligheden i de altid medrivende actionsekvenser.

Og skuespillet – det er næsten overflødigt at nævne efterhånden, men ’Westworld’ har et sublimt cast anført af Jeffrey Wright, Thandie Newton, Evan Rachel Wood og tilbagevendte Anthony Hopkins, der uge efter uge formår at spille deres karakterer og replikker mere troværdige, end de reelt er.

Men ligesom værterne mangler serien et vigtigt organ: Et hjerte.

Forbier: Blodfattige karakterer

Det er karaktererne, der på den lange bane skal bære ens engagement i en tv-serie.

Men to sæsoner inde er det stadig ikke lykkedes ’Westworld’ at tilvirke figurer, som for alvor fængsler og fascinerer.

Man kunne have håbet, at værterne ville afvige fra deres tematiske togskinner efter at være blevet sat fri af Ford i sidste sæson. I stedet føles det, som om de fortsat er bundet til deres narrative sløjfer.

Uge efter uge gennemspiller Dolores, Maeve og deres trofaste følgere de samme konflikter igen og igen. Maeves længsel efter sin datter blev spejlet både i Shogun World og i Akechetas historie, og Dolores’ voldelige vendetta rummede ikke mange nuancer.

Værre fat var det med de menneskelige karakterer – de få der er tilbage efter Sidse Babett Knudsen og Anthony Hopkins’ exit i sidste sæson.

Manuskriptsnedkeren Lee Sizemore havde sine sjove momenter, men blev også ofte en omvandrende plot-tolk. Charlotte Hale var fnysende kynisk, nu er hun død. Stubbs (der muligvis slet ikke er et menneske) og Elsie er seriens mest moralsk retskafne mennesker, men er det karakterer, vi sådan rigtigt interesserer os for? Nah.

Ed Harris i ‘Westworld’ sæson 2.

Derfor forstår man godt, hvorfor ’Westworld’-forfatterne bragte dr. Ford tilbage fra de døde som djævlen på Bernards skulder. Men Hopkins skulle ikke lave meget andet end at holde tiltagende trivielle filosofiforedrag fyldt med Shakespeare-citater. Og så fremstår Fords plan med robotrevolutionen og ’The Door’ mere og mere vag – næsten som om forfatterne heller ikke kender den.

Alt for mange figurer i ’Westworld’ er kendetegnet ved ét karaktertræk. Ikke mindst seriens depraverede desperado William, der startede serien som et fængslende mysterium, men som med tiden er blevet demaskeret som en ynkelig og i bund og grund ret kedelig karakter, der efterhånden ligner en parodi på de fanatiske fans på Reddit.

Der var udsigt til modhager og tiltrængt modspil, da datteren Emily blev introduceret. Men selvom deres relation fik en storslået slutning, der var en græsk tragedie værdig, var vejen dertil brolagt med doven dialog og en stribe flashbacks, der udpenslede noget (Juliets selvmord), som vi egentlig godt vidste i forvejen – noget serien har en uvane med.

Alt i alt var det en ujævn sæson med dybe bølgedale, men også himmelragende højdepunkter, der viste, hvor god en serie ’Westworld’ kan være, når den ikke tynges af sine systemfejl.

Så modsat Dolores er jeg ikke træt af at lege cowboydere og indianere. Men jeg efterhånden en lille smule træt af netop de her cowboydere og indianere.

Læs også: Interview med Jonathan Nolan og Lisa Joy om sæsonafslutningen – meningen er at tage røven på seerne