‘Løvernes Konge’: En majestætisk Disney-triumf fra første brøl

‘Løvernes Konge’: En majestætisk Disney-triumf fra første brøl
James Earl Jones som Mufasa og JD McCray som lille Simba i Jon Favreaus 'Løvernes Konge'.
6 6
Spillefilm
Instruktion

Jon Favreau

Medvirkende

Donald Glover, Beyoncé, James Earl Jones, Chiwetel Ejiofor, Seth Rogen, Billy Eichner, John Oliver m.fl.

Spilletid

118 min.

Premiere

Den 17. juli

’Løvernes Konge’ er en Hollywood-historisk gamechanger, der fik mig til at tabe underkæben inden for de første 10 sekunder.

Jeg er aldrig – med fed og barnelykkelig streg under aldrig – blevet så berørt eller imponeret af nogen films visuelle udtryk på så naturstridigt kort tid som jeg blev i det allerførste møde med instruktør Jon Favreaus blændende savannelandskab og knivskarpe dyr til tonerne af ’The Circle of Life’. Det er én euforisk følelsesladet bombe af musikalsk nostalgi og billedpoesi, der går op i en højere enhed i Disneys bedste live-action-remake til dato.

Det er nok de færreste, der har brug for at få uddybet plottet, og særligt i filmens første scener følger Favreau forlægget noget nær klip for klip: Løvekongen Mufasa og hans dronning Serabi kan stolte vise hans kongelige nuttethed kronprins Simba frem til alle rigets dyr, men ikke alle er lige betagede af hårbolden, hvorfor forræderiske onkel Scar plotter et kongemord for selv at tilrane sig magten. Akkurat som i originalen fra 1994 er det James Earl Jones der lægger stemme så dyb som tordenrumlen til majestætiske Mufasa, men resten af castet er nyt og overvejende sort hvad løverne angår, med Beyoncé og Donald Glover som superstjernetrækplastre i rollerne som voksne Nala og Simba.

Inden hovedattraktionerne entrerer scenen for at croone ømt til ‘Can You Feel the Love Tonight’, får vi dog god tid med de so fluffy I could die-søde løveunger (spot-on stemmer af JD McCray og Shahadi Wright Joseph), der udforsker omgivelserne i zebraknæhøjde, ud og ind mellem benene på elefanter, giraffer og flamingoer med en legende lethed og ufattelig fotorealisme, der får det til at føles som om, at David Attenborough kunne titte ud af en busk når som helst for at informere os om vandhullets vidundere og farer med sin bedste suspense-hvisken – var det ikke fordi selvsamme dyr ved vandhullet samtidig skråler med på Simbas smittende svingende ’I Just Can’t Wait to be King’.

JD McCray som Simba og Chiwetel Ejiofor som onkel Scar.

Livagtigheden burde på papiret udgøre en akavet udfordring for at få dialog og sang til at smelte sammen med karaktererne sans ufrivilligt komisk effekt på bekostning af de firbenedes begrænsede grimasser, men det lykkes så sømløst, at jeg på intet tidspunkt blev revet ud af Afrika-universets magiske boble. Favreau var allerede på rette vej i sit fremragende live-action-remake af ’Junglebogen’ i 2016 (successen der fik Disney til at betro ham med ’Løvernes Konge’), og her tre år senere har teknologien elimineret så mange digitale bump på vejen, at blændværket er så godt som totalt.

Der har været nogen debat om, hvorvidt man kan tillade sig at bruge betegnelsen live-action om filmen, når der selvsagt hverken er rigtige dyr eller mennesker i dyrekostumer nogetsteds; Alt fra sandkorn til rislende bække små og fuglen Zazus (John Oliver!) funklede fjerpragt er fremtryllet af kode, og alligevel er det som om, ’animation’ ikke rigtigt rækker. ’Løvernes Konge’ er et helt nyt bæst, der sætter en enestående standard for special effects  – opbygget i virtual reality-form af Favreau og co. for at skabe fornemmelsen af at bevæge sig rundt på settet – der grænser til det ’Black Mirror’sk-foruroligende i skellet mellem fiktion og virkelighed.

Men altså, hakuna matata, ikke?

Det er svært at se skævt til fremskridtet så længe det ledes af et kropsbevidst vortesvin med en smartass-surikat på ryggen, der begge er præcis så skægge og helt igennem elskelige, som man kunne have håbet på – med en velkommen dosis nihilistisk satire over livets ligegyldigheder. Jeg havde ellers haft mine bange anelser omkring realiseringen af netop de to komiske sidekicks, men Billy Eichners Timon og Seth Rogens Pumba rammer en hårfin balance som kontrast til fortællingens dystre sekvenser og Simbas sorgbearbejdelse (hold øje med en genial ’Skønheden og Udyret’-reference i et kritisk øjeblik).

Velkommen til Timon aka. komiker Billy Eichner.

Moralen er, hvad den altid har været i Disneys universelle dannelsesrejser, men det bliver den ikke mindre relevant af: Du må lære at stå på egne ben, for der er overhængende stor sandsynlighed for, at den ene af dine forældre dør en skrækkeligt traumatiserende død for øjnene af dig inden du når puberteten. Tro på dig selv og aldrig på sleske familiemedlemmer med synlige fysiske ar, for disse reflekterer helt 100 en skidt sjæl (ahem, Disney…). Er du ærlig og retfærdig skal solen nok skinne på dig og hele Serengeti-slettens harmoniske økosystem, der ligesom ’Bambi’s håndtegnede skov fra 1942 og den frodige jungle i Favreaus ’The Jungle Book’ ekkoer en tidløs, men ikke desto mindre perfekt 2019-timet klimabøn til kommende generationer om at værne om alt liv »fra den kravlende myre til den springende antilope«. At løver flår antilopper til kebab, skøjter Mufasa fortsat let og elefant hen over med sin udglattende livets cirkel-filosofi.

Da tegnefilmen kom ud, skrev den estimerede amerikanske filmkritiker Roger Ebert i sin rosende anmeldelse, at »for nylig har der været en del snak om computeranimation – som om et computerprogram skulle kunne skabe en film. Det kan ikke lade sig gøre. Det er de menneskelige animatorer, der står bag de enormt overbevisende karakterer…men computere har hjulpet med flere fantastiske actionsekvenser«. Året efter landede Pixars ’Toy Story’ og ruskede op i alt, hvad branchen mente om karakterudvikling via computeranimation og nu, 25 år efter de tegnede løver slog boxoffice-rekorder, er et nyt årtusinds kattedyr klar til at erobre kongeklippen.

Ebert har stadig ret; Det er menneskene bag, der besjæler værket, men under Favreaus kreative visioner ånder computeranimatorernes CGI-skabninger pensel-til-papir-kunsten i nakken. Vi kender fortællingen fra abe til brøl, men der er mere nærvær på denne savanne end i utallige ’live-live-action-film’, og ømheden mellem forældre og unger, venner og gris emmer fra lærredet med et humanistisk løvehjerte, der sender dig ud af biografen med et saligt smil.

Can you feel the love tonight? Beyoncé som Nala og Donald Glover som Simba.

Skal jeg være pernittenfanpuritansk, kunne jeg godt savne Elton Johns vokal på lydsiden (’The Circle of Life’ synges her af sydafrikanske Brown Lindiwe Mkhize, som også har optrådt med musicalen), og Jeremy Irons isnende perfide fløjlsstemme som Scar. Al respekt for Favreaus diversificerede casting, men Chiwetel Ejiofor (’12 Years a Slave’) er ingen Irons (man kunne vel bare have spurgt briten igen, når nu Jones genbruges). Men det rykker ikke mange knurhår ved min overordnede begejstring.

Det ligner og lyder som løver der slås på et bagtæppe af ild, ligesom hyænerne er ægte ækelt uhyggelige (skønt den ene lyder som Keegan Michael-Key), og nogle scener vil givetvis virke voldsomme for helt små publikummer, fyi til forældretyper og babysittere derude. Alle andre bør selvsagt se filmen i så stor en sal som muligt med 3D-briller på næsen (for en gangs skyld godt givet ud).

Jeg troede, at jeg kendte ’The Lion King’ efter at have svælget i tegnefilmen som barn i Hvalsø Bio, slidt det Oscar-vindende soundtrack op på kassettebånd på diverse familieferier og klappet i takt til musicalopsætningen i Londons West End som voksen. Jeg tog fejl, for ’Iron Man’s far har begået et vaskeægte Disney-mirakel:

Han har fået en af verdens største klassikere til at fremstå spritny, spillevende og som en reel storfilm i sin helt egen ret.


Kort sagt:

Hvis du tror, at du kender ’The Lion King’, så tro om igen: Jon Favreaus formidable live-action-savannefest får det simpelthen til at føles som om, du oplever historien på ny – og dét er den fornemmeste ros, et Disney-remake kan få.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold