22-årige Kaitlyn Dever er et af Hollywoods hotteste unge navne efter sit store gennembrud som den indadvendte stræber Amy over for Beanie Feldstein i Olivia Wildes buddy-komedie ‘Booksmart’ i sommer. Hun startede allerede skuespilkarrieren som 13-årig og har siden demonstreret både sine komiske evner i komedieserierne ‘Justified’ og ‘Last Man Standing’ og dramatisk talent og seriøsitet i dramaer med socialpolitisk kant som ‘Short Term 12’, ‘Detroit’ og ‘Beautiful Boy’.
Nu spiller hun en af hovedrollerne som en ung kvinde, der bliver udsat for en brutal voldtægt, i Netflix-serien ‘Unbelivable’, skabt af ‘Erin Brockovich’-forfatter Susannah Grant. Serien bygger på en virkelig historie, som ProPublica og The Marshall Project rapporterede om i den Pulitzer-vindende artikel ‘An Ubelievable Story of Rape’ i 2015 og var genstand for This American Life-episoden ‘Anatomy of Doubt’. Journalisterne T. Christian Miller og Ken Armstrong udvidede i 2018 deres artikel til bogen ‘A False Report: A True Story of Rape in America’.
Dever spiller 18-årige Marie Adler, der melder et seksuelt overfald i eget hjem til politiet. Men både efterforskerne og hendes tidligere plejemødre begynder at tvivle på hendes historie, fordi de ikke synes, hun opfører sig ’traumatiseret’ nok, og finder uoverensstemmelser i hendes forklaringer. Samtidig, flere kilometer væk, opdager efterforskerne Grace Rasmussen og Karen Duvall, spillet af Toni Collette og Merrit Wever, at der er sammenfald i en række uhyggeligt lignende tilfælde af overfald og samarbejder om at fange en potentiel serievoldtægtsmand.
Vi mødte Kaitlyn Dever på Hotel Ottilia i København forud for seriens premiere.
Kendte du til Maries historie fra artiklen eller podcasten, inden du læste manuskriptet?
»Nej, jeg kendte ikke historien, og det tror jeg, der er mange, der ikke gør. Det var spændende at få sendt et manuskript baseret en sand historie, jeg aldrig havde hørt om, og jeg var meget beæret over at få muligheden for at spille en person som Marie. Hendes historie er virkelig chokerende og hjerteskærende«.
Hvad var din reaktion, da du læste manuskriptet?
»Der gik meget gennem mit hoved. Først og fremmest hvor stærk Marie var – og er. Jeg tror, hun vil inspirere mange mennesker, der ser serien, og vil få mennesker, der har gennemlevet overgreb, til at føle sig set og hørt og måske tilskyndet til at stå frem med deres egne oplevelser. Eller lade være. Det er ikke en let oplevelse at stå frem med, og det er hårdt at være modig.
Da jeg fik manuskriptet, tænkte jeg, at det var et meget relevant og aktuelt emne. Men efter optagelserne tænkte jeg over, at det egentlig ikke er en tidstypisk historie. Ja, vi lever i en fantastisk tid, hvor MeToo-bevægelsen og Times Up har fået os til at tale om seksuelt overgreb, og vi er begyndt at lytte til hinanden. Men seksuelle overgreb har fundet sted alle dage, og Marie er ikke den eneste med en historie. Hun blev beskyldt for at lyve, og det sker hver dag«.
Marie får en hård behandling af politiet og fortryder på et tidspunkt, at hun har anmeldt voldtægten. Viser serien i virkeligheden, er det ikke altid er en fordel at anmelde?
»Det er den samtale, vi gerne vil starte med serien, som sætter spørgsmålstegn ved det. Marie har været gennem meget, og hun kunne sagtens bare have begravet sine følelser. Men hvilket liv ville det være? Det er ufatteligt tragisk at stå frem og fortælle sandheden om en forfærdelig oplevelse og så ikke blive troet på. Jeg håber, vi med serien kan være med til at flytte diskussionen et lille skridt fremad«.
Jeg kan ikke huske at have set følgerne af at anmelde en voldtægt i samme detaljeringsgrad før. I det første afsnit bliver Marie bedt om at beskrive hændelsen fem gange. Hvordan gik du til udviklingen i den måde, hun giver sine forklaringer på?
»Det var et andet chokerende element af historien. Når vi tænker på overlevere af seksuelt overgreb, tænker vi på, hvor svært overfaldet må have været. Det er i sig selv traumatisk at bearbejde, men det er efterdønningerne også, og det diskuterer vi ikke i samme grad.
I bogen beskriver Marie, at hun nærmest bogstaveligt talt havde en tænd-sluk-kontakt i hjernen, så når hun ramte bunden, kunne hun slukke for sine følelser og opføre sig fuldstændig normalt set udefra. Det hjalp mig i interviewscenerne. Jeg måtte vælge imellem, hvornår jeg var sårbar, og hvornår hun lagde låg på. Og jeg ville gerne øge den nærmest robotagtige måde, hun fortæller historien på. På et tidspunkt bliver hun helt monoton, fordi hun forsøger at fjerne sig selv fra de følelser, der raser indeni. Hun er bare et menneske, fuld af frygt, frustration og vrede, og det er utroligt udmattende at blive ved med at gentage den samme historie. Jeg kunne ikke rigtigt følge en bestemt opskrift, men tog det scene for scene og dag for dag i samtale med instruktøren Lisa Cholodenko.
Jeg synes også, hospitalsscenerne er slående, fordi de giver et visuelt billede af, hvordan der konstant bliver taget noget fra hende. Vi viser et nærbillede af, at hun får taget en blodprøve, og det er forbløffende, at det er protokol lige efter et overfald. Jeg synes, det er virkelig vigtigt, at vi viser de ting i serien. Jeg tror, mange mennesker har brug for at se det for at få en bedre forståelse af, hvad ofre går igennem«.
Hvordan researchede du til rollen?
»Jeg havde meget information om Marie, og det var meget nyttigt at kende hendes forhistorie for at forstå hendes følelser og sindstilstand. Da vi møder hende i serien, er hun først lige begyndt på sit liv. Hun har været ind og ud af plejefamilier, og nu er hun endelig et håbefuldt sted, hvor hendes liv er på vej i en positiv retning. Og så har hun bare intet held med sig. Jeg var meget optaget af at lære om hendes historie og forholdene til hendes plejemor«.
Gennem bogen, eller talte du med Marie?
»Gennem bogen. Jeg talte med Lisa om muligvis at ringe til Marie, fordi hun var involveret i serien, og jeg vidste, at Susannah Grant havde talt med hende. Men vi kom til den konklusion, at jeg ikke skulle forsøge at være en tro kopi af, hvem Marie er i virkeligheden. Jeg havde ikke brug for at have den samme accent eller gå på samme måde. Jeg ville bare gerne opnå den følelsesmæssige tilstand, hun var i, og fortælle historien med så meget sandhed og ærlighed som muligt. Jeg ville også gerne respektere hendes privatliv, for det er allerede et kæmpe privilegium, at hun lader os fortælle sin historie. Jeg researchede også meget om plejesystemet, da jeg lavede ‘Short Term 12’, så det vidste jeg allerede en del om fra starten«.
Hvad har du lært om traumer?
»Det, der er ved traumer, er, at det aldrig forlader dig. Du gennemspiller det i hovedet igen og igen. Og når du gennemgår noget som Marie, sidder det ikke bare fast i hjernen, det forhindrer dig også i at leve dit liv frit, fordi du lever i frygt«.
Hvordan påvirkede det dig at spille rollen?
»Det er helt klart det sværeste, jeg har gjort i min karriere. Jeg synes, jeg har haft mange hårde roller i svære historier, men den her har været den hårdeste. Mit hjerte blødte for hende, da jeg læste den. Det fik mig til at græde, og det gjorde ondt på mig, at nogen så uskyldig er gået igennem det. Og alligevel rejser hun sig med det samme og lever sit liv.
Det var hårdt for mig at spille, men det siger jeg forsigtigt, fordi jeg ved, at det, jeg skulle håndtere på settet, var milevidt fra, hvad Marie og de andre overlevere i serien, eller enhver overlever i verden, går igennem. Det er slet ikke til at sammenligne. Så når jeg kørte hjem fra settet og havde en let hovedpine, fordi jeg havde grædt hele dagen, mindede jeg altid mig selv om, at det slet ikke målte sig med Maries oplevelser. Jeg var nødt til at glemme, hvordan jeg havde det, for det handlede ikke om mine følelser. Jeg vidste, at jeg måtte give mig fuldt ud, og det var helt sikkert anstrengelserne værd både for Marie og for andre overlevere af seksuelle overfald, der vil se serien«.
Du har spillet med i både mange seriøse dramaer og sjove komedier. Hvad går du efter i dine roller?
»På det seneste har jeg været virkelig heldig med at være del af vigtige projekter i branchen. I ‘Booksmart’ spillede jeg en af hovedrollerne i en komedie med to kvindelige hovedroller, hvilket ikke sker så tit. Jeg var også beæret over at spille en hovedrolle, der var queer. Det var cool at være del af en film med så stor repræsentation. Så jeg vil bare gerne fortsætte med at være med i projekter, der kaster lys over historier, der var begravede før, og give stemme til de stemmeløse.
Jeg vil også gerne fortsætte med at arbejde sammen med kvindelige instruktører, og så vil jeg gerne spille mange forskellige slags roller«.
‘Unbelieveable’ får premiere på Netflix den 13. september.
Læs også: Anmeldelse af ‘Unbelievable’