De 10 største skuespilpræstationer de seneste 10 år

De 10 største skuespilpræstationer de seneste 10 år
Lupita Nyong'o i 'Us'.
Hvilke skuespillere gjorde et uudsletteligt indtryk i årtiet, der nu rinder ud? Mange! I anledning af vores store tema om 10’ernes musik, film og serier stillede filmredaktionens Lise Ulrich og Jacob Ludvigsen sig selv den umulige opgave at afgrænse deres kærlighed til kun fem særklassepræstationer. Derefter bøjede de reglerne og tilføjede en alenlang bobler-liste.

Jacob Ludvigsen: Matthias Schoenaerts i ’Bullhead’ (2011)

Jeg har sjældent set en fysisk kraftpræstation som den, Matthias Schoenaerts leverer i den Oscar-nominerede belgiske film ’Bullhead’. Den flamske skuespiller har rollen som Jacky Vanmarsenille, der agerer muscle for en gruppe lokale, kriminelle kvægavlere og ender i konfrontation med en flok kyniske hormon-sælgende gangstere ude på det belgiske bøhland. Også Jacky selv er ved at sprænges af hormoner. Vi ser ham pumpe steroider i hver eneste hvene af sin udspændte krop – og vi ser, hvad det gør ved ham. Han er så dyrisk utilregnelig som kvæget på marken.

Schoenaerts er både mystisk, farlig og tiltrækkende. Han bruger hvert led i sin krop og sin udstråling med mere ildevarslende effekt, end jeg har set nogen anden skuespiller gøre det i dette årti. Tom Hardy i ’Warrior’, Roland Møller i ’R’ og Eduardo Pesce i ’Dogman’ formår noget tilsvarende, men alligevel kan de lige knap måle sig med facetterne i Schoenaerts præstation. Sårbarheden ulmer under den nådesløse facade, og efterhånden som man erfarer mere om hans fortid, får man også ondt af det monstrøse menneskes blodige deroute.

Schoenaerts har siden fået en fin Hollywood-karriere – og han var ligeledes glimrende i Audiards ’Smagen af rust og ben’ – men gennembruddet troner stadig som hans højdepunkt.

 

Lise Ulrich: Marion Cotillard i ’Macbeth’ (2015)

Ikke så få store skuespillere har igennem filmhistorien prøvet kræfter med Shakespeares bloddryppende stykke ’Macbeth’, men for mig er der ingen Lady Macbeth over franske Marion Cotillards skræmmende tour-de-force i Justin Kurzels alt, alt for underkendte filmatisering.

Michael Fassbender spiller hovedkarakteren Macbeth – og er absolut fremragende, as always – men der er mere nuanceret kød på hans svigefulde, magtliderlige lady, der indleder filmen med at begrave sit dødfødte barn, mens ansigtet fortrækkes i en cocktail af sorg, ensomhed og et snigende psykisk sammenbrud.

’Macbeth’ udvikler sig som en ond feberdrøm, hvis grumme mareridtsscenografi spejler Cotillards deroute fra bidronning til edderkopkvinde, og ligesom hun også gjorde det i ’Smagen af rust og ben’ og i ’La Vie en Rose’, forsvinder hun ind i rollen med en intensitet, der her opleves så akut fortabt og desperat, at man selv får svedige håndflader af at bevidne hendes uundgåelige fald. Jeg kunne nærmest mærke hendes ånde i ansigtet, da jeg sad og vred mig i biografsædet, og det er Cotillards fortjeneste, at Shakespeares legendariske hundjævel her løfter sig over sin litterære ikonstatus for at blive et dybt nuanceret menneske, hvis indre dæmoner flakser skrigende ud af hullet i hjertet i opgøret med tidens restriktive kønsroller.

 

Jacob Ludvigsen: Sandra Hüller i ’Toni Erdmann’ (2016)

Navnet Sandra Hüller ringer måske ikke så mange klokker i Danmark, men det vil ikke være helt forkert at sige, at hun er tysk films svar på Trine Dyrholm, om end hun med sit kølige og enigmatiske udtryk måske minder mere om Isabella Huppert i udtryk og spillestil.

Hüller slog uforglemmeligt igennem som religiøst underkuet ung pige i ’Requiem’ fra 2006, men hun har aldrig været bedre end i Maren Ades Oscar-nominerede og kritikerroste ’Toni Erdmann’. Her inkarnerer hun den tilknappede Ines, der gør karriere for et stort amerikansk konsulentfirma med udstationering i Østeuropa. Hun lader, som om hun er glad, men hendes kropssprog fortæller en anden historie af fortrængt ulyksalighed og mindreværd – en historie, der forsigtigt afdækkes, da hendes prankster af en far lægger vejen forbi med falsk tænder, paryk og røverhistorier.

Sandra Hüller kører stoneface i store dele af filmen, opsat på ikke at lade sig påvirke af sin fars klovnerier – eller, tilsyneladende, af livet i det hele taget. Men det er nogle helt vilde nuancer, hun frembringer med ganske få veldoserede virkemidler, når faren alligevel så småt gennemtrænger hendes panser. Og når hun mod slutningen sænker paraderne til dels en indfølt Whitney Houston-duet, dels en fødselsdagsfest, der mildest talt stikker af, føler man pludselig, man ved mere om dette menneske, end 100 flashbacks kunne have fortalt. Det kunne sagtens være blevet for fjollet, hvis det ikke var for Hüllers beundringsværdigt usentimentale fortolkning.

 

Lise Ulrich: Cate Blanchett i ’Blue Jasmine’ (2013)

Jeg tvivler på, at Cate Blanchett kunne levere en fesen præstation, om hun så fik penge for det, og det er således ikke helt nemt at vælge sin favorit ud af skuespillerens to bedste roller fra årtiet, der gik: ’Carol’ eller ’Blue Jasmine’? Jeg elsker begge – Blanchetts blotte ansigtsudtryk i slutscenen i ’Carol’ sprængte mit hjerte – men hendes Jasmine efterlader mig decideret åndeløs.

Filmen handler om overklassefruen Jasmine, hvis privilegerede tilværelse ramler, da hendes mand (Alec Baldwin) bliver arresteret for bedrag, Bernie Madoff-style, og Jasmine må flytte ind hos lillesøsteren (Sally Hawkins) i Florida. Instruktør Woody Allen viser giftigt samfundspolitisk bid i udstillingen af den amerikanske overklasses hovmod og fald, for ved at vende det blinde øje til mandens lyssky foretagender har Jasmine bødet med sin forstand. Vi griner ad karakteren, når Blanchett – med sin bedste isdronning-attitude – rynker på næsen over søsterens tilværelse og smartass-kæreste (Bobby Canavale), men bag de underholdende udbrud af akutte overklassetraumer lurer en sorg, som skuespilleren drypvis lader sive ud af Jasmines paniske blå øjne på vej mod finalen.

Jeg vil vove at påstå, at få i branchen har så ekspressive sjælspejle som Blanchett, der kan fortælle en græsk tragedie med et enkelt blik.

Jasmine kan kun akkurat tøjle hysteriet bag sin sofistikerede stemmeføring, og hvor man i første halvdel af filmen får ondt i maven af grin, niver det sidenhen af lutter bange anelser. Blanchett fik velfortjent en Oscar for rollen, mens filmen er en af Allens bedste.

 

Kate McKinnon som Justin Bieber.

Jacob Ludvigsen: Kate McKinnon i ’Saturday Night Live’ (2012-)

Hvad har Ryan Gosling, Brie Larson, Casey Affleck og Liev Schreiber til fælles? De har alle brudt sammen af grin under en sketch i ’Saturday Night Live’, hvor Kate McKinnon giver den som den storrygende, manspreadende Ms. Rafferty, der fortæller mere og mere grafisk-intime anekdoter om sit urinfokuserede møde med væsener fra det ydre rum.

Kate McKinnon kom til ’Saturday Night Live’ i 2012 fra ’The Big Gay Sketch Show’ og har siden stjålet billedet i stort set hver eneste sketch, hun har indtaget med sin uforlignelige mimik og diktion i den amerikanske komikerinstitution.

Hvem husker ikke hendes hysterisk morsomme take på Justin Bieber (»I’m a big boy now«) i dennes Calvin Klein-reklame? Hendes forrygende forvandling til den væsellignende tidligere rigsadvokat Jeff Sessions? Eller hendes uimodståelige kattedame Barbara DeDrew over for Kristen Wiig?

35-årige McKinnon er en utrolig imitator og en mester i dialekt og betoning, som hun kombinerer med et af de største kropskomiske talenter i ’SNL’s historie. Og mens hun har kæmpet lidt med at kickstarte filmkarrieren, er hun som født til live-sketchformatet, hvor hun skiftevis forsvinder ind i rollerne og har et karakteristisk drillende glimt i øjet, som inddragede hun publikum i sin hemmelighed: Vi ved godt alle sammen, at det bare er for sjov.

’SNL’ har produceret mange store komikere gennem tiden, fra Bill Murray til Will Ferrell, Tina Fey og Amy Poehler. Kate McKinnon har for længst skrevet sig ind i kongerækken som en af de skarpeste komikere i nyere tid.

 

Lise Ulrich: Leonardo DiCaprio i ’The Wolf of Wall Street’ (2013)

Verdens, ifølge mig, største nulevende skuespiller fik endelig, endelig sin Oscar i 2017 for Alejandro González Iñárritus brutale økothriller ’The Revenant’. Det var fortjent oven på isbadning og råt bisonkød til morgenmad, men i en 100 procent retfærdig Oscar-verden (ha!) havde Leonardo DiCaprio allerede fået en statuette fire år forinden for Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’, hvori skuespilleren leverer en af karrierens top tre bedste præstationer.

DiCaprio og Scorseses professionelle bromance har båret filmklassiske frugter igennem snart to årtier, men ’The Wolf of Wall Street’ er det mest farverige, løsslupne værk til dato, der giver ikonerne en sjælden lejlighed til at demonstrere deres fornemmelse for rendyrket absurdkomik. Og for pokker, hvor er Leo sjov som virkelighedens Wall Street-haj Jordan Belfort, der vælter sig i coke, kavalergange og knitrende dollar-sedler i 80’ernes New York. I ’The Revenant’ og ’What’s Eating Gilbert Grape’ viste skuespilleren, hvor stor en begavelse han er som fysisk performer, men scenen i ’The Wolf of Wall Street’, hvor han og Jonah Hill krabber rundt på gulvet i en paranoid quaalude-rus, giver selv bjørneangrebet baghjul.

Det er dog ikke rent gak og løjer, for Leos formidling af Belforts psykologiske udvikling fra ung idealist til korrupt glat ål, der mister grebet om moral og virkelighed, mens nettet strammes, og panikken tager hold, er mindst lige så hypnotisk fascinerende som slapstick-momenterne. All hail the king of the world!

 

Jacob Ludvigsen: Steven Yeun i ’Burning’ (2018)

Da jeg så de første fire-fem sæsoner af ’The Walking Dead’, gjorde Steve Yeun ærligt talt ikke det store indtryk. Han var fin som den kvikke Glen i flugten fra zombierne, men at den koreanskfødte amerikaner viste sig at være en sublim karakterskuespiller, kom som en komplet overraskelse.

I Lee Chang-dongs løse filmatisering af en lille Murakami-novelle spiller han den nyrige Ben, der pludselig dukker op som et lækkert, roligt og høfligt fremmedelement i hovedpersonen Jong-sus spirende romance med den æterisk smukke Hae-mi. Men bag Bens overflade af glat venlighed ulmer der en ildevarslende uro, som er svær at sætte ord på – ikke mindst for forfatterspiren Jong-su. Hvordan skal Bens afsløring en fordrukken nattetime af, at han brænder drivhuse ned, når han keder sig, forstås? Hvor er Hae-mi?

Jeg glemmer aldrig Steven Yeuns psykopatportræt. Det har manet sig fast i mit sind på en måde, som mere outrerede pendanter aldrig vil kunne. På et tidspunkt i filmen gaber Ben under en middag blandt venner i sin lækre modernistiske lejlighed, og aldrig har et øjebliks kedsomhed været så foruroligende.

At rollen i ’Burning’ ikke var en enlig svale, kan man forsikre sig om ved at opleve ham i en fornem birolle i ’Sorry to Bother You’, som gæstesketchkomiker i et afsnit af ’I Think We Should Leave with Tim Robinson’, som aktivist i ’Okja’ og som stemme i ’Tuca and Bertie’.

Jeg er efterhånden overbevist om, at Steven Yeun vil blive ved med at overraske.

 

Lise Ulrich: Lupita Nyong’o i ’Us’ (2019)

De bedste skuespilpræstationer er dem, hvor stjernen foran kameraet opsluges af en fremmed kraft for øjnene af os. Og sjældent i de seneste 10 år har jeg set en skuespiller gennemgå så radikal og skræmmende transformation som den, Oscar-vinder Lupita Nyong’o lægger for dagen i Jordan Peeles sortsatiriske racegyser ’Us’.

Nyong’o brillerer i en dobbeltrolle som henholdsvis moren Adelaide, der tager i sommerhus med sin mand og to børn, og hendes overmåde creepy dobbeltgænger Red, der pludselig dukker op i natten for at terrorisere familien.

Glem The Nun i ’The Conjuring’ og diverse klamme småpiger i gysergenrens lange skygger: Red er årtiets mest mindeværdige boogywoman, der med hæs stemmeføring, stirrende øjne og foruroligende ticks kravler ind under huden på både os og fornuftige Adelaide, der går fra rådyr i billygterne til kampklar morbjørn, når hun forsvarer sine børn – og endelig må se sin egen mystiske fortid og familietraumer i øjnene.

Man glemmer nærmest, at det er en og samme skuespiller på lærredet, og Nyong’o udviser stor psykologisk dybde i kombination med ægte actionheltinde-skills. Jeg skal være den første på barrikaderne, hvis Oscar-akademiet ignorerer hendes præstation ved næste års uddeling.

 

Jacob Ludvigsen: Anna Paquin i ’Margaret’ (2011)

Et godt stykke tid før ’Girls’ skildrede instruktøren Kenneth Lonergan ungt privilegeret newyorkerliv med en følelsesmæssig troværdighed, der giver selv Dunhams fortrinlige serie baghjul.

Anna Paquin spiller teenageren Lisa, som bor på Upper West Side med sin teaterskuespillermor, er dygtig i skolen og med største selvretfærdige naturlighed deltager i de voksnes samtaler om alt fra udenrigspolitik til kærlighed. Men en dag distraherer hun en busschauffør, så han kommer til at køre en dame ned. Damen dør – i Lisas hænder.

Paquin formidler Lisas myriade af efterfølgende, modstridende følelser med ufattelige facetter. Hun er i chok. Hun føler skyld. Og hun kanaliserer det ved at involvere sig i en retssag mod buschaufføren, hvor hun som en turist i andres sorg også føler en vis nydelse ved at kæmpe the good fight. Samtidig skal hun agere almindelig teenager, med alt hvad dertil hører af flirts, skole og irriterende forældre.

Anna Paquin blev en af historiens yngste Oscar-vindere, da hun som blot 11-årig vandt for bedste birolle i ’The Piano’. Efter hun havde optaget ’Margaret’, der først fik premiere efter mange års kamp i kulissen, fik hun en bærende rolle i ’True Blood’, hun har siden været X-Men-medlem, og snart kan hun ses i ’The Irishman’.

’Margaret’ er dog filmen, hvor hun slår en tyk streg under, at hun langt fra toppede som tween, godt hjulpet af mesterdramaturgen Lonergans udsøgte repliksnedkeri. Hun bliver selve sindbilledet på vestlig ungdomsprivilegieblindhed, samtidig med at vi forstår hende. Når hun endelig lader følelserne få frit løb under en operaopsætning, har man bare lyst til at holde om hende.

 

 

Lise Ulrich: Trine Dyrholm i ’Arvingerne’

For mig er der ingen vej uden om geniale Trine Dyrholm, der har mere karisma i sin lillefinger, end de fleste amerikanske mainstreamfilm mønstrer i et helt cast. Hendes præstation i May el-Thoukys mesterlige ’Dronningen’ (en af årtiets bedste danske film) var isnende god, men det er Gro Grønnegaard fra DR1’s dramaserie ’Arvingerne’, der står som skuespillerens fornemste arbejde i 10’erne – og man fornemmer da også mere end en smule Gro’ske træk i Anne i ’Dronningen’.

Stærke, egocentrerede, sjove og dominerende Gro er en tornado af personlighed og uapologetisk seksualitet, og hendes konfrontationer med Grønnegaard-brødrene Emil (Mikkel Boe Følsgaard) og Frederik (Carsten Bjørnlund) bringer både hendes blødeste og mest usympatiske sider frem. Ve den, der udfordrer Gro, og Dyrholms øjne lyner af raseri under de eskalerende konflikter med særligt Frederik, der i første sæson eksploderer i en scene af stærkt ubehagelig fysisk søskendevold.

Der er dog også stor ømhed i relationerne til Emil og senere babyhalvlillesøsteren, og Gro er et menneske i eksistentielt limbo, der udøver psykisk kontrol over for sine omgivelser ud af rastløshed og snigende selvlede. Og hendes vaklende moral gjorde hende paradoksalt til den mest helstøbte karakter i serieland under ’Arvingerne’s tre sæsoner. Dyrholm er ikke bare aldrig useværdig, hun er slet og ret den største danske skuespiller, vi har.

Lises honourable mentions:
Scarlett Johansson i ’Under the Skin’, Tilda Swinton i ’We Need to Talk About Kevin’, Yalitza Aparicio i ’Roma’, Tarjei Sandvik Moe i ’Skam’ sæson 3, Mads Mikkelsen i ’Jagten’, Daniel Day-Lewis i ’Phantom Thread’, Vicky Krieps i ’Phantom Thread’, Olivia Colman i ’The Favourite’, Eva Green i ’Penny Dreadful’, Phillip Seymour Hoffman i ’The Master’, Bokeem Woodbine i ’Fargo’ sæson 2, Andrea Berntzen i ’Utøya 22. juli’, Mahershala Ali i ’Moonlight’, Natalie Portman i ’Black Swan’, Cate Blanchett i ’Carol’, Nicole Kidman i ’Big Little Lies’, Meryl Streep i ’Big Little Lies’, Tom Hanks i ’Bridge of Spies’, David Thewlis i ’Fargo’ sæson 3, Kirsten Dunst i ’Melancholia’/’Fargo’ sæson 2, Jesse Plemmons i ’Fargo’ sæson 2, Casey Affleck i ’Manchester by the Sea’, Michelle Williams i ’Manchester by the Sea’, Benedict Cumberbatch i ’Patrick Melrose’, Mikkel Boe Følsgaard i ’En kongelig affære’, Jodie Comer i ’Killing Eve’, Jared Harris i ’The Crown’, Sam Rockwell i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, Tilda Swinton i ’Only Lovers Left Alive’, Leonardo DiCaprio i ’Once Upon a Time in Hollywood’/’The Revenant’, Toby Kebbell i ’Black Mirror’ sæson 1: ’The Entire History of You’, Charlize Theron i ’Tully’, Margot Robbie i ’I, Tonya’, Elisabeth Moss i ’Top of the Lake’, Trine Dyrholm i ’Dronningen’, Paprika Steen i ’Den tid på året’, Adam Driver i ’Girls’, Phoebe Waller-Bridge i ’Fleabag’, Matthew McConaughey i ’True Detective’, Amy Adams i ’Arrival’, Colin Farrell i ’The Lobster’, Scoot McNairy i ‘Halt and Catch Fire’.

Jacobs honourable mentions:
Anders Danielsen Lie i ’Olso 31. august’, Cate Blanchett i ’Carol’, Philip Seymour Hoffman i ’The Master’, Nicole Kidman i ’Big Little Lies’, Oscar Isaac i ’Inside Llewyn Davis’, Jennifer Lawrence i ’Winter’s Bone’, Robert Pattinson i ’The Lighthouse’, Carrie Coon i ’The Leftovers’, Casey Affleck i ’Manchester by the Sea’, Regina Hall i ’Support the Girls’, Allison Tolman i ’Fargo’, Joaquin Phoenix i ’The Master’, Julia Louis-Dreyfus i ’Veep’, Daniel Day-Lewis i ’Phantom Thread’, Keri Russell i ’The Americans’, Michael Shannon i ’Take Shelter’, Isabelle Huppert i ’Elle’, Timothée Chalamet i ’Call Me By Your Name’, Scarlett Johansson i ’Under the Skin’, Jake Gyllenhaal i ’Nightcrawler’, Leila Hatami i ’En separation’, Tom Hardy i ’Warrior’, Hunter Schafer i ’Euphoria’, J.K. Simmons i ’Whiplash’, Charlize Theron i ’Mad Max: Fury Road’, Ryan Gosling i ’Blue Valentine’, Trine Dyrholm i ’Dronningen’, Ethan Hawke i ’First Reformed’, Elisabeth Moss i ’Top of the Lake’, Brady Jandreau i ’The Rider’, Daniel Kaluuya i ’Get Out’, Eva Melander i ’Grænse’, Jonathan Banks i ’Better Call Saul’, Natalie Portman i ’Jackie’, Matthew McConaughey i ’Killer Joe’, Tilda Swinton i ’We Need to Talk About Kevin’, Lakeith Stanfield i ’Sorry to Bother You’, Pamela Adlon i ’Better Things’.

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Læs også: Farvel til et årti, der ændrede filmverden for bestandig

Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne’

Læs også: De 25 vigtigste internationale film i 2010’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold