’Ayka’: Månedens film i Cinemateket er usentimental og vellykket socialrealisme

’Ayka’: Månedens film i Cinemateket er usentimental og vellykket socialrealisme
Samal Yeslyamova i 'Ayka'.
5 6
Spillefilm
Instruktion

Sergey Dvortsevoy

Medvirkende

Samal Yeslyamova, Zhipargul Abdilaeva, David Alaverdyan, Sergey Mazur

Spilletid

109 min.

Premiere

Kan ses i Cinemateket i København fra 7. – 17. november

En kirgisisk kvinde flygter fra hospitalet i Rusland og efterlader det spædbarn, hun just har sat i verden. Det er ikke spor sentimentalt – Ayka, som hun hedder, tager sin jakke og springer ud ad vinduet til Moskvas sneklædte gader. Det vrælende, kliniske lydtæppe fortoner sig, og øjeblikke efter er hun tilbage i arbejdet med at plukke høns.

Men før nogen ved af det, er arbejdsgiveren stukket af uden at aflønne de sagesløse migrantarbejder, og Ayka er i smerter – slet og ret fucked. Ikke mindst fordi hendes arbejdstilladelse er udløbet, og hun i praksis står til hjemsendelse, skulle myndighederne finde hende. Hun vader omkring i den sorgløse vinterstad, forarmet og gældsat til lokale gangstere, uden skyggen af redeligt lønarbejde.

Den russiskfødte instruktør Sergey Dvortsevoy skildrer – jeg havde nær sagt dokumenterer – det hundeliv, der leder et menneske til at forlade sin nyfødte. Tilskyndet af den socialrealistiske tradition, som til alle tider har vægtet filmkunstens intime forhold til virkeligheden, er kameraet som klistret til den udsultede kvinde. Som tilskuere af dette stykke ’fiktive virkelighed’, skal vi ikke blot erfare, men se og mærke Aykas umenneskelige lidelser, når hun ånder og sveder; når hun smerter og bløder (ekstremt og post partum).

Men spørgsmålet er, i hvilket omfang filmen rummer ‘andet’: ’Ayka’ er, for mig at se, som blottet for metaforik og ekspressive motiver, og jeg leder febrilsk efter tilløb til fortolkning. Der går altså aldrig poverty porn i Dvortsevoys arbejde, og det eneste, der løbende minder om barnet, er Aykas tillukkede mælkegange, der smerter i brystet. Ikke på noget tidspunkt anes fortrydelse over babysvigtet i hendes øjne.

Kameraet er rigtig nok som en u-forsødet observatør, men alt synes ligesom at være motiveret entydigt af denne fortløbende konstatering af samfundets elendighed. Den naturalistiske æstetik skal velsagtens nedtone de fortolkningsveje, jeg vanligvis forestiller mig, men jeg er i tvivl om værkets efterliv. Dette ’afmægtighedens loop’ er det vanskeligt at tale og reflektere videre over som andet end det politiske opråb, der synes at ligge instruktøren på hjerte. Dvortsevoy tager da også afsæt i en faktisk tendens i Rusland.

Filmen efterlever imidlertid denne vision til fulde, og det er især lydbilledets sindssyge iscenesættelse af det fortalte, som løfter filmen til det fremragende. Frem for at sentimentalisere det moralske dilemma, filmen nøgternt konstaterer, med tankeløse musikstykker og provokerende grådlabilitet, inviterer filmen sin tilskuer til selv at gøre sig nogle tanker om samfundet og den moderlige kærlighed.

Den blodigt sårede gravhund, Ayka ser give mælk til sine hvalpe, har måske ikke efterladt sit yngel, men den har formodentlig levet et bedre liv end hende. Hendes medlidenhed er subtil og fri for overspil; Hun vasker gulvet og gør det arbejde hun har fået for en stund. Det er i slige stunder, filmen trods alt åbner for små fortolkninger i al elendigheden.

Det er fristende at fortolke Aykas indestængte modermælk som den kærlighed og omsorg, der ikke kan eller vil komme ud under de bestående forudsætninger. Enten dét eller samfundets absces, den smertende betændelse vi giver videre til kommende generationer.

Verden er jo et rædselsfuldt sted.


Kort sagt:
Ayka er en moralsk men usentimental skildring af det hundeliv, der får en ung kvinde til at forlade sin nyfødte. Som et stykke socialrealisme er den uhyre vellykket, også selvom der ikke efterlades meget til fortolkning.

Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold