The Pains of Being Pure at Heart – god lyd på teenageværelset
Søndag aften har for mangt et trængt teenagehjerte gennem årene været helliget alternative toner og lytterbrevkasse i radioprogrammet Det Elektriske Barometer. Men nu hvor programmet holder sommerferie, kunne de trængende passende troppe op i Lille Vega søndag aften, hvor newyorker-bandet The Pains of Being Pure at Heart havde inviteret til pudekamp på teenageværelset med bundcharmerende støjpopsange strømmende ud af højtalerne.
For dem, der fangede bandet på årets Roskilde Festival, var der denne aften dømt revanche. Roskilde-koncerten var plaget af elendig lyd og var derfor en frustrerende og uforløsende oplevelse. Lille Vega viste sig heldigvis at være noget nær de optimale lydmæssige rammer for bandet: Med masser af veldefineret fuzz, jangle og hylende feedback på guitarerne og de underspillede dreng/pige-vokaler fra frontmand og -kvinde Kip Berman og Peggy Wang perfekt placeret i mixet, var bandet denne gang en fryd at lægge ører til.
Der var hverken nogle åbenlyse højdepunkter eller bundskrabere. The Pains of Being Pure at Heart kan én formel, som de til gengæld fik vist, at de virkelig mestrer. Det var stramt og effektivt som bare fanden, og de ultrakorte overgange mellem de fleste af numrene fungerede rigtig godt. Heldigvis charmerede bandet også publikum med lidt improviseret smalltalk om blandt andet de danske 80’er-ikoner Gangway, som de selverklærede musiknørder tilsyneladende er store fans af.
Da man efter en lille time gik gennemsvedig fra Vega, var det med en herlig susen for ørerne og et stort smil på læberne: Taknemmelig over for en stund at have været inviteret indenfor på en flok nogle-og-tyve-årige amerikaneres imaginære teenageværelse. Sommetider er alt, hvad man har brug for ,altså bare et dusin gode popsange og en lille smule støj.
