Dolce & Gabbana i mere modvind: Raury lavede protest på catwalken

Måske er det alt sammen en del af en plan skabt ud fra devisen: Al omtale er god omtale. I hvert fald er Dolce & Gabbana viklet ind i deres anden kontrovers siden weekendens SS18-show i Milano.

Først var Miley Cyrus ikke enige i brandets beslutning om at iklæde Melania Trump deres design, hvilket Stefano Gabbana gjorde en stor dyd ud af at være ligeglad med. »Vi har ikke brug for dine kommentarer«, responderede han blandt andet.

Nu viser det sig så, at Miley ikke var den eneste musiker, der protesterede imod Dolce & Gabbana. Faktisk gjorde Raury det allerede under showet – på catwalken. Atlanta-musikeren var nemlig inviteret med af brandet og skulle være en af mange influencers, som skulle gå med under showets finale.

Egentlig var han beæret over invitationen og spændt på sin catwalkdebut, men inden showet besluttede han sig for lige at tjekke Dolce & Gabbana ud – også for at kunne kende forskel på Stefano og Domenico Dolce. De første artikler, han fandt, handlede dog om brandets #boycottdolceandgabbana-kampagne, der netop var en kommentar til folks utilfredshed med deres Trump-engagement. Raury læste dog kampagnen, som om D&G lavede grin med det at protestere.

»Som en ung mand fra Stone Mountain, Georgia, Ku Klux Klans fødested, så følte jeg virkelig deres hån af boycotting. Hvem ved, hvis boycots ikke skete, hvis Rosa Parks og M.L.K. ikke trådte frem… hvem ved, om jeg overhovedet ville eksistere? Boycotting betyder noget. Boycotting er ægte«, siger Raury til GQ.

»Hele Dolces kampagne siger, at det ikke er ægte. Jeg ved, at hvis jeg gik ud og støttede eller bakkede op om noget, der står ved siden af Trump – eller nogen der laver en middag for Trump – så ville det betyde, at jeg også støtter Trump. Jeg støtter ikke Trump. Så jeg var fanget og var nødt til at lade folk vide, at jeg ikke støtter Trump, og at jeg ikke støtter folk, der prøver at underminere folkets røst«.

Derfor valgte han at lave sit catwalkøjeblik om til en protest. Han skrev »Protest D&G«, »Give me freedom« og »I’m not your scapegoat« på sit bryst og mave og smed trøjen og hævede en knyttet næve.

Dolce & Gabbana var selvfølgelig ikke vilde med Raury stunt og har klippet det ud af deres catwalkvideo. Samtidig prøvede Raury at forlade stedet med det samme efter showet, men fortæller til GQ, at vagter prøvede at holde ham tilbage. Han fik også optaget ovenstående video og fortæller, at han løb 100 meter op ad gaden for at komme væk.

Utroligt nok lader det ikke til, at Stefano Gabbana har kommenteret sagen endnu, men du kan læse hele Raurys interview med GQ HER.

Læs også: Dolce & Gabbana i beef med Miley Cyrus: »Vi har ikke brug for dine kommentarer«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold