Gucci reagerer på kopianklager – laver samarbejde med bootlegger Dapper Dan

Gucci reagerer på kopianklager – laver samarbejde med bootlegger Dapper Dan
Dapper Dan på gaden i Harlem (Foto: Glen Luchford/Gucci)

Folk var hurtige til at råbe kulturel appropriation og slynge kopianklager mod Alessandro Michele, efter at designeren viste Guccis cruise-kollektion i maj. Den indeholdt nemlig en jakke, som var tydeligt inspireret af (eller stjålet fra) bootleg-designeren Dapper Dan, der i 80’erne og 90’erne lavede sine egne kreationer af metervarer fra Gucci, Fendi og Louis Vuitton.

Nu siger Michele dog til New York Times, at det var bevidst, at han ikke fortalte folk om inspirationen bag jakken.

»Det var så åbenlyst. Jeg ville have, at folk skulle genkende Dapper på catwalken. Det var ikke appropriation, for mig var det en homage«, siger designeren.

Og det kan man jo så slås om til evig tid. Men nu lader der heldigvis til at komme noget godt ud af hele miseren. Dapper Dan er nemlig kampagnemodel for Guccis nye tailoring-reklame, hvor den Harlem-baserede bootleg-designer optræder i sit nabolag, blandt andet ved Apollo Theater.

Og kampagnen er kun startskuddet på et større parløb mellem Michele og Dan. Senere på året hjælper Gucci nemlig Dapper Dan med at genåbne sin systue i Harlem, så kunder igen kan få speciale syede outfits. Gucci leverer materialerne, skriver New York Times. Samtidig annoncerer Gucci, at vi kan se frem til en capsule-kollektion lavet af Michele og Dan, som skulle ramme Guccis egne butikker i foråret.

Man kan kalde det klogt marketing-spin, men Dapper Dan virker i hvert fald tilfreds med udviklingen og ser Micheles kopi af hans jakke som en velsignelse.

»Jeg var bare meget glad for at være der (kopieret på Gucci-catwalken, red.). Hvad angår appropriation, så er Alessandro og jeg en del af to paralleller universer. Den magi, der er sket på baggrund af, hvad han gjorde, har bragt de to paralleller universer sammen. Det åbnede en dialog mellem os, da vi endelig fik fat i hinanden. Jeg fandt ud af, hvor ens vores oplevelser var – den måde han voksede op på, og jeg voksede op på, og hvordan han er inspireret af mig. Jeg var aldrig bange for, hvad der foregik. Folk var mere forargede end mig«, siger Dapper Dan til New York Times.

Læs også: DJ Khaleds søn er Guccis seneste fanebærer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af