Showanmeldelse: Heliot Emil slog fast, hvorfor de er tidens mest interessante, danske brand – og udvidede deres stramme univers til Copenhagen Fashion Week

Showanmeldelse: Heliot Emil slog fast, hvorfor de er tidens mest interessante, danske brand – og udvidede deres stramme univers til Copenhagen Fashion Week

Det virker næsten overdrevet, at et forholdsvist ungt brand, der kun viste sin tredje fulde showkollektion under den igangværende modeuge, mere skulle cementere sin position som ledestjerne i dansk mode end at forsøge at overbevise og hive nye tricks op af posen. Heliot Emil gjorde dog både og med sit AW19-show i et fotostudie på The Lab i eftermiddags.

Vi fik både nye bud på, hvordan brandets farvestramme utility-looks kan se ud på både herre- og damesiden, men der blev også åbnet op, når blazer-elementer og kjoler, som næsten var en cocktail-party værdig, med tilhørende stilletter blev sendt ned ad catwalken og blødte de industrielle elementer op.

Vi har om nogen været med til at kalde brødrene Juuls univers for dystopisk, men ovennævnte elementer blandet med strik rokkede i hvert fald ved den opfattelse. Godt nok var soundtracket til showet stadig buldrende techno, som modellerne gik stift i takt til, men taget ud af den kontekst er Heliot Emils design utroligt wearable trods sin kompromisløshed.

Mens en stor del af de brands, der er en del af showkalenderen i København i denne sæson, kæmper om at være det næste feminine Instagram-hit eller forsøger at ramme herrernes streetwear-trang, så har Heliot Emil blikket stramt rettet mod det – især internationale – segment, som elsker det semimilitaristiske og sci-fi-flirtende univers, hvor stropper, karabinhager, chestrigs og trail-sneakers er en fast del af looket.

På den internationale modescene er det brands som A-Cold-Wall og 1017 Alyx 9SM, der dyrker æstetikken, og dem kan Heliot Emil på alle måder måle sig med. Men det er måske tid til at rokke ved det hvide, sorte og grå farveregime, som de danske brødre leve efter. En enkelt signalfarve eller et print på en style eller to ville i hvert fald have klædt showet og forhindre den mæthedsfornemmelse, man endte med at føle mod slutningen, når endnu et look ramte catwalken.

Ikke at der manglede detaljer at holde øje med. Ud over de allerede nævnte faldt øjnene over flere sneakers, ovenikøbet med Heliot Emil-branding (måske brandets første eller et kommende collab), Salomon-rygsække og -tasker, hvad der mindede om brandets bud på en skudsikker vest, en taske a la Diors ikoniske saddlebag, men uden strop, og så videre.

Heliot Emil har ideer nok, og AW19-showet viste, at de sagtens kan løsne det industrielle jerngreb uden at miste deres dna og grundæstetik. Det var stærkt at se og viser, at der er meget at bygge videre på fremover – og ja, cementerede deres position som dansk modes ledestjerne.

Læs også: De bedste looks fra Copenhagen Fashion Weeks første dag

Læs også: Heliot Emil vil ikke være et kendismærke: »Det skal ikke være ASAP Rocky, der fortæller folk, at det er fedt«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold