The Sandmen

Historien om The Sandmen tog en overraskende drejning, da den danske rockgruppe efter 12 års albumpause i 2006 gjorde comeback med ‘White Trash Red Front’. Hvor de fleste nok havde arkiveret gruppen i ’90’er-rock’-sagsmappen, så ville firkløveret det anderledes, og albummet blev generelt godt modtaget.

Men hvad gør man så, når den første euforiske gensynsglæde har lagt sig, og genkomstens behørige fejringer er ebbet ud? Kalder man det (igen) en dag, eller forsøger man at holde den kunstneriske skrue i vandet? I tilfældet The Sandmen fornægter gruppens arbejderklasse-agtige insisteren sig ikke, hvilket nu to år senere har resulteret i efterfølgeren ‘Shine’.

Er man på udkig efter gedigen guitarrock uden opstyltede manerer, så leverer The Sandmen på tredje årti varen. Og glem alt om modevindens skiftende luner: Hos de rutinerede danskere hersker de klassiske rockdyder enerådigt. Heldigvis er der dog også plads til pauser fra 4/4-rytmerne og de velkendte akkordrundgange. Eksempelvis indledes albummet af den morgenmilde ‘Brand New Morning’, der emmer af tilbagelænet, harmonisk overskud.

Herefter slippes dæmonerne for alvor fri, når forsanger Allan Vegenfeldt med tilbageholdt desperation krydser klinger med sin egen frygt på det dynamiske rockdrøn ‘Discordia’. Eller på den illusionsløse ‘Drop Dead’, hvor Vegenfeldt ubesværet understreger, at han fortsat har vokal-karisma som få herhjemme, mens Stefan Moulvads guitar puster ulmende gløder ind i den forblæste komposition.

Derudover er niveauet dog lidt svingende, og for mange steder stiller The Sandmen sig tilfredse med gennemsnitligt sangsnedkeri og midaldrende sofa-følsomhed. Ærgerligt, for dermed fjerner gruppen sig også fra det, der fortsat er dens force: De ærlige, rent rykkende, dikkedar-afvisende rockschlagere.