KOMMENTAR. I år var der for første gang en dansk rapper, der døde af opioider.
Andreas Bom udgav musik som Lil Mazda, og han var en central del af kollektivet 25/8, der i slutningen af 2010’erne fik en del opmærksomhed takket være et musikalsk univers, hvor stoffer spillede en central rolle.
Men stofferne fyldte ikke kun – det står nu klart – meget i musikken, men også i virkeligheden.
I 2010’erne var stemningen euforisk, og stofferne blev hyldet. Men på en senere sang som ‘Adios’ fra 2023 rappede Lil Mazda: »Jeg er på de piller, mon jeg er død snart / Jeg er afhængig, det kan jeg ikke løbe fra«.
Året efter udgivelsen af ‘Adios’, i juni måned 2024, døde Lil Mazda som 21-årig. Hans historie bliver lige nu fortalt flere steder, fordi hans mor, Nana Wad, har givet interviews i blandt andet TV 2-dokumentaren ’Kernen – Min søn døde på piller’ og Politiken, hvor hun fortæller om tabet af sin søn.
Det er en vigtig historie, fordi den viser, hvor udbredte og destruktive opioider er. Men Lil Mazdas dødsfald er også et uhyggeligt og sørgeligt nybrud i dansk hiphop.
Dødsfaldet slår nemlig én gang for alle fast, at dyrkelsen af receptpligtig medicin som opioider i dansk hiphop ikke kun er en efterligning af amerikanske idoler, men en spejling af et skræmmende virkeligt samfundsproblem.
Lil Mazdas død kaster et nyt, tragisk lys på musikken. Men samtidig er det måske især nu vigtigt at dykke ned i den.
For den musik, Lil Mazda og hans ligesindede har lavet de sidste 5-10 år, er en unik skildring af, hvordan stoffer som benzodiazepiner og opioider er skyllet ind over en ung dansk generation.
Receptpligtig medicin på rapscenen
Mens opioider for mange nok står som et relativt nyt fænomen, går dansk hiphops fascination af receptpligtig medicin næsten 10 år tilbage.
I 2014 slog Pizzagang igennem med ’En plus en’ og blev et kultfænomen på den danske musikscene. Gruppen havde en unik lyd, der trak på amerikansk trap, og som dyrkede de samme stoffer som forbillederne fra USA. ’Ta med mig’, en af kollektivets største sange, handler om at tage stoffer som MDMA og Xanax.
»Jeg har et nummer til det ene og det andet / Jeg ved, du er ligesom mig, og elsker at få tingene blandet«, rapper stjernen Baby Bino i sit vers. I musikvideoen viser han en pakke Xanax frem.
Pizzagang gik i opløsning i 2017, men artisterne derfra – som Baby Bino og Lil Hawaii – var fortsat aktive, og i 2018 opstod kollektivet 25/8 ud af Pizzagang-asken. Her begyndte stofferne om muligt at fylde endnu mere.
Dengang, i anden halvdel af 2010’erne, var angstmedicin og opioider stadig ukendte, nærmest eksotiske størrelser for de fleste danskere. For hiphopfans var det noget, man primært kendte fra amerikansk musik. Især rapperen Future har skabt en hel mytologi omkring opioider som Percocet og angstmedicinen Xanax.
Det var fristende at se Pizzagang og 25/8 som rappere, der bare reproducerede den forherligelse. Men når man talte med artisterne selv, blev det allerede dengang tydeligt, at deres oplevelser med stofferne var reelle.
Jeg interviewede Baby Bino i 2018, og her sagde han, at sangene grundlæggende afspejlede virkeligheden.
»Baby Bino er ikke en karakter. Kan du nævne et sted, hvor jeg overdriver?« lød det.
Nærmest alle sangene på 25/8-udgivelsen ’25/8 Mixtape’ fra 2018 nævner stoffer – fra fantaer med MDMA på ’Kom ind’ til Xanax, der skal skylles ned med hostesaft med opioider på ’Med vilje’.
Jeg kaldte det dengang for »det mest druggy danske hiphopalbum, jeg nogensinde har hørt«. Allerede da var det tydeligt, at der var sket et skift i rappernes relation til rusmidler: »I dansk kontekst er det her måske et tegn på en kulturmæssig forandring i hiphopkulturen fra alkohol til stoffer«, skrev jeg dengang om denne nye stofkultur.
Det var midt i den kulturforandring, at Lil Mazda kom ind i billedet. Han både rapper på og producerer mange af sangene fra ’25/8 Mixtape’.
Fra forherligelse til forfærdelse
Hos TV 2 og Politiken har Lil Mazdas mor Nana Wad fortalt, at han tog benzodiazepiner som 14-årig og opioider året efter. Det var også som teenager, at han startede sin musikkarriere og blev en del af 25/8. Andreas Bom var 16 år, da han var med til at udgive ’25/8 Mixtape’.
Hos Politiken beskriver Nana Wad musikfællesskabet som noget positivt. Men hiphopmiljøet virker samtidig som et farligt sted at bevæge sig ind i som teenager.
Jeg inteviewede scenestjernen Lillebittebock, der ikke var en del af 25/8, men samarbejdede meget med artister derfra som Baby Bino og netop Lil Mazda, flere gange i 2019 og 2020. Dengang gjorde han op med hele den stofkultur, der var opstået.
»Det er ikke sejt at rappe om at tage stoffer, for det ødelægger så mange menneskers liv«, sagde han blandt andet til en livepodcast til arrangementet Soundvenue INPUT i 2019.
I 2020 beskrev han hiphopmiljøet, han havde været en del af, sådan her: »Vi var en masse mennesker, der ikke havde det så godt, og så tog vi en masse stoffer sammen. Jeg tror bare, vi trak hinanden ned i et hul«.
Lillebittebock har siden selv talt åbent om sin kamp med at komme væk fra stofferne, og at han har haft svære udfordringer med sit mentale helbred.
En anden rapper fra 25/8, Olivver, har i et interview her hos Soundvenue fortalt, at han ramte bunden: »Uden at overdrive føltes det som om, at jeg måtte stoppe eller dø«.
Lil Mazda slap som bekendt ikke væk fra stofferne. Ser man på hiphopmiljøet, der startede i 2010’erne, er der nogle, der er sluppet væk fra dem, nogle, der stadig kæmper med dem – og én, der er død af dem.
Et vindue ind i tiden
Der er nu stemmer, der mener, man bør tage afstand fra musik, der hylder opioider. Senest har socialdemokratiets misbrugsordfører, Maria Duurhus, opfordret pladeselskaber til at censurere tekster af rappere, der sætter stoffer i et positivt lys.
Det sker, efter at opioider på mange måder er blevet mainstream. Det er nu ikke længere kun en kultgruppe fra undergrunden, der rapper om dem, men store stjerner som Gilli, der nævner opioiderne Tramadol på storhittet ‘Kender ik’ i morgen’.
Men hvis man bortcensurerer stofferne, lukker man også munden på dem, der fortæller om dem. Man fjerner vidnesbyrd om oplevelser med stoffer.
Nana Wad, Lil Mazdas mor, har forklaret sin søns død sådan her hos Politiken: »Han blev del af en tid«.
Måske kan man sige, at Lil Mazda og hans ligesindedes musik fungerer som et blik ind i den tid. Et blink ind i hele den her bølge af receptpligtig medicin, der har ramt en ung generation.
Så måske er der en værdi i at lytte til musikken i stedet for at censurere eller forbyde den. Måske kan det hjælpe os med at forstå den tid, mennesker som Andreas Bom blev en del af.
I musikken kan man nemlig fornemme, hvor fristelsen kom fra. Hvordan begejstringen lyder. Og hvordan mørket begyndte at snige sig ind.