Natalie Prass

Natalie Prass har hidtil ernæret sig som blandt andet backing-sangerinde for Jenny Lewis, men hun foretager et gevaldigt spring væk fra relativ anonymitet med sit debutalbum, der under Spacebomb-kollektivets kyndige ledsagelse (herunder mentoren Matthew E. Whites blæserarrangementer) folder sig ud med en naturlighed og et overskud, der er respektindgydende.

Prass bevæger sig i samme vintage-rille som White, men hvor han er mere optaget af en euforisk og spirituelt vakt sammensmeltning af country, soul, gospel og funk (der blandt andet trækker på Curtis Mayfields symfoniske soul og Al Greens samarbejde med The Memphis Horns i 70’erne), bevæger Prass sig inden for en mere kontrolleret og klassisk popsangskrivningstradition.

Hendes sange trækker tråde helt tilbage til Tin Pan Alley-sangskriverne fra begyndelsen af det 20. århundrede og 50’ernes og 60’ernes beslægtede Brill Building-skabeloner. Dionne Warwicks samarbejde med Burt Bacharach/Hal David er en tydelig inspirationskilde, mens feterede sangerinder som Diana Ross og Dusty Springfield er på spil i Prass’ grundfæstede, dybe register, som hun kontrollerer med en bemærkelsesværdig, yndefuld autoritet. Hun er ikke en teknisk lige så virtuos sanger som forbillederne (især ikke i et højere register), men hun kommunikerer enormt stærkt i kraft af sine varierede fraseringer.

Mere r’n’b-inspirerede øjeblikke med funky undertoner finder vi også, såsom ’Why Don’t You Believe in Me’, der har en listende rytmesektion, som bevæger sig glidende, søvngængersikkert som et stolt rovdyr, der ikke behøver at pisse territoriet af – endsige bide fra sig. Det ved, hvad det er værd.

Prass’ melodier er diskret udfoldede. De skriger ikke på opmærksomhed, men har hver som én tilpas mange detaljer til, at man hele tiden tørster efter mere: ’My Baby Don’t Understand Me’ er et studie i længsel (»where do you go / when the only home that you know is with a stranger«, sukker hun), mens ’Bird of Prey’, ’Your Fool’ og ’Never For You’ (med albummets måske mest poppede omkvæd) er mere selvtillidsfulde, svajende statements of intent. ’Christy’ kunne have været en Walker Brothers-anglificering af en Jaques Brel-chanson. Og sådan kunne man blive ved.

Arrangementerne består ikke kun i lækre udbasuneringer, der oser af musikalitet. Hver ting til sin tid: White og Prass finder en delikat balance mellem musikkens ekstroverte og introspektive potentialer. Måden hvorpå strygerne taler sammen med blæserne på for eksempel ’Your Fool’ er at sammenligne med prædikantens tungetale: En total sammensmeltning af ånd og krop.

Natalie Prass’ debutalbum er et righoldigt bekendtskab, der blidt og hviskende insisterer på ens opmærksomhed, snarere end det tigger og trygler efter den.

Læs også: Breakin’ Sound 2015: Natalie Prass på vores liste over årets mest lovende navne