Say Lou Lou ‘Lucid Dreaming’

Tvillingesøstrene går på rov i 90'er-poppen med blandede resultater som følge.

Engang var 1980’erne det udskældte årti, men i takt med at nutiden har bevæget sig ind i 2010’erne, synes 1990’erne at være blevet den nye hadedekade. Med hadet følger dog også en fascination, og den del er de svensk/australske tvillingesøstre, der udgør Say Lou Lou, hoppet med på. Deres debutalbum er en vandring gennem 90’ernes drømmende synthpop.

Også årtiets sans for humørsvingende numre har de 23-årige søstre adopteret. ‘Everything We Touch’ serverer hele synthpopmaskinen med svensk islæt, ‘Julian’ er en mørk, temposkiftende ballade, og ‘Games for Girls’, der har nordmanden Lindstrøm bag computertasterne, er hårdtslående (og lidt malplaceret) disco.

Say Lou Lou er bedst, når klicheerne flyder frit. Når marchtrommer, cheesy elguitar og storslåede omkvæd trækker tråde til årtiets lyserøde øjenskygge og buffalosko. Eller når strygersværmene på ‘Peppermint’ skaber en eftertænksom Lana Del Rey-skæring med teksten »those were our last nights and we knew / smoked another Camel Blue«. For her viser de to søstre det pophåndværk, de helt tydeligt besidder.

Det samlede indtryk bliver dog for glat. ‘Angels (Above Me)’ skaber en alt for blød dyne af behagelig vokal og kedelig synthesizer, og på ‘Hard for a Man’ mangler melodien, hvilket totalt afmonterer de storladne omkvæd. Miranda og Elektra Kilbeys vokaler er ikke stærke nok til blot at smyge sig op ad sirupdryppende synthtoner, og derfor bliver ‘Lucid Dreaming’ en lidt for sukkersød affære.

Say Lou Lou ‘Lucid Dreaming’. 'Lucid Dreaming'. Album. à Deux/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af