Kendrick Lamar

Kendrick Lamar
‘To Pimp a Butterfly’ er frenetisk flagrende som en sommerfugl: En kaotisk, eksistentiel søgen efter mening og identitet.
Kendrick Lamar - To Pimp a Butterfly
6 6
Kendrick Lamar
'To Pimp a Butterfly'

Album, Universal

Det er svært at finde hoved og hale i Kendrick Lamars nye album. Måske fordi der hverken er hoved eller hale? Hvor Compton-rapperens allerede kanoniserede ’good kid, m.A.A.d city’ var et klart konceptuelt og stilmæssigt stringent album, er ’To Pimp a Butterfly’ frenetisk flagrende som en sommerfugl. Kendrick kaldte ’good kid, m.A.A.d city’ for en kortfilm, men her er filmen knækket. Hvad er der sket?

Helt grundlæggende var gennembrudsalbummet tilbageskuende: Kendrick så tilbage på sin opvækst og sit nærmiljø fra afstand og skabte en sammenhængende, meningsfuld fortælling om sit liv. Nu er han ankommet i nutiden, med alt hvad det indebærer af usikkerhed og kaos. Før havde den gode dreng fra ghettoen den alvidende fortællers overblik – nu er han orienteringsløs og fanget i forhold, han knapt selv forstår. Det er der kommet et af de mest overvældende intense og frygtløst eksperimenterende hiphopalbum nogensinde ud af.

Det starter allerede på åbneren ’Wesley’s Theory’. Funkikonet George Clinton brummer et par linjer, produceren og bassisten Thundercat synger en smule, og Kendricks mentor, Dr. Dre, giver løftede pegefingre i sætningsform. Midt i alle de forskellige stemmer står Kendrick, der bruger Flying Lotus’ boblende og hektiske beat til et par ekstremt kompakte vers om, hvordan man som rig afroamerikaner marginaliseres. Det er rapperens afvisning af det liv, han har opnået, og herfra er ’To Pimp a Butterfly’ intet mindre end en eksistentiel søgen efter mening og identitet. Albummet er en proces, der aldrig når frem til et endeligt svar, og derfor aldrig går på kompromis med sin egen kompleksitet.

Her er ekstremt mørke øjeblikke af selvhad, som på ’u’, hvor Kendrick grædende anklager sig selv for ikke at være noget værd – blandt andet fordi han ikke orkede at besøge en døende ven på hospitalet.

Modpolen hertil er ’i’, der som single virkede som en tam, ’Happy’-agtig konstruktion, men i albumkontekst forekommer som et selvbekræftende udbrud af en mørk tankerække: Kongelig frem for corny.

Vi møder både djævelen, i form af den fristende Lucy, og Gud selv som hjemløs mand på ’How Much a Dollar Cost’, mens det andre steder især er den afroamerikanske tilværelse i USA, der tematiseres – fra sortes indbyrdes diskrimination på ’Complexion (A Zulu Love)’ til ghettoens selvforstærkende mekanismer på ’Institutionalized’.

Det er både religiøst, politisk og frem for alt personligt: Man får indtrykket af at være vidne til et virkelig frygtløst forsøg på at afdække egen tilværelse og eksistens.

Intet er entydigt: To af albummets bedste tracks – ’King Kunta’ og ’These Walls’ – lyder ved første lyt som henholdsvis en selvhævdende ’A Milli’-banger og klassisk smooth sexrap, men synker man dybere er ’King Kunta’ pludseligt et sort kampråb (sangen er opkaldt efter slaveoprøreren Kunta Kinte), mens sidste vers i ’These Walls’ handler om fængslets og sindets vægge.

Annonce

Mening og handling er sløret til, sammenhængen er gået tabt – hvilket understreges af det flertal af stemmeudtryk, som Kendrick gør brug af. Han rapper med manisk James Brown-stemme (slutningen af ’Momma’), gennem tårer (’u’) og har desuden hele vers, der rappes ud fra en række forskellige karakterers perspektiv – som andet vers på ’Institutionalized’, hvor han rapper som sin egen ven, der forklarer, hvorfor han røver folk.

Det gør Kendrick til den første virkeligt polyfone rapper – for det her er ikke komisk stemmeteater som hos Nicki Minaj eller Eminem. Det er et virkeligt forsøg på at lave et flerstemmigt værk.

Musikken accentuerer stemmemangfoldigheden. Der er funk a la Parliament og frit svævende jazzproduktioner, der nægter at blive reduceret til typiske hiphop-samples – en følelse, der understreges af, at der ikke kun er samples af kunstnere som The Isley Brothers, Parliament og James Brown, men også lyslevende gæsteoptrædener af George Clinton og Ronald Isley.

Det gør albummet til et ekstremt kompakt samlingspunkt for sort musikhistorie: ’To Pimp a Butterfly’ sampler ikke bare genrer som funk, jazz og soul, det har en samtale med dem.

Derudover er albummet fyldt af summende og boblende beats, der lyder mere som produktioner fra Flying Lotus’ Brainfeeder-pladeselskab end som Dr. Dres polerede højkvalitetsbeats. Netop FlyLo og den Brainfeeder-signede Thundercat står bag en række produktioner, og det virker som om, at Los Angeles’ avantgardistiske beatscene har været af lige så stor indflydelse her, som Dr. Dre og gangstarap-klassicisme var på ’good kid, m.A.A.d city’. Og det giver mening: Dr. Dre var den perfekte bagmand til et episk storværk, der fulgte klart definerede strukturer, mens Flying Lotus og Thundercat derimod er opløsningens arkitekter.

Resultatet er en radikal lydmæssig drejning, der placerer ’To Pimp a Butterfly’ i samme kategori som Erykah Badus ’New Amerykah’-album, Kanye Wests ’Yeezus’ og måske især D’Angelos ’Black Messiah’: Album fra artister, der har lavet klassikere inden for en genre for derefter at skabe mesterværker ved at bryde ud af selvsamme tradition. Det er alle kompromisløse album, der placerer kunstnerne i en mørkere, mere kraftfuld kontekst, og i høj grad tematiserer, hvordan det er at være sort i USA.

’To Pimp a Butterfly’ er ekstremt kompakt og ekstremt voldsomt – Kendrick kunne ikke have skabt noget, der afviger mere fra det sammenhængende udtryk på ’good kid, m.A.A.d city’. Filmen er knækket, men virkeligheden er indtrådt.


Kort sagt:
’To Pimp a Butterfly’ er frenetisk flagrende som en sommerfugl: Et kompromisløst og fortvivlet album, der søger efter mening og identitet i en tematisering over, hvordan det er at være sort i USA. Et overvældende intenst og frygtløst eksperimenterende hiphopalbum, der i sin fragmenterede funkglæde næsten ikke kunne afvige mere fra det sammenhængende udtryk på ’good kid, m.A.A.d city’.

Læs også: De 10 største overraskelser på Kendrick Lamars nye album

Læs også: Kendrick Lamars ni bedste gæstevers