1. ‘i’ kommer i en ny indpakning
‘To Pimp a Butterfly’ byder på masser af momenter, hvor Kendrick tvivler på sig selv, hvor han hader sig selv, hvor han ikke kan finde hoved og hale i sin mission. Af den grund giver det god mening, at den bemyndigende førstesingle ‘i’ ligger næstsidst ud af albummets 16 skæringer – det er her, at Kendrick for alvor omfavner livet. At han giver sig selv lov til at føle andet end frustration.
Mere overraskende er det, at singlen rent faktisk kommer i en frisk indpakning – pludselig er det et kvindekor, der synger »I love myself«-omkvædet, mens Kendrick selv syder og sprutter, hviner og skriger, som var han besat. Det virker som om, at han har taget energien fra den fantastiske SNL-optræden sidste år og puttet det ind i en revitaliseret udgave af ‘i’. Det afsluttende a cappella-vers er også henholdt albumversionen, hvor Kendrick med Oprah som forbillede gør op med brugen af N-ordet i en kontrollende og adskillende kontekst.
Læs om flere overraskelser på de følgende sider.
2. Kendrick interviewer 2Pac
Den 12 minutter lange lukker ‘Mortal Man’ er ikke lutter musik, og efter fem minutter går nummeret over i en jazz-soundtracket samtale mellem Kendrick og afdøde 2Pac. En interview-situation, hvor 2Pac-citater fra et gammelt svensk radioprogram agerer svar til Kendricks opklarende spørgsmål – blandt andet om, hvordan man skal klare succes og berømmelse, hvilket også berøres albummet igennem.
En anderledes og ekstremt opfindsom albumafslutning, der både startes og sluttes af en længere tankestrøm fra Kendrick. Det er også her, at man får albumtitlen ‘To Pimp a Butterfly’ forklaret til bunds.
3. Sufjan Stevens er nu med på et Kendrick-album
Der var dansk sample-islæt på ‘Good Kid, m.A.A.d. City’ i form af Boom Clap Bachelors og Suspekt, men produktionerne gik dengang også på rov i mere alternative græsgange, da både Beach House og Twin Sister stod for skud. Stilen fortsættes på ‘To Pimp a Butterfly’, hvor det er snart albumaktuelle Sufjan Stevens, hvis ‘All For Myself’ fra ‘The Age of Adz’ bidrager med et svævende synthsample til ‘Hood Politics’. Til sammenligning samples der andre steder på albummet Parliament, The Isley Brothers, James Brown og Lalah Hathaway.
4. Outroer er kommet på mode
En stor del af numrene har deciderede outroer, hvor Kendrick eller en gæst (for eksempel Snoop Dogg på ’Institutionalized’) runder af med bevingede ord eller en krølle på halen i forhold til sangens budskab. Det understreger i den grad, hvordan alle numrene er små statements i sig selv, og at ordene i Kendricks mund vejer tungere end nogensinde.
I samme åndedrag kan man også nævne de to interludes: ’For Free?’, hvor han rapper hurtigere og mere pralende end sjældent hørt før, og ’For Sale?’, hvor han svæver rundt på en lyserød sky. Det hele viser en Kendrick, der både i musikken og selve opbygningen af albummet er mere villig end forventet til at eksperimentere.
5. Fra Obama til ’Forrest Gump’: Der refereres til højre og venstre
’Good Kid, m.A.A.d. City’ var et lille mikrokosmos – Kendricks nærmiljøfortællinger fra opvæksten i Compton, hvor mange af referencerne gik på de personer, der rent faktisk deltog i historierne. På ’To Pimp a Butterfly’ har Kendrick udvidet paletten. Måske i et forsøg på at gøre det ofte dybe og konfronterende lyriske materiale mere håndgribeligt? Lukkeren ’Mortal Man’ har en gennemgående Nelson Mandela-vinkel, mens Oprah og Obama også bruges ved siden af »life is like a box of chocolates« fra ‘Forrest Gump’ i sangen ‘Institutionalized’, der refererer til en sætning fra ‘En verden udenfor’. Michael Jackson kommer også på banen, når Kendrick i ’Mortal Man’ funderer over loyalitet fra fans:
»When shit hit the fan, is you still a fan? / that nigga gave us Billie Jean, you say he touched those kids? / when shit hit the fan, is you still a fan?«
6. Kendrick græde-rapper
Rent konceptuelt er sangen ‘u’ nok den største overraskelse: En direkte modsætning til ‘i’, hvor Kendrick tvivler på sig selv og sin person, hvor skylden tager over. »I fuckin’ hate you / I hope you embrace it«, rapper han blandt andet.
Én ting er dog teksten, noget andet er fra andet vers og frem, hvor Kendrick rapper som om han græder – med frustrerede tårer trillende ned ad kinderne, mens der drikkes af sprutflasken på det hotelværelse, hvor han har buret sig inde. En helt ny side af Kendrick.
7. Den brede appel er næsten ikke-eksisterende
Et interview i sidste uges Rolling Stone kunne berette om, hvordan musikken på ‘To Pimp a Butterfly’ var inspireret af free jazz, funk fra 70’erne, Miles Davis og Parliament. Umiddelbart et rimelig progressivt udgangspunkt, men den viste sig at være god nok. Kendrick går virkelig sine egne veje hele albummet igennem.
‘The Blacker the Berry’ og ‘King Kunta’ viste begge, at den umiddelbare glæde på ‘i’ ikke ville være gennemgående, men det er alligevel en overraskelse, hvor lidt der rent faktisk er at komme efter, hvis man tager sine hitlisteorienterede briller på. Her er ikke nogen ‘Swimming Pools (Drank)’ eller ‘Bitch, Don’t Kill My Vibe’ – til gengæld er her virkelig funk i overflod.
8. Gæstelisten er lige så snæver som musikken
Gæstelisten var ikke overvældende på ’Good Kid, m.A.A.d. City’, men der var alligevel besøg fra Drake, Dr. Dre og Black Hippy-kammeraten Jay Rock. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvordan man skal kategorisere enkelte gæsteoptrædener på ’To Pimp a Butterfly’, men Rapsody på ’Complexion (A Zulu Love)’ er umiddelbart den eneste, der rigtigt får lov til at spytte rim side om side med Kendrick.
George Clinton har en cameo, Snoop har mere en rolle som iscenesætter, mens Bilal synger et par skæve omkvæd. Herudover er det navne som James Fauntleroy og Anna Wise, der ‘får lov’ til at bidrage, mens Thundercat bringer funken ind som i ovenstående klip fra The Colbert Report.
»Jeg har så meget at sige. Det er næsten egoistisk af mig«, sagde Kendrick i et andet Rolling Stone-interview sidste år. Der var i den grad noget om snakken.
9. Ingen chancer med producerne
Specielt efter ovenstående Beats by Dre-reklame rygtedes det, at Dr. Dre ville være inde over ’To Pimp a Butterfly’. Umiddelbart er legenden dog ’bare’ anført som executive producer, og på selve producerlisten er overraskelsen nærmere, at der ikke rigtigt er nogen vilde overraskelser.
De faste samarbejdspartnere Sounwave, Thundercat og Terrace Martin står bag det meste, og Mark ’Sounwave’ Spears fra Digi+Phonics har da også sagt, at masser af producere sendte beats i processen, men ingen helt forstod, hvad Kendrick og hans hold var ude i. I modsætning til mange andre steder i hiphop- og popverdenen er det fantastisk, når kunstnere står fast ved deres grundpiller (Drake og Noah ’40’ Shebib er et andet godt eksempel) i stedet for bare at slå kløerne i tidens hotteste producere.
10. Albummet er exceptionelt langt
79 minutter er godt nok et langt album. Den 16-numre lange trackliste havde allerede skitseret det, men kun tre numre på ‘To Pimp a Butterfly’ opererer i mindre end fire minutter. Det afsluttende ‘interview’ med 2Pac tæller selvfølgelig for noget, men her er altså også to interludes (godt nok med en samlet spilletid på syv minutter).
Spilletiden til trods kan man dog spejde langt og længe efter de instrumentale passager. Det her handler om ord og budskaber – og utroligt mange af begge dele, der er pakket ned i en time og 19 minutter. Vi vidste, at Kendrick havde meget på hjerte, vi vidste bare ikke, at det hele ville blive katapulteret af sted så kompakt og intenst. Gentagne gennemlyt anbefales.
Læs også: Surprise! Kendrick Lamars nye album ‘To Pimp a Butterfly’ er ude nu