Mew

De har altid kælet for deres musikalske udvikling, men de seneste knap seks år er alligevel det længste albumvakuum for Mew nogensinde.

Danskerne er tilbage i deres oprindelige startopstilling med Johan Wohlert på bas, og deres sjette album kombinerer den eksotiske instrumentering og udforskende legelyst fra ‘No More Stories…’ med den massive storslåethed og de progressive popkonstruktioner fra ‘And the Glass Handed Kites’.

Netop popsangene står solide i det musikalske fundament. ‘Satellites’ er alternativ stadionrock af fineste afstøbning, og i den energiske ‘Witness’ nuancerer Jonas Bjerre klædeligt sin karakteristiske falset med dybere fraseringer. ‘The Night Believer’ funkler i sin melodiøse umiddelbarhed, og ‘My Complications’ udmærker sig ved et effektivt guitarriff og en ultramelodisk outro. Begge numre er i øvrigt draperet med noget så u-Mew’sk som akustisk lejrbålsguitar – et herligt tiltag i den storladne lydkatedral. Wohlerts tilbagekomst er tydelig i den ligeledes catchy ‘Interview the Girls’, hvor bassen har en fremtrædende rolle i skøn symbiose med flimrende synths.

Gruppens flair for det rapsodiske, hvor flere melodier fusioneres i samme komposition, er intakt. Den 11 minutter lange ‘Rows’ blænder helt op for dramaturgisk progrock, og ‘Clinging to a Bad Dream’ åbner med Bo Madsens rytmisk accentuerede guitarfigurer og fortsætter med trommeslager Silas Graaes afvekslende fremdrift, før sangen toner ud med vemodige korstemmer og en dragende, rygradsrislende melodi: »I think I thought maybe you could change me / I know you and I were clinging to a bad dream«.

Det smager af hovedværk, men firkløveret mister desværre lidt momentum, når helheden vurderes. ‘Making Friends’ er lidt for magelig safe ground, ligesom ‘Cross the River on Your Own’ benytter sig af en skabelon, de med stærkere effekt har anvendt tidligere.

Hos Mew har det altid været summen af de begavede enkeltdele, som har udgjort en formidabel helhed, hvilket også er tilfældet her. Kritiske røster vil måske indvende, at bandet ’bare’ lyder som sig selv, men det er for nemt at klandre et band af Mews karat på den konto. Det er såmænd blot en kendsgerning, at de indiskutabelt hører blandt landets mest originale ensembler.

Selv om ‘+ -‘ ikke helt står mål med fordums triumfer, har de fire barndomsvenner stadig begået et storslået og gennemarbejdet værk.

Læs også: Vi rangerer: Mews 10 bedste numre (før ‘+ -‘)