‘Fading Frontier’ lyder som Bradford Cox’ musikalske og personlige forløsning

‘Fading Frontier’ lyder som Bradford Cox’ musikalske og personlige forløsning
‘Fading Frontier’ lyder som Bradford Cox’ musikalske og personlige forløsning - Fading Frontier
4 6
Deerhunter
'Fading Frontier'

Album, 4AD/Playground

Er der én ting, Deerhunter-hjerne og -frontmand, Bradford Cox, ikke kan klandres, er det at være forsigtig eller uinspireret. Med 2013’s ’Monomania’ spædede han det allerede store bagkatalog af intim lo-fi, reverb-fyldt psykedelia, tåget ambient og poprock-singler op med en heftig garagerockplade, hvor en sprød 60’er-lyd hæklede melodierne ind i, til tider, grumme lag af distortion, skrat og feedback.

’Fading Frontier’ tager udfordringen fra ’Monomania’ op og skubber igen Deerhunter længere væk fra den døsige og eksperimenterende sjæl, der trods alt har været en reference, når man omtalte Cox’ lyd: Denne gang hopper Deerhunter i en strammere, mere optimistisk og poppet model.

Fra starten af albummet er sangene kontrollerede og nærmest electrorockede. ’Living My Life’ både sitrer og knitrer elektronisk, mens stramme trommer, på en bund af afgrundsdyb rumklang, sørger for, at atmosfæren aldrig sluger sangen – den forbliver holdt fast i sit sært dragende og drømmepoppede univers. På samme måde er det med ’Duplex Planet’, hvor trommerne sætter farten millimeterpræcist, mens Stereolabs Tim Gane på harpsichord lægger en melodi, der ser Deerhunter gnubbe skuldre med Vampire Weekends optimisme.

Numre som åbneren ’All the Same’ og lukkeren ’Carrion’ er nærmere klassiske Deerhunter-produktioner, hvor guitareffekterne får lov til at ringe ud og fylde lydbilledet op sammen med alle de små, sære dimsedut-lyde, som Cox ellers fylder det skramlede lydbillede ud med.

I feststarteren, den sært funky førstesingle ’Snakeskin’, mødes det stramme udtryk og den tilbagelænede følelse i en guitarpopsang: »I was born already nailed to the cross / I was born with the feeling I was lost / I was born with the ability to talk / I was born with a snake-like walk«, synger slangen Cox i et ekko af sin opsigtsvækkende og aparte skikkelse som både musiker og menneske.

Det lyder som Cox’ musikalske og personlige forløsning: Solen, der rammer ham og Deerhunter i skyggen, på et lettere, lysere og mere fokuseret album, der ikke fornægter den atmosfæriske og psykedeliske arv. Men med den mere tæmmede lyd og Cox’ lysere sind forsvinder dog også noget af Deerhunters essentielle sjæl: Den slørede mystik og undersøgelsen af musikkens mørkere sider.


Kort sagt:
Med en lettere, lysere og mere fokuseret lyd, der ikke fuldstændig fornægter Deerhunters atmosfæriske arv, lyder ‘Fading Frontier’ som Bradford Cox’ musikalske forløsning. Med den mere tæmmede lyd, og Cox’ lysere sind, forsvinder dog også noget af Deerhunters unikke sjæl: Den slørede mystik og de mørkere eksperimenter.

Læs også: CPH:DOX annoncerer koncerter med Deerhunter og Atlas Sound