Aksglædes dansksprogede, orkestrale pop er charmerende og ambitiøs

Aksglædes dansksprogede, orkestrale pop er charmerende og ambitiøs
Foto: Philipp Loeken
Aksglædes dansksprogede, orkestrale pop er charmerende og ambitiøs - Aksglæde
4 6
Aksglæde
'Aksglæde'

Ep, Selvudgivet

Den dansksprogede undergrundsscene sprudler som aldrig før. Som en af eksponenterne for bølgen står firkløveret Aksglæde, der med deres selvbetitlede debut-ep beviser, at man både kan nikke mod den danske musikarv og føre vores stolte sangskrivertradition i nye, friske retninger.

Med sangtitler som ’Lille Taarbæktøs’, ’Svaghed i mit kød’ og ’To takter fra tinnitus’ lægger københavnerne ikke skjul på humoren i deres solskinsmættede, ungdommelig univers. Men selv om bandet flere steder er beskrevet som ’det danske svar på Mac DeMarco’ (!) er der straks noget langt mere fantasifuldt, drømmende og ambitiøst over projektet end den amerikanske gavflabs slacker-døsige guitarpop.

Tonen i Aksglædes univers læner sig til tider op af en blød, guitarrocket lyd i stil med danske kolleger som Nikolaj Nørlund, Ulige Numre eller vennerne i Tårn, mens de orkestrale anstrøg og nærmest jazzede, 80’er-klingende tendenser i flere af numrene peger mod noget mere eksperimenterende i stil med Bisse eller Franske Piger.

’Jeg kan lide den måde du græder på’ er for eksempel et virkelig charmerende højdepunkt med sit boblende keyboard og pludselige C.V. Jørgensen-agtige snakkesang i andet vers. Her undgår Aksglæde den patosklistrede indierock-fælde og holder i stedet udtrykket friskt og overraskende ved at plukke det bedste fra fortidens danske pionerer.

De jazzede, orkestrale elementer tilføjer i det hele taget en kant til det til tider teenageungdommelige univers. Tekstbidder som »jeg vil ikke have dig tilbage / men du må gerne tage dit tøj af« og »efter vi puster ud på sengen / går der ikke længe / før jeg ikke føler mere« på ’Svaghed i mit kød’ kunne hurtigt blive ’høhø’-humoristisk, men det unge band opvejer med galopperende guitarer og blæsere, der bidrager med en velovervejet, poetisk tone til lyden.

’Fantomfølelser’ kunne ligesådan have været en ængstelig rockballade med sin tekst om et tab af en ungdomskæreste (»du er en del af mine lemmer / et sommerbillede, jeg aldrig helt glemmer«), men de energiske trommer og funklende guitarer trækker i stedet udtrykket i en retning, der balancerer på den rette side af ungdomsmelankolsk øvelokalestemning.


Kort sagt:
Aksglædes debut-ep er et charmerende, ungdommeligt bekendtskab, hvor det københavnske firkløver med succes låner fra den danske musikarv, men formår at gøre udtrykket til deres eget med orkestrale og forfriskende, småjazzede elementer, der nok skal gøre sig godt i sommersolen.